Læsetid: 8 min.

Kapitalismens sorte bog

Naomi Kleins gennembrudsbog 'No Logo' trak tæppet væk under Nike og de andre globale varemærker ved at kaste lys ind i den mørke verden af børnearbejde og udnyttelse, der lå bag de glittede reklamer. Hendes nye projekt er endnu mere ambitiøst: I 'The Shock Doctrine' vil hun påvise sammenhængen mellem det frie markeds ideologer og vold og overgreb i kapitalistiske samfund gennem de sidste 40 år. Verdens mest berømte økonomer er blandt de hovedanklagede
5. oktober 2007

Der er et slagord for den kapitalistiske ideologi, Naomi Klein med sin nye bog, The Shock Doctrine, over flere end 500 sider udsætter for et sønderlemmende klyngebombardement. Slagordet er formuleret i 1982 af den amerikanske økonom MiltonFriedman, der betragtes som en af den frie markedsideologis hovedtænkere, og det handler om, at kriser i virkeligheden slet ikke er problemer, men muligheder.

"Kun en krise - hvad enten den er virkelig eller blot opfattes som sådan - skaber reel forandring. Når en krise opstår, vil de handlinger, den udløser, bestemmes af, hvilke ideer der er til rådighed. Dette, mener jeg, er vores grundlæggende ærinde: at udvikle alternativer til den eksisterende politik, at holde dem i live og inden for rækkevidde indtil den dag, hvor det, der før var politisk umuligt, i stedet bliver til det politisk uundgåelige."

Friedmans slagord, siger Naomi Klein, er på én gang et symptom på en misforstået, apokalyptisk forelskelse i ødelæggelser, der skal gøre det muligt at bygge nye samfund helt fra bunden, og grundlæggende for en helt ny økonomi og tankegang, der har vokset sig mægtig gennem de sidste fire årtier.

I krisernes kølvand

Denne tankegang er ifølge Klein essensen af liberalismens forelskelse i den destruktive gestus, hvori ødelæggelse i sig selv er god, fordi enhver samfundsorden står i vejen for det frie, sunde marked. I Kleins historie-skrivning er denne tankegang så funderet på ideen om, at et chok, der vender op og ned på alt, kan være den bedste måde at skabe et sundt samfund på, at den er samfundsøkonomiens version af tortur eller elektrochokbehandling.

Vi følger med Klein dens spor gennem et halvt århundredes verdenshistorie: Vi besøger Latinamerikas CIA-indsatte diktatorer, der i 1970'erne forenede politisk undertrykkelse og udrensning med økonomiske liberaliseringer baseret på en skabelon fra Milton Friedmans Chicago-skole. Vi besøger Washingtons globale finansmagter, Verdensbanken og Valutafonden, der i 1980'erne udnyttede de fattige landes gældskrise til at gennemtvinge økonomiske politikker, hvor for krisen irrelevante markedsåbninger og omfattende privatiseringer blev smuglet med i pakken som betingelser for lån.

Vi læser igen om demonstrationerne på Den himmelske Freds Plads, som ifølge Klein handlede lige så meget om protester mod Deng Xiaopings neoliberale økonomiske reformer som om ytringsfrihed, og som fik den kommunistiske leder til at påkalde sig Milton Friedmans støtte til det kinesiske frimarkeds-projekt i september 1988. "Jeg understregede vigtigheden af frie markeder og af liberalisering med ét hårdt slag", forklarede Friedman efter besøget, og et par måneder efter besøget kom slaget da også, da regimet massakrerede demonstranterne og gennemtvang resten af den økonomiske 'frihed' uden tilsvarende politiske åbninger.

Vi er med superhelte-økonomen Jeffrey Sachs i Polen og Rusland omkring systemskiftene i 1990 og ser ham indføre økonomisk chok-terapi med katastrofale konsekvenser. Sachs får gennemtrumfet fyringerne, nedskæringerne og privatiseringerne gennem løfter om store mængder pengehjælp fra Vesten (løfterne overholdes i Polen og brydes i Rusland) og forklarer chokterapien således:

"Når der kommer en fyr ind på skadestuen, og hans hjerte er stoppet, river du bare brystkassen op uden at bekymre dig om de ar, du efterlader. Pointen er, at du skal have fyrens hjerte til at slå igen. Og du sviner. Men du har ikke noget valg."

Sammenhængen

Naomi Kleins hovedtese er en stor mundfuld: Dels, at alle disse forskellige kriser er indbyrdes forbundne, dels at denne sammenhæng giver vor tids sejrende økonomiske tankegang millioner af menneskers blod på hænderne. Hendes dokumentation er empirisk snarere end teoretisk: Hun udpeger igen og igen, hvordan liberaliseringsfundamentalisterne står klar, så snart digerne brister, et magtskifte er på vej, eller en samfundsorden skælver. Mønsteret virker overbevisende.

Katastrofekapitalismen, forklarer Klein, kan defineres som organiserede angreb på den offentlige sfære i katastrofiske begivenheders kølvand, ofte kombineret med opfattelsen af katastrofer som spændende markeds-åbninger. Den udføres iFriedman-interventionsmodellen ved, at man afventer en større krise, benytter den til at sælge staten i brudstykker til private spillere, mens borgerne stadig er svimle af chok, og derefter hurtigt gør 'reformerne' permanente. Og den er i hendes optik inkarneringen af dødeligheden ved den globale kapitalisme, som er hovedfjenden for den lokalt forankrede social-demokratisme, hun selv tror på.

Den ide, Klein har set sig allermest indædt ond på, er ideen om, at politisk frihed og demokratiske rettigheder er intimt forbundne med frie, åbne markeder, og at dét har været liberaliserings-ideologernes projekt (blot forstyrret af irrelevant, ond vold).

"I stedet vil jeg vise, at denne fundamentalistiske form af kapitalismen konsekvent er blevet bragt til verden gennem de mest brutale former for tvang, som er blevet udøvet mod staten som sådan, såvel som mod utallige individuelle mennesker. Vor tids frie markeds - som bedre kan forstås som korporatismens - historie blev skrevet i chok."

Blikket vendes indad

Efter 11. september 2001, skriver hun, træder katastrofe-kapitalismen ind i en ny fase. Hvor der førhen først og fremmest var tale om en udadvendt ideologi, der fra Vesten fulgte færten af kriser, som kunne transformeres til frie markeder, blev katastrofekapitalismen nu selvrefererende og indadvendt: Kriserne bredte sig nu ind over den amerikanske hjemmefront med beredskabet og krigen mod terror, der i dag er den underliggende logik i et gigantisk marked, som lever af, at kriser bliver til katastrofer.

Det betyder, at krise-entreprenører som våben-fabrikanten Lockheed Martin og lejesoldaterne i Blackwater hvert år modtager offentlige midler i et omfang, der overgår adskillige landes nationalprodukter. Fristelsen for de magtfulde firmaer til ikke bare at tjene på, men også at fremprovokere katastroferne er uimodståelig - Klein påviser, hvordan den såkaldte Komite for Iraks befrielse, der med George Schultz i spidsen lobbyede i magtfulde medier og politiske cirkler for at invadere Irak, helt dominerende bestod af tidligere og nuværende topfolk fra Lockheed Martin.

Katastrofekapitalismen er blevet selvrefererende i en grad, hvor selv krisernes ministre tjener penge på kriserne - Donald Rumsfeld og Dick Cheney har beholdt deres million-aktier i henholdsvis Tamiflu-producenten Gilead og genopbygningsgiganten Halliburton under hele deres embeds-periode - alt imens de gennemfører deres vision om en helt igennem hul regering, hvis fornemste formål er at overføre penge fra offentlige kasser til private hænder. Og hvis tilgang til politik måske opsummeres bedst af præsidentfruen Laura Bush:

"Georges svar på et hvilket som helst problem på ranchen er at skære det ned med en motorsav - det er derfor, tror jeg, at han og Cheney og Rumsfeld kommer så godt ud af det med hinanden."

Systemet lever af kriser, og kriserne fremavles af systemet. Og der er derfor i Kleins historieskrivning en smuk, men forfærdende logik i, at Milton Friedmans sidste tekst inden den store mands død i 2006 blev en kommentar i Wall Street Journal, der hyldede orkanen Katrina:

"De fleste skoler i New Orleans ligger i ruiner, ligesom skoleelevernes hjem. Børnene er spredt ud over hele landet. Dette er en tragedie. Det er også en mulighed for at reformere uddannelsessystemet."

Ideologi og vold

Naomi Kleins anklageskrift er et slag i debatten om, i hvor høj grad politiske ideer og samfundsopfattelser kan gøres medansvarlige for overgreb, der finder sted i deres nærhed.

For lige over 10 år siden udgav en gruppe franske forskere med Stéphane Courtois i spidsen et gennembrud i denne diskussion med Kommunismens sorte bog, som sammenkædede den socialistiske ideologi med voldsudøvelsen i de socialistiske samfund og opregne disse landes ofre som resultater af landenes politiske ordning. Det er i dag almindeligt accepteret, at elementer i den kommunistiske tankegang var medskyldige i gulag-lejre og henrettelser, som således ikke kunne afvises som gale diktatorers handlinger, der var fremmede for den socialistiske tanke.

The Shock Doctrine er Naomi Kleins enormt ambitiøse forsøg på at gennemføre en lignende øvelse for kapitalismen - eller nærmere betegnet for idealet om et frit marked, hvor mennesker med en frisk start kan udfolde sig frit.

"Kuppene, krigene og massakrerne er aldrig blevet behandlet som kapitalistiske forbrydelser, men er i stedet blevet afskrevet som over-ivrige diktatorers excesser, som fronter i den kolde krig eller krigen mod terror," skriver hun.

Men ideerne skaber også virkeligheden, mener Klein;i katastrofekapitalismen ofte i form af den eskalering, som liberaliseringspolitikker og svækkelse af stater næsten uvægerligt medfører i en krisesituation.

Modrevolutionen lever

1970'ernes Chile, hvor Pinochet med intensiv rådgivning fra Milton Friedman og hans elever gennemførte radikale økonomiske liberaliseringer hånd i hånd med blodig politisk undertrykkelse, var modrevolutionens fødsel, skriver Klein og mener modrevolutionen mod udviklingsøkonomi og keynesianisme, hvor stat og marked balancerer hinanden. Og modrevolutionen hærger endnu:

"Chicagodrengenes eventyr i 1970'erne burde have tjent som en advarsel, men i dag lever vi igen i en æra af korporatistiske massakrer, hvor lande underkastes voldsom militær vold i takt med organiserede forsøg på at omdanne dem til mønster-frimarkedsøkonomier; forsvindinger og tortur er tilbage, målet er igen at bygge frie markeder, og behovet for denne type brutalitet betragtes atter som noget fuldstændig urelateret," advarer hun og trækker linjerne op til Irak-krigens enorme pengeforbrug og til faren ved, at den uafsluttelige og evigt privatiserede Krig mod Terror med det amerikanske Department of Homeland Security som mediator er blevet en bundløs hæveautomat for private firmaer, der modtager skatteydernes penge.

"Alle måder, hvorpå Bush-regeringen har fastsat krigen mod terrors parametre, har tjent til at maksimere dens profitabilitet og levedygtighed som marked - fra definitionen på fjenden over reglerne for militært engagement til kampens evigt eskalerende natur," skriver Klein.

Og det er selvfølgelig denne logik, hun i sidste ende er ude efter. Kan vi tillade os, at krige er blevet mere profitable end fred? spørger hun og henviser til, hvordan bekymringer for den økonomiske vækst i Israel i 1993 var et stærkt incitament for fredsforhandlinger med palæstinenserne. I dag er det omvendt: Da Libanon-krigen rasede i august 2006, steg Tel Avivs børsnoteringer i stedet for at falde. Israel er for Klein skræmmebilledet:

"Sådan ser et samfund ud, når det har mistet sit økonomiske incitament for fred og er dybt involveret i at udkæmpe og profitere af en endeløs og uafgørlig krig mod terror. Den ene halvdel ser ud som Israel; den anden ser ud som Gaza."

The Shock Doctine er ikke noget teoretisk værk. Der skal forsimples meget i de økonomiske teorier for at skrive et faktabåret stykke ideologisk verdenshistorie som det, Naomi Klein har leveret. Men som økonomen Joseph Stiglitz skrev i sin anmeldelse af bogen i New York Times, er den ideologi, hun angriber, skyldig i betydeligt mere alvorlige simplificeringer i liberaliseringsideologernes tro på, at det perfekte marked kan skabe det perfekte samfund, når blot vi først lige har fået ryddet alt rodet væk. Den naivitet har været dødelig, det synes grundigt bevist. Og den førstehåndsdokumentation, Naomi Klein fremlægger i sit nye kæmpeværk, vil være uvurderlig for fremtidens spekulationer om, hvor den vestlige verdens frihedstriumftog helt præcist gik galt.

Naomi Klein: The Shock Doctrine - The Rise of Disaster Capitalism. 576 sider. Allen Lane & Metropolitian Books. 28 dollar på Amazon

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er og bliver ren metafysik. For at fremstille fysiske genstande, der kan købes og sælges, kræves der råstoffer - selv til lagring af viden kræves der silicium, ellr hvad man nu laver mikrochips af nutildags.

Råstoffernes mængde er begrænset, så selv hvis abstrakt viden er unegrænset, nytter det ikke, hvis der ikke er råstoffer til at fremstille de forbrugsvarer, der er produktet af den viden.

Det er jo ret konkret det jeg taler om.
Det er spændende det her. Du mener, at ting i sidste instans altid skal gøres fysiske for at have en værdi - dvs. kunne udveksles på et marked. Det vil jeg for argumentationens skyld accepterer, men viser al erfaring ikke, at for de fleste industries vedkommende, så kommer disse stadig mere effektive til at udnytte råstoffer.

Det silicium, som skal bruges idag er jo slet ikke så meget, som tidl. allerede fordi computerne er blevet mindre. Og kan sicilium ikke erstattes af andre materialer?
Hvilke råstoffer andre end gas og olie er det, som ikke kan reproduceres/genopdyrkes/erstattes?

Selvfølgelig er der ikke grænser for vækst. Markedet de seneste årtier ekspanderet voldsomt. Selv hvis der kommer 20 år med recession, så har markedet jo for længst vist sig overlegent til alle alternativer.

Markedet sætter vel grænser for vækst i den forstand, at der hovedsagligt skydes kapital ind bag de ideer man regner med, der kan tjenes penge på. Så på den måde struktureres og begrænses væksten på baggrund af nogle pengeinteresser til nogel bestemte områder. Nogen gange har staten jo været nødt til at gå ind og opdyrke nogle områder, fordi der simpelthen ikke umiddelbart var nok fortjeneste i det for private aktører. Det er jo et problem med markedet, at det nok kan skabe vækst, men ikke nødvendigvis er særlig effektivt i forhold til at fordele den vækst på områder der tilgodeser større samfundsmæssige interesser, ligesom markedet heller ikke nødvendigvis er særlig effektivt i forhold til at fordele væksten ud på samfundets medlemmer.

Hovedproblemet i den vinkel, som f.eks. Per tager, er at han antager hyptoteser, som ender i en cirkelargumentation. Det gælder både tesen om et kapitalisme skaber monopoier og vækst som direkte koblet til det fysiske ressourceforbrug.

Når Novozymes laver et encym, der sænker vasketemparaturen og erstatter miljøskadelige stoffer i vaskepulver, så skaber det både vækst, bæredygtighed og effektiviserer ressourceforbruget. Hovedprodutket her er ikke selve enzymet, men den vidensproduktion som ligger bag.

