En flækket træsko er ikke noget at grine af. Men den kan komme på museum sammen med en trepaneret sikkerhedshjælm som bevis for, hvor risikabelt fabriksarbejde har været.
Det sker på Arbejdermuseet i København, som har arrangeret et glimrende show oppe under taget i anledning af Industrikulturens år 2007. Temaet er en ny del af husets faste udstillinger, og der er både værktøj og videoer, dokumenter fra fagforeningernes kampår mod industriens barske vilkår, og livagtige figurer på arbejde i autentisk tøj.
Det sidste er et af museets hits - at man ustandseligt bliver overrasket over skikkelser i sand størrelse og livagtig positur, når man drejer om hjørnerne på de beskedne etager.
Jacob Bjerring-Hansen har arrangeret, og han er også en af de 30 skrivende medarbejdere på den bog om større industrianlæg, Kulturarvsstyrelsen netop har publiceret.
Eksemplerne rækker fra Mølleådalens vandkraft og Frederiksværks kanal og støberi, over en sukkerroefabrik på Lolland eller bryggeriet Carlsberg på Valby Bakke, til Aalborg Portland, Danfoss på Als og Novo Nordisk. Med gamle og nye fotos, røverhistorier og industrikronologi.
Glemsomhed
Ialt 25 danske fabriksanlæg, fra 1840 til 1970 præsenteres som omfattende kulturmiljøer. Vægten er lagt på erhverv og beskæftigelse. Det bygningsmæssige indskrænker sig i Kulturarvsstyrelsens regi til farvefotos og landskabsmæssige oversigtsplaner.
Udpegningen af industriminderne har heller ingen planmæssigt juridiske konsekvenser for den fysiske bevaring. Men Kulturarvsstyrelsen ønsker at understrege virksomhedernes betydning for denne del af den danske kulturarv og opfordrer til, at der tages hensyn til det i den fremtidige udvikling. Dog uden at argumentere for, hvorfor det skal være netop disse 25 frem for andre, der tiltrækker sig opmærksomhed.
Kulturarvsstyrelsens direktør, Steen Hvass, skriver i bogens forord, at det er første gang, der er skabt et sådant landsdækkende overblik. Han vælger dermed at glemme det store pionerarbejde, der i 1970'erne blev sat i værk af Statens Humanistiske Forskningsråd, blandt andet udmøntet i et bind af Gyldendals almene bygningshistorie og en selvstændig bog om industrimiljøerne.
Det nye værk er ifølge Hvass' forord skabt "med udgangspunkt i bebyggelsen, de fysiske spor, vi kan se i landskabet, samt ikke mindst erindringer og fortællinger, der ikke har materiel form, men som lettere forstås, når de kan knyttes til genstande, bygninger og landskaber."
Oplevelsesøkonomi
Men Steen Hvass og artiklerne i den underholdende bog skelner ikke synderligt mellem fysiske strukturer og levet liv. Som sædvanlig, kunne man sige! - sådan som begreberne kulturarv og kulturmiljøer i disse år forveksles og dermed udvandes i Kulturarvsstyrelsens praksis.
1990'ernes såkaldte kommuneatlas kortlagde og analyserede bystrukturer og enkeltbygninger. Og de udkom i et departementalt regi knyttet til Miljøministeriets aktive ansvar for ramme- og lokalplaner.
Nu er kommuneatlaserne under navnet kulturmiljøatlaser overgået til Kulturarvsstyrelsen og dermed blevet knyttet til den museale tradition. Det er et problem. Men desværre hypet af en international konjunktur i fænomenet oplevelsesøkonomi, som ikke bare gælder turisme men også branding af by- og landområder.
Kulturarvsstyrelsens fire aktuelle pilotprojekter i såkaldte kulturmiljøkommuner er derfor vigtige at holde øje med. For er det nu virkelig rigtigt, at Hjørring Kommune i al fremtid skal holdes fast på tørrede rødspætter og stribede badehuse?
Eller kan Hvidovres fortid som lovløst klondyke og efterfølgende velfærdsmodel bruges til andet end at genfortælles som lokalhistorie, for dermed bedre at forstå kommunens bebyggelsesstrukturer?
Og selvfølgelig forstår man omvendt også lokalhistorien bedre ved at se på husene. Det går bare bedst, når man adskiller begreberne for at kunne holde dem sideordnet i hovedet.
Sentimentalitet
Spørgsmål om, hvad der skal betragtes som fysisk bevaringsværdigt, er baseret på demokratisk debat. Hvorimod egentlige fredningssager besluttes i nærmest enevældige fora. Først og fremmest Kulturarvsstyrelsen.
Problemstillingen er blevet evident i sagen om Christianias fremtid. Og den er der kommet en bog om, en antologi, der tager udgangspunkt i Christiania som fænomen.
Den er meget underholdende, livligt tænkt og layoutet, som del af et sammensat forsknings- og udviklingsprojekt med hovedsæde på Århus Arkitektskole.
Artiklerne i bogen diskuterer, om det fredningsværdige på Christiania ligger i de oprindelige militære bygninger og fritskrabede volde, sådan som Kulturarvsstyrelsen har bestemt. Eller om det snarere er christianitternes tilføjelser til områdets oprindelige artefakter, der alt i alt udgør de blivende arkitektoniske værdier. Som resultat af et levende kulturmiljø.
Sådan har Det Særlige Bygningssyn tidligere men underkendt udtalt sig til Kulturarvsstyrelsen, og nu tilbyder de yngre forskere yderligere teoretisk stof til diskussionerne om kulturarv og -miljø.
Undersøgelserne i bogen rækker vidt - fra skurvognenes morfologi til voldenes nuværende udgave af den romantiske have, områdets grænser, det tilfældige mødes psykologi og Christianias bygningsbevaring set i lyset af Bernhard Tchumis arkitekturbegreber (det er ham med Parc de la Villette og de lakrøde pavilloner...)
Bogen er i realiteten en tikkende bombe under Kulturarvsstyrelsens sentimentale historiesyn, men anfægter næppe hverken personalet eller direktøren for det hele. De vælger formentlig at kanonere videre efter eget forgodtbefindende.
Forankring i forandring. Christiania og bevaring som ressource i byomdannelse. Red.: Anne Tetjen, Svava Riesto, Pernille Skov. Arkitektskolens Forlag. 275 s. ill. Kr. 250.
Kulturarvsstyrelsen: Industri Industri - 25 stk. dansk kulturarv. Gads Forlag. 208s. ill. Kr. 149.
Arbejdermuseet. Rømersgade 22, København. Hver dag 10-16.
