Læsetid: 4 min.

Hvorfor gjorde mor ikke noget?

Når hun nu godt vidste, hvad der foregik? Ghita Nørby spiller moderen i Erling Jepsens incestfamilie, så man pludselig forstår hvorfor
-Du har jo ikke været i bad i flere uger,- protester Ghita Nørby mod Ole Ernsts liderlige mand. Og så ryger han i bad først - i kælderen under Stærekassen i Erling Jepsens -Med venlig deltagelse-.

-Du har jo ikke været i bad i flere uger,- protester Ghita Nørby mod Ole Ernsts liderlige mand. Og så ryger han i bad først - i kælderen under Stærekassen i Erling Jepsens -Med venlig deltagelse-.

Thomas Petri

16. oktober 2007

Fra incest på Gasværket til incest på Stærekassen: Det har været noget af en weekend for følsomme teatersjæle med både Festen og Med venlig deltagelse.

I Erling Jepsens skuespil er det moderens rolle, der er den mest interessante. Og Ghita Nørby skaber et brag ud af denne Margrethe-hustru i Sønderjylland. Hun trisser afsted i sine fornuftige sko og sin lyseblå cardigan. Hun skænker kaffe og lunken fløde til sin gamle mælkemand, og hun fortrænger i går ved at tale om i dag. Nørbys husmor vidste udmærket, hvad der foregik dengang på sofaen. Hun orkede bare ikke selv længere at lægge krop til mandens sextrang. Så hun låste døren til soveværelset. Også selv om hun så vidste, at det gik ud over datteren.

Stjålen ost, stjålen sex

Fabelagtige Ghita Nørby står ved det hele. En anelse skyldtynget, men smilende og altid klar med en nybagt knepkage. Denne rolle er måske den mest neddæmpede, Ghita Nørby har skabt på en teaterscene i flere årtier. Og dog - eller netop derfor - stråler hendes karisma så blændende ud gennem den. Hun spiller hele vrangsiden af den husmor, der kunne holde kæft. Og hun tør udspille hele mørkesiden af det menneske, som er strandet i en misforstået overbærenhed med sit skurkepjok af en mand. Hun ser lidt frem for sig. Vifter så igen med sin evige kaffekande eller trykker på fjernbetjeningen. Eller tillader sig måske et enkelt, flirtende hjørnetandsblik med den pæne reservelæge på hospitalet...

Hendes usling af en mand spilles fremragende af Ole Ernst. Brovtende og ulækker og barnligt lyksalig for en stjålen ostebid. Ole Ernst tør gå modbydeligheden i møde med største naturlighed, og hans stolthed over sønnens skrivetalent overstråler ganske hans ydmygelse ved at blive hængt ud som incestforbryder. For det med ordene, det har sønnen jo fra ham, blærer han sig med. Ernsts lave smertetærskel med klynk for hvert et minimalt ubehag er rammende: Denne mand har aldrig mærket smerte hos andre end sig selv.

Nu skulle man tro, at Jens Albinus ville være noget nær ideel i rollen som sønnen af disse to stærke mennesker. Og sådan er det også i første akt. Her krummer Albinus sammen over faderens død, ryger lukt i barndomsmindernes rædselsbur og lader skuldrene forsvinde et sted ned over hofterne, efterhånden som hans selvopfattelse skrider sammen. Albinus er fysisk, så det gør helt ondt at kigge på ham. Ikke bare brillerne sidder skævt. Heller ikke inden i ham hænger noget sammen mere.

Men herfra lader instruktionen Jens Albinus i stikken. I anden akt optræder han i hvert fald som en Woody Allen i hysteri - bliver nørdet og neurotisk og utroværdig. Og herfra smuldrer forestillingen.

En skurk, mange skurke

Eller er pointen i Emmet Feigenbergs iscenesættelse af Erling Jepsens replikmareridt, at selv om man afslører incest, så vil børnene fortsætte med at konstruere forklaringer på, at far bare gjorde det, fordi han elskede dem? Det virker i så fald dramatisk selvmodsigende og følelsesmæssigt utroværdigt.

Det er ellers fint nok, at instruktøren kaster komiske scener ind i dette hverdagshelvede. Men intet af det folkegrove eller hyperrealistiske bliver rigtig sjovt. De tre gamle naboer spiller kejtet og umusikalsk, hvor gode end spillerne ellers er. Og en bizar kirkegårdsscene får fuldmånen til at danse med, så alle mænd med selvfølge voldtager de piger, der nu engang gerne vil voldtages. Alle er altså skyldige. Og dermed er faderen måske mindre skyldig. Eller hvordan?

Her mister forestillingen grebet. Og det er synd, for det er i anden akt, at Tammi Øst for alvor indtager scenen som datteren med sin misbrugte krop og sine overmedicinerede, rullende øjne og blodbidte tunge. Øst er en sand datter af Nørby og Ernst. Rablende, stædig og konstruktivt hærdet af alle psykiatersamtalerne. Samtidig er hun vildt fysisk i sine jægergummistøvler, uagtet at det er hende, der er byttet. Feigenbergs stærkeste instruktionseffekt er måske scenen, hvor Tammi Øst lægger sig hen over armlænet på sofaen med enden i vejret og kjolen trukket op - som en refleksstiling fra faderens overgreb. Det er denne incest-realisme, tilskueren ikke vil se. Men Feigenberg udnytter klogt, at billeder virker ondere end ord.

Grimt hjem, grim sjæl

Øjnene har i det hele taget barske vilkår. Rikke Juellund har skabt et nådeløst drejesceneunivers med en stue med rovfugletegn på ruden og et væg-til-væg-tæppe, hvor man næsten ikke kan se pletterne. Det er så grimt, at øjnene løber i vand, ikke langt fra den ultimative opgivenhed fra Parasitterne i 2003. Og Berit Præstegaards kostumer er modbydelige i deres hverdagsgrimhed her i Jesper Kongshaugs hævnlys.

Grimheden bliver til gengæld næsten et formildende træk ved Anders Hoves såkaldte 'dødgraver'. Anders Hove balancerer imponerende på den hårfine grænse mellem udlevering og autenticitet: Han er graver, og han har læst Jepsens bøger. Basta! Ligesom Lisbeth Wulff er politibetjent, og hun skal nok få styr på det her. Sådan! Og ligesom Peter Gilsforts smilende usynlige lillebror, der ikke taler om tingene, for det er der ingen grund til. Nej!

Midt i hele redeligheden dukker Stig Hoffmeyer op som nyvasket nabo med plads i bukserne. Hoffmeyers portræt er morsomt og forfærdeligt satirisk. For hvem vil ikke gerne score sig et billigt knald hos naboen?

Men det er Ghita Nørby, der løber af sted med denne forestilling. Som løfter både teksten og iscenesættelsen, og som hiver de andre spillere med sig op i de interessante luftlag. Det er Ghita Nørby, som gør grusomheden forståelig.

Tekst: Erling Jepsen. Instruktion: Emmet Feigenberg. Scenografi: Rikke Juellund. Kostumer: Berit Præstegaard. Lys: Jesper Kongshaug. Det Kgl. Teater, Stærekassen, til 24. jan.

Med venlig deltagelse.

www.kglteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu