Læsetid: 9 min.

Kulturarven blev kørt væk på trillebør

Posthumt. I går udkom Per Højholts definitivt sidste roman - med knap 30 års forsinkelse, posthumt og uden afslutning. Højholt nåede aldrig at gøre manuskriptet færdigt, og hans håndskrevne noter til de sidste kapitler forsvandt forrige år fra hans datters hjem i Vanløse. Familie, venner og kolleger fortæller her historien bag den ufuldendte roman
27. oktober 2007

Det er den 20. oktober 2006 - den sidste fredag i efterårsferien - og Signe Højholt er sammen med sin søn og sin mand på vej hjem fra en biograftur i København. Det er stadig lyst, da de rutinemæssigt drejer ind på de små villaveje i Vanløse og parkerer bilen. Som de plejer. Men det skal snart vise sig, at ingenting er, som det plejer. Havedøren står åben, og et vindue ud mod terrassen er slået itu. Indenfor er skuffer og skabe tømt ud på gulvet, og i arbejdsværelset er det indbyggede pengeskab, som den tidligere ejer har ladet installere, flået ud af væggen med to brækjern.

I et hvilket som helst andet hus ville det være slemt nok. Men i lige præcis dette hus er det langt værre. Tyvene har smidt pengeskabet i en trillebør, dækket det til med tæpper og er trillet afsted. Men de er ikke bare kørt væk med nogen tilfældige familiefotografier og nogle få tusinde kroner i kontanter. De er kørt væk med en uerstattelig del af den danske kulturskat.

I et brunt ringbind i pengeboksen ligger nemlig det originale håndskrevne manuskript til forfatteren Per Højholts sidste roman Hans Henrik Mattesen - en monografi, som han havde arbejdet på i årevis, men aldrig fået udgivet. Der er taget kopi af de tre første kapitler, men de to sidste eksisterer kun i form af de notater, udklip, skitser og lister, der ligger i pengeboksen, som i et adstadigt tempo - og på en trillebør - er på vej ud i glemslen via en forstads snørklede stisystemer.

I dag - præcist et år efter indbruddet i Signe Højholts hus - er hverken pengeskabet eller indholdet endnu dukket op:

"Til gengæld har vi fundet trillebøren igen, og den fungerer upåklageligt," siger Signe Højholt.

Hun lægger ikke skjul på, at der skal en god portion galgenhumor til for at sluge tabet af hendes fars rariteter:

"Alt det andet, tyvene løb af sted med, kan jo erstattes. Men noterne og skitserne til den anden halvdel af bogen er uerstattelige," siger Signe Højholt.

Hans Henrik Mattesen - en monografi skulle have bestået af i alt fem dele, hvoraf de tre første var færdige ved Per Højholts død i 2004. Det er de tre kapitler, som i går udkom på forlaget Gyldendal. De to sidste kapitler, der skulle have bestået af Hans Henrik Mattesens noveller samt en beskrivelse af hans død, fik Højholt aldrig gjort færdige. De eksisterede kun i noteform i det nu bortkomne pengeskab.

"Vi skulle have kopieret materialet tidligere, men jeg var så øm over det og ville ikke have, det kom ud af huset. Det måtte kun ligge i den der pengeboks, hvilket var en rigtig dårlig idé, for hvis det bare havde stået på en hylde i bogreolen, var det aldrig blevet hugget. Der er i hvert fald ikke noget, der tyder på, at det var manuskriptet, som tyvene gik efter," siger Signe Højholt.

Det er redaktør på bogen Simon Pasternak fra forlaget Gyldendal enig i:

"Det kunne selvfølgelig være en lumsk tanke, at der sidder en Højholt-samler et eller andet sted i Danmark med materialet. Men jeg tror desværre, der er sket det, at tyvene har taget kontanterne og smidt resten af indholdet ud. Det er det, der er så meget til at tude over. At de ikke har vidst, hvad de har stået med," siger Pasternak.

