Læsetid: 12 min.

Det kristne broderskab

Kirken og regeringen i Athen støttede ifølge en ny bog Milosevic' udrensninger af muslimer i Bosnien i begyndelsen af 90'erne
Sebrenica juli 1995. Tusinder af bosniske drenge og mænd blev myrdet i et regulært folkedrab. Græske medier talte om, at byen var -faldet-, og at muslimerne havde lidt -nederlag-.

Sebrenica juli 1995. Tusinder af bosniske drenge og mænd blev myrdet i et regulært folkedrab. Græske medier talte om, at byen var -faldet-, og at muslimerne havde lidt -nederlag-.

Darko Bandic

6. oktober 2007

Den unge græske politibetjent, der en varm julidag i 1995 arresterede en mand på stranden på øen Rhodos, havde ingen idé om, hvilken betydning hans fangst skulle få i de kommende måneder. Han formodede blot, at den blonde udlænding med den mærkelige engelske accent var endnu en i rækken af turister, som havde udvist usømmelig adfærd på ferieøen. For havde han haft den mindste anelse om, hvilken skandale arrestationen ville medføre, er det ikke umuligt, at han simpelthen ville have ladet manden gå.

Arrestanten viste sig at være ingen andre end Darko Ansanin, den ubestridte leder af Beograds kriminelle underverden. Hans speciale var beskyttelse af bilsmugleriet i den østlige del af Serbien. Desuden var han en succesrig forretningsmand med flere casinoer rundt om i Serbien, blandt andet et i hovedstaden, Beograd, som blev frekventeret af prominente skikkelser som lederen af de bosniske serbere, Radovan Karadzic.

Men der var også en anden side af Darko Ansanin, som måske var endnu mere kontroversiel. Han arbejdede angiveligt for Slobodan Milosevic's hemmelige politi på et meget sensitivt felt: Han udførte af og til mord på de folk, regimet anså som dets fjender. Heriblandt kosovo-albanere, som var aktive i forbindelse med anti-serbiske aktiviteter rundt om i Europa.

En alt for farlig mand

Disse linjer kan forekomme at være anmeldelsen af en kriminalroman med dystre både virkelige og uvirkelige skurke fra den nærmeste fortid, eller de kan måske oven i købet forekomme at være indledningen til kriminalromanen selv. Det er imidlertid ikke tilfældet. De omhandler en af de sager, der beskrives i den græske journalist Takis Michas bog om det specielle græsk-serbiske forhold under Milosevic-regimets folkemordskrig mod de bosniske muslimer i begyndelsen af 90'erne, An Unholy Alliance. Det er en bog med beretninger om det meget specielle forhold mellem Milosevic-regimet og skiftende græske regeringer og den ortodokse kirke i Grækenland, og om hvordan der rent faktisk danner sig et kristent broderskab mellem de to lande, der priser og velsigner folkemordet på muslimerne, og om hvordan dette broderskab udmønter sig i obskure politiske manøvrer, som i eksempelvis Ansanin-sagen.

Forfatteren til bogen citerer en Bozidar Spacic, der har været aktiv i mere end 25 år i Jugoslaviens hemmelige tjeneste, og siden 1980 ansvarlig for afdelingen for Specielle Opgaver, for at udtale, at kriminelle elementer blev ansat til disse 'våde job' allerede fra 1972. Han nærmest praler af de dårlige løn- og arbejdsvilkår, som han bød sine freelancemedarbejdere. Således betalte han aldrig mere end 5.000 dollar for et attentat. Attentatmændene arbejdede dog ikke kun for nationen - det skulle da bare mangle - men også for at få lidt frynsegoder så som flere falske pas eller endog et kørekort. I forbindelse med andre kriminelle aktiviteter i Europa kunne disse dokumenter måske også være meget praktiske at have. Spacic praler af, at han bl.a. sendte en mand til Genève for at kaste en bombe ind i en kosovoalbansk demonstration. En anden blev sendt ud for at lægge en bombe i en kosovoalbaners hus.

Men tilbage til Rhodos på den varme sommerdag nede på stranden, engang i juli 1995. Politibetjenten, der arresterede Darko Ansanin vidste naturligvis intet om alle disse politiske manøvrer, som i tidens løb var blevet udført af det jugoslaviske efterretningsvæsen, og om Ansanins tilknytning til dem. Han handlede ganske enkelt på baggrund af en ordre, som han havde fået fra sine øverstbefalende, der igen handlede på baggrund af en efterlysning fra Interpol om øjeblikkelig arrestation af den beskrevne mand på stranden.

Darko Ansanin var mistænkt for at have myrdet en kosovo-albansk menneskerettighedsaktivist i Bruxelles i februar 1990, og de belgiske myndigheder havde adviseret Interpol for at få Ansanin arresteret og udleveret. Interpols henvendelse til grækerne var ledsaget af nummeret på mandens pas (der naturligvis viste sig at være falsk) plus et foto. Arrestationen af den mistænkte bragte den græske justitsminister i stor forlegenhed i den sag, der siden hen er blevet kendt som 'Ansanin-sagen'.

Tiden gik fra juli til den 17. oktober, hvor de belgiske myndigheder officielt begærede arrestanten udleveret for hans kriminelle handling i Bruxelles omtrent fem år tidligere. I december måned imødekommer den græske højesteret den belgiske udleveringsbegæring, og sagen skulle dermed være ude af verden for de græske myndigheder. Men sådan gik det ikke.

Udleveringen bliver obstrueret, og forfatteren spekulerer i årsagerne. De grunder sig på det specielle forhold mellem de to kristent-ortodokse lande. Ansanin vidste for meget om Milosevic-regimets aktiviteter i Europa, om de morderbander der blev sendt ud fra tid til anden for at myrde albanske aktivister, og han vidste også for meget om skyggesiderne af det specielle forhold mellem Milosevic regimet og dele af den græske forretningsverden (bl.a. dens interesser i Trepka minerne i Kosovo, og hvorledes disse koncessioner var kommet i stand). Ansanin var således en alt for farlig mand at give slip på og overlade til at forhandle sin egen skæbne med de belgiske myndigheder.

Mord på en ikke-eksisterende person

En plan kom undervejs, undfanget af Milosevics ambassadør i Grækenland, Milan Milutinovic, der senere blev Serbiens premierminister - og også senere blev anklaget for krigsforbrydelser ved domstolen i Haag. Og ifølge forfatteren, så blev ambassadørens plan vel modtaget af regeringen i Athen, fordi den både ville kunne medvirke til at opretholde det gode forhold til regeringen i Beograd og samtidig spare den for afsløringer af, hvordan de græske myndigheder havde handlet under krigen mod Bosnien.

Ifølge ambassadørens plan foretages det første træk i Beograd. Ansanins serbiske forsvarer samarbejder med den offentlige anklager i den serbiske hovedstad om at formulere en anklage mod Ansanin for et overlagt mord på en ikke-eksisterende person. Og man skriver muligvis retshistorie med dette træk. En persons forsvarer samarbejder med en offentlig anklager om at formulere et anklageskrift mod forsvarerens klient for en forbrydelse, han ikke har begået, i den hensigt at lade ham slippe for anklage for et mord, som han rent faktisk har begået. Men sådanne absurditeter hører naturligvis med til et korrupt og morderisk diktaturs konspiratoriske manøvrer.

Således udstedte byretten i Beograd den 10. januar en arrestordre på Darko Ansanin for overlagt mord, og Milosevic' myndigheder advisererede den samme dag de græske myndigheder, og ikke mindre end fire dage senere underskriver den græske justitsminister en udleveringsbegæring fra Beograd. En græsk-serbisk forretning, der er gået ganske gesvindt. Efter at have nølet med udlevering til Belgien i knapt en måned, til trods for en højesteretskendelse, så bliver sagen imidlertid hurtigt afviklet efter den pludselige og nye henvendelse fra Beograd. Og efter en uges arrest i Beograd oven på udleveringen bliver Darko Ansanin igen sat på fri fod, og alle anklager mod ham for mord på den ikke-eksisterende person passende frafaldet.

Skandalen er naturligvis åbenbar, men ingen kan rigtigt gøre noget ved dette serbisk-græske fait accompli. Den belgiske ambassadør kender nok til et specielt forhold mellem Grækenland og Milosevic-styret, men havde ikke troet at det skulle udstrækkes til at snyde en "europæisk partner" for at hjælpe kriminelle netværk på Balkan. En oppositionsavis i Serbien skriver om, at grækerne gav efter for Milosevic af to grunde; dels modtog de relevante græske myndigheder tre millioner tyske mark, og dels modtog man trusler i Athen om, at såfremt man ikke samarbejdede ville oplysninger blive udleveret om den græske politik under krigen mod Bosnien, som ville kompromittere Grækenland over for dets vestlige allierede i både det Europæiske Fællesskab og NATO. Det er muligvis blot rygter ifølge balkan standard, men den græske regering hverken protesterede eller anlagde injuriesag mod avisen for disse anklager.

Sådan begyndte og sluttede en skandale på Balkan umiddelbart efter krigen, hvor begge de to involverede lande havde ganske mange aktier i dens trods alt heldige forløb. Men selve skandalens hovedperson, Darko Ansanin, levede ikke længe til at nyde den frihed, som blev ham forundt efter frifindelsen for mordet på den ikke-eksisterende person. Han blev, som flere af de gangstere, der under krigen mod Bosnien opererede under Milosevic' dække, skudt ned i krigens eftertid. Den 30. juni 1998 faldt han for en morders kugler i den mondæne forstad Dedinje, i Beograds udkant. Hans attentatmænd er aldrig blevet fundet.

Velsignelse af et folkemord

Det kristne broderskab mellem grækere og serbere - både serbere i Republikken Serbien og serberne i Bosnien, bliver af alle steder celebreret i byen Zvornik allerede i december 1993. Her afholdes der fælles gudstjeneste med deltagelse af biskop Basil fra den serbiske kirke og græsk deltagelse med flere klerikale fra Saloniki. Knapt to år tidligere var denne by ved floden Drinas bred hjemsted for de første etniske udrensninger, hvor Arkans paramilitære tropper invaderede grænsebyen og udførte massakrer på den muslimske civilbefolkning. Der findes ganske omfattende billedmateriale fra disse misgerninger, idet man udførte sine handlinger foran fotografer og rullende kameraer.

Ved et tilfælde bevidnede FN's udsending, spanieren José Maria Mendiluce, oprydningen efter nedskydningen af de muslimske civile. "Jeg havde været tilbageholdt i to timer før, det gik op for mig, at jeg var i alvorlig fare. Jeg kunne se lastbiler fulde af lig. Jeg kunne se militsmænd, der hentede flere døde børn, kvinder og mænd ud af huse og smed dem op på lastbiler. Jeg så mindst fire eller fem lastbiler fuldt lastede med lig. Da jeg ankom, var den etniske udrensning overstået. Der var ikke flere mennesker i gaderne. Det hele var afsluttet."

Et halvt år efter julegudstjenesten i den udrensede by celebrerer man endnu en gang det kristne broderskab, denne gang i Piræus i Grækenland og det hele under den græske kirkes auspicier. Ved et åben messe på byens stadion mødes græske politiske og kirkelige ledere med de serbiske krigsledere fra Bosnien for at ære Radovan Karadzic. Gæsten mødes personligt med ærkebispen Serapheim og premierminister Mitsotakis, samt oppositionslederen Papandreou fra socialistpartiet. Dette er blot en af flere spektakulære begivenheder, hvor den ortodokse græske kirke står frem og velsigner folkemordet på muslimerne i Bosnien.

I februar måned, 1995 besøger således et andet overhoved for kirken i Grækenland, arkimandrit Ignatious fra Piræus og andre repræsentanter de serbiske stillinger rundt om det belejrede Sarajevo for at velsigne de sejrrige serbiske tropper i bjergene rundt om byen. Som det måske huskes, så formåede disse tropper at bombe byen igennem tre et halvt år, og med deres mortérgranater og deres snigskytter at tage livet af 12.000 civile, blandt dem 1.700 børn nede i gaderne. Det var imidlertid ikke dette forhold, som optog de kristne brødre fra Piræus. Man var derimod fuld af lovord overfor de "tapre serbiske soldater, de bedste i hele verden, som kæmper og ofrer sig for deres tro og deres land".

Men den mest bemærkelsesværdige græske tilstedeværelse på en af folkemordskrigens skuepladser finder sted i forbindelse med massakren i Srebrenica i sommeren 1995. Forfatteren refererer de begejstrede stemmer i græsk tv, da Ratko Mladics styrker går ind byen efter, at FN har ladet dem passere uden nogen som helst modstand. Man talte om Srebrenicas fald og totalt nederlag til muslimerne.

Fælles serbisk-græsk erobring

Begejstringen var måske også forståelig nok, da det i en vis forstand var en fælles serbisk-græsk erobring, der blev beseglet denne dag. Det græske flag blev rejst sammen med det serbiske som et symbol for det græske frivillige korps, der deltog sammen med serberne og under den bosnisk-serbiske hærs kommando. En af deltagerne fra korpset blev interviewet til en græsk tv station, og udtalte: "Efter artilleriet holdt inde med bombardementet, gik vi ind og rensede ud på stedet".

Det græske frivillige korps blev dannet ret sent i krigsforløbet, i marts 1995, på opfordring fra general Ratko Mladic, den øverstbefaldende for de bosnisk-serbiske styrker. Det havde base i byen Vlasenica i Østbosnien, selv et sted, der havde været skueplads for de etniske udrensninger i krigens tidlige periode i 1992, og tæt på den bosnisk-serbiske hærs hovedkvarter i Han Pijesak.

Korpset bestod dog kun af 100 mand, og var måske mere end noget et symbol, der kronede dette særegne kristne broderskab mellem de to ortodokse nationer under krigen mod muslimerne. Det kom ret hurtigt i kamp, og blev fuldt ud integreret i den bosnisk-serbiske hær og ledet af serbiske officerer. Fire af dets medlemmer blev i september 1995, to måneder efter dåden ved Srebrenica, dekoreret af Radovan Karadzic med en militær orden, Den Hvide Ørn.

Selv om det ganske vist var et korps af frivillige, så var de ifølge forfatteren ikke drevet af pekuniære motivationer, men snarere ideologiske. Man ville kæmpe for religionen, for kristendommen mod islam, og man stillede sig som ortodoks solidarisk med sine serbiske brødre. Man ville give sit blod mod den muslimske fare. Andre svar pegede på, at man også var oppe imod en større sammensværgelse; man ville kæmpe mod "Vatikanet, zionisterne, tyskerne og amerikanerne, som konspirerede mod de ortodokse nationer".

Ingen græske protester

Man spørger uvilkårligt sig selv, om der dog ikke var en eneste ærlig og fornuftig person på det græske parnas inden for kultur og politik, der kunne pege på de makabre kendsgerninger, der gemte sig bag religionens og det almindelige afsinds selvophidsede retorik? Men svaret er nej. Der var ikke en eneste - 'prominent' - græsk politiker, forretningsmand, præst, kunstner, intellektuel eller fagforeningsmand eller -kvinde, der havde mod, vilje eller bare tilskyndelse til at protestere mod bombningen af Sarajevo og de serbiske grusomheder i Srebrenica. Tværtimod.

Grækenlands dubiøse rolle i forhold til krigen mod de bosniske muslimer ledte i sommeren 1995 til en egentlig politisk krise i forhold til NATO. Den tidligere studenterleder fra '68 og senere medlem af Europaparlamentet for De Grønne, Daniel Cohn-Bendit pegede på grækernes dobbeltspil. På den ene side hævdede man at have et specielt forhold til Serbien, der gjorde Grækenland særligt egnet som mediator for NATO. På den anden side hævdede man over for Milosevic og de bosniske serbere, at grækernes gode forhold til Vestmagterne - medlem af både det Europæiske Fællesskab og NATO - gjorde dem egnet til at repræsentere serberne. Måske var det dette dobbeltspil, der førte til, at daværende premierminister Andreas Papandreou lækkede militære hemmeligheder til de bosniske serbere ultimo august 1995, da slutspillet var ved at nærme sig, og NATO's planer for bombning af de bosnisk-serbiske stillinger skulle føres ud i livet.

Illoyale overfor NATO

Forfatterens kilde er ingen andre end en tidligere rådgiver for Papandreou, Aris Mousionis. Han var selv på daværende tidspunkt premierministerens specialudsending hos de bosniske serbere. Han beretter om forretningsgangen med hensyn til overbringelse af NATO's hemmelige planer; NATO's fortrolige planer blev fra hovedkvarteret i Napoli overbragt til premierministeren i Athen i en forseglet kuvert. Derefter lod han en betroet person overbringe dem til det det græske militære hovedkvarter samme sted. Derefter blev de - i tre forskellige koder - afsendt til specialudsendingen (og kilden til denne historie) i Bosnien, som dernæst afleverede planerne for bombninger til Ratko Mladics næstkommanderende, der igen bragte dem videre til generalen. Denne trafik blev imidlertid afbrudt, da det amerikanske efterretningsvæsen fik kendskab til grækernes fantastiske illoyalitet overfor NATO, og man holdt op med at informere den græske regering om det videre forløb. Det protesterede man stærkt over fra regeringen i Athen.

Kilden til denne historie, Aris Mousionis, var udover at være Panpandreous specialudsending til Mladics hovedkvarter også præsident for den græsk-serbiske venskabsforening i Athen. Forfatterens interview med ham om de penible handlinger fra regeringens side fandt sted i maj, 2001. Mousionis forklarer, at han ændrede holdning til hele konflikten i denne sommer i 1995, mens han befandt sig i Bosnien: "Jeg fik førstehåndsberetninger om, hvad der var sket i Gorazde, Tuzla og frem for alt i Srebrenica. Jeg følte, at der efter dette ikke længere kunne være noget anti-imperialistisk ideal, som kunne retfærdiggøre disse rædsler."

Takis Micha: An Unholy Alliance. Texas A&M University Press, 200 s., 29.95 dollar

Serie

Seneste artikler

  • Æresbegreber stopper Kosovo-domme

    7. juli 2008
    Ingen vil vidne i sagerne efter det blodige etniske opgør i 2004, hvor snesevis af serbere blev dræbt, og hundredevis af serbiske huse og flere ortodokse kirker blev sat i brand
  • Brug for ægte ledere

    22. marts 2008
    SEJDI HALILI er en gammel mand i det nordlige Albanien, far til otte sønner. Han har en gåsehuds-smuk historie at fortælle
  • Voldsomme uroligheder i Nordkosovo styres fra Beograd

    18. marts 2008
    I går satte det serbiske mindretal i byen Mitrovica ild til FN-biler, kastede med sten og affyrede granater, efter at det besatte domhus i byen var blevet ryddet af de internationale styrker. Ifølge kilder fra både Serbien og Kosovo koordinerer den serbiske regering urolighederne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu