Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

En kvinde ser rødt

Kultur
4. oktober 2007

På én gang skrøbelig og stærk. Den evne får Jodie Foster god brug for i Neil Jordans ikke helt vellykkede selvtægtsfilm, The Brave One, der dog forsøger at gribe emnet filosofisk an. Foster spiller radioværten Erica Bain, der står for at skulle giftes med lægen David (Naveen Andrews) og laver nostalgiske udsendelser om et foranderligt New York. Hendes lykkelige liv smadres bogstavelig talt, da hun og David får tæsk af en flok bøller. Han dør, og Erica lades tilbage med en frygt for byen, hun ikke har kendt før. Hun bevæbner sig, og det varer ikke længe, før hun skyder den første voldsmand. Flere følger, og nu er der ingen vej tilbage.

Situationen kompliceres kun af, at hun bliver venner med den sympatiske politimand Sean Mercer (Terrence Howard), en slags moralsk kompas i filmen.

Irske Neil Jordan har i begyndelsen et sikkert greb om den vanskelige historie. Okay, det nostalgiske element er ikke 100 procent overbevisende og flashbacks til Erica og Davids liv noget klodsede. Men man er helt på Ericas side, forstår hendes frygt og behovet for at beskytte sig. Foster spiller godt - det gør Howard også - og det er interessant at lytte til de moralske diskussioner, Erica har med sig selv og Sean. Hverken Jordan eller Foster er dog tilhængere af selvtægt, og en langtrukken tredje akt og en påklistret happy end ødelægger det, de bygger op inden da.

The Brave One. Instruktion: Neil Jordan. Manuskript: Cynthia Mort, Bruce A. Taylor og Roderick Taylor. Amerikansk (En lang række biografer landet over).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her