Amputeret men velsignet

Kort fortalt handler Hans Henrik Mattesen - en monografi om titelpersonen Hans Henrik, der efter et mislykket studieforløb slår sig ned på sin afdøde fars gård ved Løgumkloster og begynder at ernære sig som lærervikar. Her finder han hurtigt ud af, at han kan få ungerne til at høre bedre efter i timerne, hvis han laver referencer til handlingen i de film, der aktuelt bliver vist i den lokale biograf, og Per Højholt - hvis uddannelse som bibliotekar ikke fornægtede sig - havde i den forbindelse udarbejdet en komplet liste over alle de film, der reelt blev vist i Løgumkloster Bio over en periode på 30 år. Den liste er også gået tabt for eftertiden. Men selv om det altså er en amputeret roman, der nu udkommer, sker det alligevel med Per Højholts egen velsignelse, fortæller Signe Højholt:

"Et års tid før min far døde, gjorde han mig opmærksom på mappen med de tre færdige kapitler og sagde, at Mattesen-bogen nu var så færdig, som den kunne blive. Han orkede ikke at tage den op igen og få de sidste kapitler skrevet færdige, men han lod mig vide, at han alligevel synes, at den var noget," siger Signe Højholt.

Der er tale om en roman, Per Højholt har arbejdet på og ikke mindst talt om i årevis, og det ufærdige manuskript har - ligesom hans anden store roman Auricula, der udkom i 2001 - cirkuleret i en inderkreds af kolleger og venner, som i årenes løb har fået læst op fra manuskriptet af Højholt selv. Digterkollegaen Pia Tafdrup husker, at hun allerede i begyndelsen af 80'erne, endnu inden hun selv havde debuteret, blev introduceret til Hans Henrik Mattesen for første gang.

"Det foregik sådan, at vi sad inde i Pers stue i Hørbylunde, som mindede meget om et værksted. Der stod en høvlebænk ovre i det ene hjørne, og der var utrolig mange bogborde, hvor man frit kunne få lov at bladre i nyindkomne bøger. Så satte vi os med en kop te, mens han læste op, og bagefter gav vi kommentarer. Det var jo ikke et tilfælde, at han havde et praksis-begreb - han holdt af respons," siger Pia Tafdrup.

Hendes mand, lektor i litteratur på Syddansk Universitet Bo Hakon Jørgensen, var også med ved flere lejligheder og husker at have drøftet en af passagerne i det ufærdige manuskript med Højholt.

"Per nævnte på et tidspunkt for mig, at han skrev på en mærkværdig historie, hvor en af hovedpersonerne skulle pløje en mark og plante buske i plovfurerne, så det dannede et ord, man kunne se oppe fra luften. Jeg kan forstå, at det er endt med at være græs, der bliver sået i plovfurerne, men jeg husker også, jeg sagde til ham, at det nok var lidt for vanskeligt med buske," fortæller Bo Hakon Jørgensen.

Pia Tafdrup hæftede sig ved samme pløje-passage, men af en lidt anden grund, fortæller hun: "Det var, fordi pløjningen mindede mig om den måde, Per selv slog græs på i haven. Han slog også sådan nogle lange baner rundt om sten og bede. Han slog ikke som andre mennesker frem og tilbage. Det lignede nærmest et stisystem, når han var færdig. Eller en skrift."

Gemt bag skorstenen

Digteren Niels Lyngsø besøgte ligeledes Per Højholt i flere omgange, første gang tilbage i 1991, endnu før han selv debuterede. Dengang var både Auricula og Hans Henrik Mattesen allerede sagnomspundne manuskripter i det litterære miljø, fortæller han. Derfor var Niels Lyngsø også rystet over at se, at manuskripterne kun eksisterede i ét eksemplar - og at de var skrevet i hånden:

"Jeg sagde til Per, at det var fuldstændig håbløst: 'Du får aldrig nogensinde gjort bøgerne færdige, hvis ikke du får dem skrevet ind på en computer'. Men det ville han fandeme ikke. Så sagde jeg: 'Prøv og hør her, jeg tilbyder dig på stedet, at jeg flytter ind i en måned og skriver manuskripterne ind for dig'. Men nej. De skulle ikke ind i nogen computer, for hvis de kom til at stå på sådan en skærm, følte han, at han mistede kontakten med dem. Han var meget stædig med det der". Niels Lyngsø gjorde det til et fast indslag at spørge til både Mattesen og øre-romanen, hver gang han besøgte Per Højholt:

"Jeg skulle altid lige holde ham lidt i ørerne, som jeg sagde, og det var jeg ikke ene om. Der var mange, der spurgte til de to bøger i årenes løb, men man fik altid det samme svar: at det gik godt, og at de var skam på vej".

