Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

At kalde tingene ved rette navn

Lucinda Williams første koncert på dansk jord formede sig som et rent triumftog gennem et af nyere tids mest hudløse og nærværende sangrepertoirer
Kultur
30. oktober 2007
Williams rå og ekspressive stemme behersker såvel det blide som det barske, det ømme som det onde.

Williams rå og ekspressive stemme behersker såvel det blide som det barske, det ømme som det onde.

ZUMA Press

Lucinda Williams kom, så og sejrede. Det er så den korte version af hendes koncert i et propfyldt og fuldstændig røgfrit (så man måtte hive efter vejret) Store Vega søndag aften. Okay - den lange følger så her: Det var første gang Lucinda Williams optrådte i DK og hendes hengivne fanskare var troppet op i stor stil for at opleve denne uprætentiøse, næsten kunstløse amerikanske sanger og sangskriver præsentere materialet fra sine til dato kun otte studieplader (plus det mesterlige live-album fra 2005, Live @ Fillmore), som blev afleveret med lige dele autoritet og ydmyghed. Måske fordi Williams har en aktiv karriere, der strækker sig tilbage til de tidlige 1970'ere, uden hun af den grund nogensinde har oplevet et egentligt gennembrud, ville det være synd at påstå, at den 54-årige sanger besidder noget, der bare minder om nykker. Tværtimod har hun begge ben solidt plantet på samme gyngende grund som alle os andre - og det er i udpræget grad derfra hun synger - og underholder mellem numrene med lidt om sangenes baggrund og betydning.

Williams er nemlig en af den slags kunstnere, som tilsyneladende har ligget i periferien i al evighed, men ikke rigtig på noget tidspunkt har formået at tilpasse sig tidens hovedstrømninger. Totalt traditionsbevidst og med åbenlyst afsæt i urformerne folk, country og blues - tilsat ikke så lidt rockattitude samt ikke mindst soulmusikkens sveddryppende inderlighed - kan hun stilistisk set nok bedst sammenlignes med en anden evig outsider, den gode Steve Earle.

Hendes bedste sange er skamløst selvbiografiske, dybdeborende og ikke bange for tilværelsens mere ubehagelige facetter, pletrensede for metaforer og fikse formuleringer, men med en usvigelig sans for at kalde tingene ved rette navn. Og indfattede i et melodisk univers, der som oftest bygger på de klassiske tre (måske fire eller fem) akkorder, en hvilken som helst nybegynder på guitar vil kunne beherske. Hvad de færreste til gengæld vil kunne matche er Williams rå og ekspressive stemme, der behersker såvel det blide som det barske, det ømme som det onde og ubesværet kan gå fra en hvisken til et skrig.

En lystvandring

Akkompagneret af sit fuldstændigt overdrevent tighte og lydhøre band - bestående af Williams-veteranerne Doug Pettibone på virtuos guitar og David Sutton på bas samt de to nytilkomne, den uhyggeligt stramt spillende trommeslager Butch Norton og Chet Lyster på både strenge- og tangentinstrumenter - blev det en lystvandring igennem hendes righoldige repertoire af sange, med fokus på især materialet fra 2003's World Without Tears, hvorfra hun spillede over halvdelen af numrene.

Var man derimod kommet for at høre sangene fra dette års kritikerroste (ja, kritikerne elsker hende; det er måske derfor, hun aldrig rigtig har fået det store gennembrud, dammit!) og Hal Wilner-producerede West - som tematisk på vanlig direkte facon kredser om hendes mors død og afslutningen på et tumultarisk forhold - blev man nok skuffet, thi udover den indfølte åbningssang "Rescue" og en hårrejsende intens læsning af det fænomenale "Unsuffer Me" holdt Williams sig til ældre sange, suppleret med et par coverversioner, her i blandt ikke mindst en overraskende udgave af Doors-klassikeren "Riders on the Storm" og en perfekt læsning af Mabel Scotts R&B-klassiker "Disgusted" ("my favorite song-title ever," som hun udbrød).

Mine to favoritter var dog "Pineola", hendes hyldest til digteren Frank Stanford, der begik selvmord i 1978, kun 29 år gammel samt en hyperrocket version af titelnummeret fra hendes kritikergennembrud, 1998's Car Wheels on a Gravel Road. Nu ved De det.

Man skulle dog være en sur skid, hvis ikke man var glad, tilfreds og lykkelig over det, man fik - selvom koncerten efter min mening godt kunne have varet lidt længere. Men vi surfede i selskab med Williams og hendes brave mænd gennem et af tidens stærkeste repertoirer, båret igennem af solistens aldrig mindre end overbevisende vokalpræstationer og et band så instrumentalt begavet, at man måtte sig forbarme.

Det er bizart, at der trods tidens svimlende teknologiske landevindinger og tilværelsens generelt livsfarligt høje hastighed fremdeles findes folk, som med afsæt i det 20. århundredes ædle amerikanske traditioner og ved hjælp af roots-musikkens allerenkleste byggeklodser fortsat skaber relevant, gribende og majestætisk musik, der ofte forekommer denne signatur cirka dobbelt så vedkommende som det senest hypede bundt ungersvende subsidiært ungmøer, der har udsendt et elektronisk konceptværk om curling-børns genvordigheder i den globale malstrøm. Men det kan Lucinda Williams altså - og det i dén grad, mine damer og herrer.

Lucinda Williams m/ band, Store Vega, søndag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her