Vi har meget få eksempler - hvis nogen - , hvor markedet skaber monopoler som ikke er baseret på statens lovgivningsmagt a la PostDanmark. F.eks. Arlas mælkeproducenter og konkurrenter dokumenterer på glimrende vis, hvordan markedet reagerer, når en lokal monopolist mister fremdriften.

Men hovedaspektet i denne debat er at komme over grøftegraveriet. Så længe Per eller andre ikke kan opstille troværdige alternativer til hverken marked eller demokrati, så har vi ikke bedre - men må koncentrere os om at få det til at virke best muligt.

2 af hovedproblemerne. er at der er aspekter som ikke træder frem i kundernes valg og samtidig at kunderne - centrale oområder - reelt udsættes for social afpresning.

F.eks. er mærkningen af produkter håbløst forældet i forhold til en moderne forbrugers valgprocesser. Der er både for lidt information og det er i en form, som er helt umulig at behandle rationelt - vi kan jo netop bruge digitaliseringen til at understøtte en bedre og mere nuanceret beslutnignsprocess hos borgere - som gerne vil leve i en bæredygtig verden hvor mennersker behandles med respekt. Hvis forbrugeren kan se at det gør en miljø- eller sundhedsmæssig forskel vil det over tid også slå igennem i udbudet og konkurrencen.

Et andet helt central og hastigt voksende problem er overvågning og profiling, hvor forbrugerens gennemanalyseres og kommunikeres til fremfor at man lytter, tilpasser sig og understøtter kunden.

Disse 2 aspekter - informationsbehandling og kontrol med egne data - er formentlig de allermest centrale at få løftet som en generel strategi i retning af det vi kalder Citizen Empowerment, dvs. sikre at digitalitseringen af samfundet sker i borgernes - og ikke blot i systemets - interesse.

Som det er i dag er både stat og store virksomehder i færd med at angribe borgerne og reducere dem til ressourcer. Men det skyldes primært at staten - både Folketingetog teknokratiet - har svigtet borgerne i digitaliseringsprocessen af infrastruktur og Digital Forvaltning.

Essensen af ovenstående er, at Per og Naomi ser nogle konspirationer som man tillægger nogle bestemte fjendebilleder, imens man overser de mere grundliggende kausale processer, der både kan addresseres og ændres.

Aldrig før har virksomheder været mere orienteret mod social og miljømæssig ansvarlighed. Og sjældent før har staten været mere orienteret på at indrette borgere og samfund efter staten.

"Men hovedaspektet i denne debat er at komme over grøftegraveriet. Så længe Per eller andre ikke kan opstille troværdige alternativer til hverken marked eller demokrati, så har vi ikke bedre - men må koncentrere os om at få det til at virke best muligt."

Formålet med den her diskussion har, som jeg ser det, været at påpege at markedet ikke er specielt fejlfrit og at der ikke er nogen speciel grund til at give det en overhøjhed, når man diskuterer hvordan et samfund skal indrettes. Som jeg ser det er der en masse alternative måder, man kan indrette forholdet mellem marked, stat og demokrati på, så det virker bedst muligt i forhold til at fordele ressourcer og rettigheder til folk. Problemet med digitalisering er da sikkert et af dem, men det er næppe det eneste problem.

"Formålet med den her diskussion har, som jeg ser det, været at påpege at markedet ikke er specielt fejlfrit og at der ikke er nogen speciel grund til at give det en overhøjhed, når man diskuterer hvordan et samfund skal indrettes."

Ingen har påstået at markedet er perfekt - specielt ikke når statsmagten misbruges eller forbrugerne ikke efterspørgser løsninger. Men peg på noget bedre ?

"Som jeg ser det er der en masse alternative måder, man kan indrette forholdet mellem marked, stat og demokrati på, så det virker bedst muligt i forhold til at fordele ressourcer og rettigheder til folk."

Du blander omfordeling ind i spørgsmålet om skabelse af velstand og hvorvi udvikler bedre løsninger på samfundets problemer og menneskers behov..Det er her, det oftest går galt og årsagen til at planøkonomien i den offentlige sektor er så destruktiv for velfærden.

Man bør skille spørgsmål om omfordeling fra spørgsmålet om hvordan vi sikre at man får mest velfærd for den velstand, der skabes og omfordeles. Erfaringen siger os at hvis man blander spørgsmålene, så får man både mindre velstand og mindre velfærd.

Jeg kunne godt tænke mig nogle konstruktive bud fra dem som så stærkt tager afstand fra markedet - hvad forestiler man sig? Er der substans og realisme i tankerne - eller bygger det på nogle idealistiske "rettighedsopfattelser" mere end visioner om noget, der rent faktisk har en chance for at virke.

Fra dem som er så glade for markedet - hvorfor udvikler markedet ikke sikkerhedsløsninger som tager udgangspunkt i kunderne? Hvorfor er det altid en take it or leave it uden reelle valgmuligheder (e,.g. mobiletelefoner og Dankort) ? Og hvordan se man et opgør med sådanne tydeligvis dysfunktionelle markeder?

"Formålet med den her diskussion har, som jeg ser det, været at påpege at markedet ikke er specielt fejlfrit og at der ikke er nogen speciel grund til at give det en overhøjhed, når man diskuterer hvordan et samfund skal indrettes."

Ingen har påstået at markedet er perfekt - specielt ikke når statsmagten misbruges eller forbrugerne ikke efterspørgser løsninger. Men peg på noget bedre ?

"Som jeg ser det er der en masse alternative måder, man kan indrette forholdet mellem marked, stat og demokrati på, så det virker bedst muligt i forhold til at fordele ressourcer og rettigheder til folk."

Du blander omfordeling ind i spørgsmålet om skabelse af velstand og hvorvi udvikler bedre løsninger på samfundets problemer og menneskers behov..Det er her, det oftest går galt og årsagen til at planøkonomien i den offentlige sektor er så destruktiv for velfærden.

Man bør skille spørgsmål om omfordeling fra spørgsmålet om hvordan vi sikre at man får mest velfærd for den velstand, der skabes og omfordeles. Erfaringen siger os at hvis man blander spørgsmålene, så får man både mindre velstand og mindre velfærd"

Jeg mener mere pointen er at det ikke specielt er markedet, men, samfund der skaber vækst og her er det da rigtigt at markedssamfund sikkert generelt har skabt mere vækst. Men de her samfund er jo strikket sammen på mange forskellige måder og med forskellige arbejdsdelinger mellem stat og marked. I den forbindelse mener jeg ikke det nødvendigvis er erfaringen at statslig omfordeling skulle resultere i dårligere velstand eller velfærd, det kommer jo også an på hvad det er for nogen kriterier man bruger til at måle det med.

"Jeg mener mere pointen er at det ikke specielt er markedet, men, samfund der skaber vækst og her er det da rigtigt at markedssamfund sikkert generelt har skabt mere vækst. Men de her samfund er jo strikket sammen på mange forskellige måder og med forskellige arbejdsdelinger mellem stat og marked. "

Glemmer du ikke her at skelne mellem det at staten (antaget "vi") ligger rammer for markedet og der hvor statens "virksomheder" forsøger at konkurrere?

"I den forbindelse mener jeg ikke det nødvendigvis er erfaringen at statslig omfordeling skulle resultere i dårligere velstand eller velfærd, det kommer jo også an på hvad det er for nogen kriterier man bruger til at måle det med."

Her er du efter min omfattelse ude i en væsentlig fejlanalyse. Omfordeling og produktion skal skilles ad. Staten kan ligge rammer og omfordele uden at staten står for produktionen, tilpasningen og allokeringen.

Selvfølgelig vil omfordeling have konsekvenser (påvirker sammenhæng mellem afkast/indsats samt flytter forbrugsmulighed) og der er stærke modsætnminger, men det er først og fremmest kommitestyringen af produktion i forhold til behov, der er ineffektivitetsskabende. Det er her, hvor stat er desideret destruktiv.

Pointen her er at vi bør og er nødt til at bruge digitaliseringen til at flytte beslutningerne til de enkelte borgere. Staten gør det stik modsatte - udbygger den velstands- og velfærdsreducerende planøkonomi.

(At nationalstaterne i hele den vestlige verden samtidig er i færd med at erodere frihed og sikkerhed i ekstreme og ubalancerede overreaktioner på f.eks. terror gør bare hele sagen værre. Man ser stort på at staten er inkompetent til at håndtere så megen magt.koncentration uden forebyggende foranstaltninger)

Jeg synes at diskussionen mangler balance fra starten af og vi blot indskyde denne kommentar:

Hvis kommunisme er yderligheden på venstrefløjen der kan kort defineres ved den offentlige stats fuldkomne overtagelse af den private økonomi, så er det den modsatte yderlighed Klein angriber i denne bog - den private sektors overtagelse af staten - hvilket kan let beskrives som fascisme.

Desuden må man erkende, at fra et nord amerikansk perspektiv, er Skandinavien et decideret "textbook example" på socialistisk demokrati - den mere korrekt-lydende grad vi normalt definerer vores styre med, socialt demokrati, er slet ikke en nuance der er globalt set er til stede i den politiske bevidsthed.

Så i stedet for ordkløveri på forkert grundæggende præmis, kunne det være spændende at diskutere bogens observationelle ideer (og kritik) i stedet for at diskutere emner indtaget på baggrund af forudindtagede indstillinger til bogens indhold, ja kort sagt fordomme.

Er der nogen af jer der har læst Schock Doctrine, der nogenlunde kort kan definere hvad, det er, Naomi Klein mener, med "lokalt forankret socialdemokratisme"?

For lige at få begge sider med Hr. Journalist & få afkræftet alt det sludder:

"Rarely are the simplest facts, many of which complicate Ms. Klein's presentation, given their proper due. First, the reach of government has been growing in virtually every developed nation in the world, including in America, and it hardly seems that a far-reaching free market conspiracy controls much of anything in the wealthy nations. Second, Friedman and most other free market economists have consistently called for limits on state power, including the power to torture. Third, the reach of government has been shrinking in India and China, to the indisputable benefit of billions. Fourth, it is the New Deal — the greatest restriction on capitalism in 20th century America and presumably beloved by Ms. Klein — that was imposed in a time of crisis. Fifth, many of the crises of the 20th century resulted from anti-capitalistic policies, rather than from capitalism: China was falling apart because of the murderous and tyrannical policies of Chairman Mao, which then led to bottom-up demands for capitalistic reforms; New Zealand and Chile abandoned socialistic policies for freer markets because the former weren't working well and induced economic crises."
(Kilde: TYLER COWEN, Shock Jock, d. October 3, 2007, URL: http://www.nysun.com/arts/shock-jock/63867/)

Yderlige kritisk læsning:

http://www.cato.org/pub_display.php?pub_id=9384

http://www.nysun.com/arts/shock-jock/63867/

http://www.lrb.co.uk/v30/n09/holm01_.html

http://www.slate.com/id/2175133/pagenum/2/

http://entertainment.timesonline.co.uk/tol/arts_and_entertainment/books/...

Det er jo ikke teorierne, der tegner verden - det var vel den største fejl ved det 'kommunistiske' eksperiment.
Men der er andre grunde til ikke at afvise planøkonomiske løsninger på visse områder i dag, nemlig det langt bedre overblik over ressourcer, behov - og den faktisk eksisterende mulighed for at parre disse - som teknologien siden Østblokkens sammenbrud har givet os.
Hvad der står i vejen for solidariske, retfærdige løsninger, er langt snarere magtforhold og rigidt hævdet ejendomsret - men ved at give køb på disse, vil vi alle kunne få bedre liv. Det er en kedelig kapitalistisk opfattelse, at egen rigdom smager bedst i lyset af andres fattigdom.

Først og fremmest: der er ret mange misforståelser af Kleins bog i denne "debat" som bærer præg af at den enten ikke er læst eller ikke forstået. Det til trods for den udmærkede anmeldelse som Folke Kaarsholm har begået.

Den vigtigste handler om "det frie marked". Klein har i den henseende to pointer: Den første er at i alle de eksempler hvor man har forsøgt at privatisere og deregulere har det haft voldsomme omkostninger, i første omgang for staten og i anden omgang for de helt almindelige borgere. Jo stærkere Friedmanisme, jo større omkostninger, i form af drastisk stigende fattigdom.

Den anden er at "det frie marked" er en illusion. Virkelighedens Friedmanisme er styrede markeder. Men de kan styres efter forskellige hensyn. Friedmans tilhængere har, hvad enten det så er loyalt mod teorien eller ej, historisk vist sig at være kleptokrater. Deraf udviklingen af de korporatistiske modeller som Klein identificerer, hvor en uhellig kombination af økonomiske private interesser, typisk i form af en superrig elite og multinationale korporationer, og en barberet minimal- og politistat til sammen har begået de mest brutale og udbytterige væbnede røverier i verdenshistorien. Og de berøvede? Den offentlige sfære, og alle de almindelige borgere.

Friedmanisme fører ikke i virkelighedens verden til mindre statsstyring, men til statsstyring til fordel for de superrige, gennem brutal undertrykkelse, og på bekostning af den gennemsnitlige borger. Alternativerne er alle de variationer af statsstyrede økonomier som vi har og har haft, og som med stor succes har sikret økonomisk udvikling, velsstandsdeling og derigennem sikkerhed og stabilitet. Det som Klein identificerer med Keynesianisme.

Valget mellem statsstyret økonomi eller ej er, har det vist sig, en falsk dikotomi. Fordi staten har voldsmonopol, og økonomisk politik er og bliver DET centrale spørgsmål i ethvert samfund.

"Klein-bogen udløser mange interessante diskussioner på én gang. En af dem er følgende: I de seneste ti år har asiatiske lande som Vietnam og Kinas store vækst sat over for afrikanske landes lave ditto såvidt jeg kan se gjort det stadig mere tydeligt, at den gamle forestilling om, at øget økonomisk frihed (i form af frit marked) og øget politisk frihed (i form af demokrati og borgerrettigheder) hænger sammen, næppe holder. Kleins bog fremlægger et argument for, at det modsatte endda ofte er tilfældet.

Det har store konsekvenser. Fx kan man i udviklingstænkningen i forhold til de afrikanske lande muligvis blive tvunget til at gøre sig klart, om man især arbejder for økonomisk vækst eller for politisk frihed. Det virker som et ret svært valg. Man må også tage langt mere alvorligt, at fx markedsreformerne i Kina ikke uden videre kan antages at være de første skridt på vejen mod politisk frihed."

Netop her mener jeg at du fejllæser Klein. Hendes, meget overbevisende argument er det modsatte: Demokrati er en forudsætning for egentlig økonomisk vækst, hvis man forstår det ikke bare som større BNP, men som højere levestandard gennem øget produktion. Kinas økonomiske vækst har haft enorme menneskelige konsekvenser, med en gigantisk (og voksende) forarmet underklasse, en uoverskuelig miljøregning til de kommende generationer, og en fundamentalt orwelliansk stat. Til gengæld har den produceret en næsten lodret stigning i rigdommen blandt en minimal og priviligeret overklasse.

Kleins argument, som hun understregede til sin forelæsning på CBS, er således at reel økonomisk udvikling og demokratisk magt hænger sammen. I de tilfælde hvor en politisk elite med vold tager og beholder magten, der er det næsten uimodståeligt for dem ikke at bruge den til at gennemføre røverier af den offentlige sfære. Omvendt så kan Friedmanismen stort set kun gennemføres i krisesituationer, hvor de normale demokratiske spilleregler er sat ud af kraft.

Udfordringen, både i Afrika og i de udviklede lande, er derfor hvordan man på engang kan styrke de demokratiske processer som er garantien mod voldelig undertrykkelse og økonomisk udbytning, og styrke den økonomiske udvikling af samfundet som hele. Hun peger selv i sin konklusion på de processer som i de seneste par år er startet i latinamerika som de bedste bud i denne retning.

Iøvrigt er det værd at linke til Stiglitz' tidligere nævnte anmeldelse. Den er udmærket: http://www.nytimes.com/2007/09/30/books/review/Stiglitz-t.html?pagewante...

Karsten Aaen gør en energisk indsats for at demonstrere, at han kender meget lidt til Chile i perioden 1970-73.

Aaen: "Om Pinochet's Chile kan der siges meget, bl.a. at USA og CIA hjalp en vis general med at få Salvador Allende væk fra magten, ganske enkelt fordi han var socialdemokrat."

God spøg.

Ikke blot var Salvador Allende efter eget udsagn marxist med det erklærede mål at socialisere Chile - altså bestemt ikke socialdemokrat - han var også i klemme mellem to andre partier med hver deres uforenelige dagsordner.

Ved præsidentvalget i 1970 var Allende opstillet som kandidat for en koalition, det ret yderliggående UP = Unidad Popular (Folkelig Enhed), bestående af (på højrefløjen) Partido Comunista de Chile, (midterfløjen) Partido Radical de Chile, (den rabiate venstrefløj) PS = Partido Socialista de Chile, som var Allendes parti og med støtte af småpartier på venstrefløjen, nemlig Movimiento de Acción Popular Unitario, Partido de Izquierda Radical og Acción Popular Independiente.

Tilsammen lå de politisk en hel del til venstre for det gamle Frente Popular.

Allende fik beskedne 36,2% af stemmerne, dvs. en margin på blot ca. 39.000 stemmer i forhold til den angiveligt uafhængige kandidat, tidligere præsident Jorge Alessandri (i virkeligheden støttet af Partido Nacional) med 34,9%, og med Democracía Christianis Radomiro Tomic som "also ran" med 27,8%.

Eftersom ingen af kandidaterne havde flertal, stillede Chiles forfatning krav om, at kongressen skulle afgøre, hvem der skulle være præsident.

Allende truede derfor med at få sine arbejdervælgere til at lamme landet, hvorefter kongressen - for at undgå det totale kaos - bøjede sig for truslen og kårede Allende som præsident, antagelig i ikke ringe grad også som følge af CIAs idiotiske mord på Chiles hærchef, René Schneider.

Allendes politik var fra starten i klemme mellem de to andre store partier med hver deres uforenelige dagsordner.

De fuldstændig rabiate socialister startede hurtigt en kampagne med væbnede overtagelser af landbrugsjord, som derefter blev uddelt i så små lodder, at de kun kunne anvendes til subsistenslandbrug. Følgelig faldt fødevareleverancerne til byerne (hvor halvdelen af befolkningen boede) katastrofalt.

Socialisterne iværksatte også - ligeledes væbnede - overtagelser af produktionsvirksomheder.

Kommunistpartiet, som dannede højrefløjen, gik ligesom Allende ind for en demokratisk socialisering af landet, og forsøgte at dæmpe socialisternes væbnede vanvid, men forgæves.

Som følge heraf, og fordi den økonomiske politik var baseret på en kombination af Pérons og Fidel Castros, med at fastfryse priser og hæve lønningerne (i Chile med 35-40% - med ren købomani til følge), blev situationen efterhånden fuldstændig uholdbar.

Allerede i 1972 var almindelige forbrugsvarer som kaffe, toiletpapir, sukker, kartofler, alle importerede varer, osv., rationerede.

Kun grøntsager, frugt og fisk kunne købes normalt, alt andet blev solgt på det sorte marked, og der indførtes tvungne kødløse dage og uger, af frygt for at landmændene skulle slagte hele deres kvægbestand, sælge kødet til de opskruede priser og flygte til udlandet med pengene i udenlandsk valuta.

Mærkværdigt nok kunne man altid - på trods af varemanglen - helt frem til slutningen af maj 1973 købe sig et solidt måltid mad i de fleste restauranter.

Eftersom regeringen havde nationaliseret en del USA-ejede virksomheder, i særdeleshed kobberminer, var USAs regering klar til at støtte et kup.

Da situationen i Chile gik helt over gevind, med omfattende strejker - selv blandt landmænd og lastbilchauffører - og kulminerende i husmødrenes kasserollemarcher i bl.a. Santiago, Valparaíso og Concepcíon, fandt CIA tiden moden til at støtte det militærkup, hvorunder Allende enten blev martyr for socialismens sag eller begik selvmord, fordi han havde spillet fallit.

Henimod halvdelen af chilenerne støtter idag kuppet og mener at det var nødvendigt og uomgængeligt, den anden halvdel fordømmer det. Næsten alle er enige om, at det var for brutalt gennemført og fulgt op.

"Alle som hader individuelle frihedsrettigheder bedes hoppe ombord, og nyde turen. Den går væk fra Kapitalkøbing hele vejen til Plankøbing. Onde tunger vil vide, at andre har taget denne tur før, og har betalt med deres frihed og liv"

Så fordi vi har set dødsfald og undertrykkelse under degenereret kommunisme, skal vi ignorere den massive undertrykkelse der finder sted i nyliberalismens og korporatismens navn?

For pokker i helvede, hvor stejlhamrende ignorant.

Ikke blot det, Thomas Allan, rent faktisk er der jo helt andre muligheder for planøkonomisk tænkning i dag, hvor styring af produktivitet og efterspørgsel kan gøres helt anderledes effektivt med teknologiens hjælp.
Samme teknologi har også minimeret den arbejdsindsats, der er nødvendig - blot tænk på få tusinde bønders produktion af 25 mio svin! Med et dansk kødforbrug er det mad til mindst 75 mio!
Hvor meget tøj kasseres der ikke hvert år, når moden skifter?!
Hvor meget produceres der ikke dobbelt - og dermed fordyrende - i konkurrencens navn?

"Hvis kommunisme er yderligheden på venstrefløjen der kan kort defineres ved den offentlige stats fuldkomne overtagelse af den private økonomi"

Ikke akkurat, faktisk. Det er en meget populær antagelse, at socialismen blot er STATSeje af økonomien, men det er snarere statskapitalisme.

For en socialistisk planøkonomi til at hænge sammen, er produktionen nødt til at være tilrettelagt i gennem demokratiske arbejderråd, hvor både folk fra staten og arbejdere på den givne virksomhed fastsætter produktionen.
For statsapparatet kan ikke vide hvad der er behov for i samfundet af en bestemt vare. Derfor blev produktionen så skæv i Sovjetunionen (som derudover var tilbagestående og isoleret da man stablede den bureaukratiske kommandoøkonomi på benene...).

Hej Peter Hansen.

Jahr, jeg er ganske enig. Den forbedrede teknologi er i højere grad et potentiale for en planøkonomi, end en forældelsesfaktor for samme.
Absolut, det er den klassiske overproduktion, som er massiv indenfor markedsøkonomien da man producerer efter profit istedet for behov.
Mest iøjnefaldende er den fatale underudvikling og sult i tredjeverdenslande, mens vi har lagere af mad der rådner og brugbare computere der bliver smidt ud.

Nemlig, Thomas Allan, men det er jo helt andre kondiitoner, der gælder i dag. Og skal man hjælpe de virkeligt fattige, er det jo et spørgsmål om at rulle hele arsenalet af kommunikationsteknologi ud. Sammen med mandskabsbesparende teknologi, selvfølgelig.

:-).
Hvis de fattige skal hjælpes, skal deres lande først og fremmest udvikles i kapitalistisk retning. Kendetegnende for udviklede lande er at deres infrastruktur er underudbygget og overvejende befinder sig i det feudale samfundsstadie (hvor langt det meste af produktionen er landbrug og industri ikke er tilstedeværende)

Ivar jørgensen

Thomas Allan:

Du har ret i at infrastrukturelle udfordringer er en del af problemet for ulandene, men det er ikke et argument for kapitalisme med nogen nødvendighed. Infrastrukturen i USA og i EU er oftest blevet bygget for statslige penge, altså kan de siges at være planlagte teknoøkonomiske forbedringer, snarere end at kunne betegnes som værende fremkommet som produkter skabt af markedet pbga. udbud og efterspørgsel. Dertil skal gægges, at eksempelvis en storebæltsbro er en så langsigtet investering, at ikke ret mange private erhvervsdrivende gider at bygge den slags.

Hvem der dog bare var liberalist!

Det må være dejligt nemt at vide, at man selv er hele formålet med evolutionen, og at de andre kun er skabt for at bekræfte denne sandhed!

Hej Ivar!

Men uden en kapitalistisk opbygning, er der ikke nogen industriarbejderklasse, så derfor er en kapitalistisk udvikling i hvert fald til en vis grad nødvendig for en senere socialistisk opbygning.

Men hvis manglende udvikling så understøttes af at mere udviklede lande supplere én med produktivkræfter og opbygning af infrastruktur, kan det muligvis godt lade sig gøre at tage springet til en planlagt samfundsmodel.

På leksikon.org er der under opslaget "statssocialisme" en fremragende udspensling af konsekvenserne ved springet fra feudalisme til socialisme, under bl.a. afsnittene om den stalinistiske revolutionsmodel :-).

Ivar jørgensen

Thomas Allan,

Kapitalismen er ældre end industrialismen, og er ikke det samme.

Du kan sagtens have en industrialisme som eksisterer på et kollektivt ejerskabsgrundlag, ligesom du kan have et informationssamfund der er baseret på direkte demokrati og fælleseje. Industrialisme er blot en tekno-økonomisk produktionsmodus, og der er ikke med nogen nødvendighed indbygget idéer om samfundsklasser, et velbjerget borgerskab og en høj grad af privat ejendomsret i dette, ligesom fælleseje og direkte demokrati også sagtens kan eksistere i ikke-industrialiserede samfund.

Kapitalisme eksisterede længe før der var nogen der fandt på at kalde det kapitalisme. Det er her du går fejl, for du tror fejlagtigt at kapitalismen opstår samtidig med industrialismen.

Sider