- Du var meget opsat på, at han fik dem afsluttet?

"Ja, det var det, det handlede om: 'Kom nu, Per, vi ved, du har noget guld liggende, se nu at få dem skrevet færdige'. Det ønske blev mere presserende, som årene gik, og man kunne se, at han blev dårligere fysisk. Jeg må indrømme, at jeg begyndte at tænke, at han også havde en deadline i meget bogstavelig forstand".

Selv om Højholt aldrig selv fik gjort Mattesen-bogen færdig, tyder meget på, at den allerede på et tidligt tidspunkt var tænkt færdig i hans eget hoved. Det fremgår af en brevveksling, som Pia Tafdrup har gemt, og som Information har fået lov at citere fra. I brevet, der er fra den 5. august 1981, skriver Højholt:

"Jeg takker nogen magter for at vi kender hinanden orntligt nok til at jeg kan sige det. Jeg er bagud med mit arbejde, efter mine planer, i hvert fald, jeg skal have fundet melodien igen, og have lavet to historier mere plus et kapitel mere til Hans Henrik Mattesen-bogen - jeg har det sådan set i hodet, men det er jo ikke nok. Jeg behøver kontemplativ ro for at tænke de dær historier færdige, så sære de er."

Signe Højholt har sit eget bud på, hvorfor denne kontemplative ro aldrig sænkede sig over Per Højholt i tilstrækkelig grad til, at han kunne følge Mattesen helt til dørs:

"Som årene gik, var der efterhånden kommet så meget forskræp på den, at det var med til at vanskeliggøre at få den færdig. Han fik udtalt sig om den i så mange forskellige sammenhænge, at der lige pludselig lå en masse forventninger. Jeg tror, det blev lidt af en belastning nogle gange, men det var ikke noget, han selv talte om," siger Signe Højholt og uddyber:

"På den anden side dannede Mattesen-projektet også afsæt for en meget produktiv periode i min fars forfatterskab. Genren 'blindgyder', der mig bekendt introduceres med Mattesen-bogen, bliver jo senere udfoldet og udbygget i hans Praksis-serie."

En fnisebog til eliten

Forfatter og lektor i litteraturvidenskab på Københavns Universitet Frederik Stjernfelt interviewede i 1988 Per Højholt som udsending for Information, da Højholt fyldte 60 år, og de to blev hurtigt bonkammerater. Siden har Frederik Stjernfelt flere gange besøgt Højholt og er også blevet introduceret til Hans Henrik Mattesen undervejs. Han mener, at selv om romanen først udkommer nu, har den sin naturlige litteraturhistoriske plads i 1980'erne:

"Hvis man laver en udgivelsesoversigt over hans bøger kommer de to sidste romanprojekter, Auricula og Hans Henrik Mattesen, nemt til at se ud som afslutningen på hans værk. Men jeg mener, de begge hører til i hans produktion omkring 1980 og skal ses i konteksten af de skrifttematiske Arena-forfattere, som på det tidspunkt begynder at prøve kræfter med den fantastiske fortælling," siger Frederik Stjernfelt.

Højholt selv kaldte Hans Henrik Mattesen-bogen for en fnisebog. Det var i hvert fald det ord, han brugte, da han i et interview i 1997 bedyrede at have genoptaget arbejdet med den:

"Nu skal jeg have skrevet om Mattesen, for man vil jo gerne vise flaget. Jeg skal lige have fundet ud af at slå ham ihjel. Foreløbig har jeg gjort ham til fader. Bogen vil både blive meget litterær og meget morsom, så eliten får lidt at more sig over. Eliten fniser for lidt," sagde Højholt dengang for 10 år siden.

Så skal man grine eller græde over de bortkomne noter, der blev kørt ud af litteraturhistorien på en trillebør i Vanløse? Måske man i Højholts ånd bare skal fnise lidt. Hvis man kan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu