At Juliane Preisler (f. 1959) - der i 1980'erne skrev høje, slanke digte og små, formmæssigt kræsne noveller om kærlighedslivets gevinster og tab for siden, i 1990'erne, i mere udflydende digte dels at kredse om, hvor uendelig svært det er at leve sammen, dels, i romanform, at rendyrke den repetitive sjæleanalyse - at netop hun efter årtusindskiftet er sprunget ud som social realist, må kaldes en af de mest mærkværdige metamorfoser i nyere dansk litteratur, som kovending vel kun overgået af Karen Jespersens forvandling fra leninistisk strammer i VS over socialdemokratisk fortaler for de svage og udstødte til forkæmper i sit gamle ministerium for de stadigvæk svage, dog nu i liberalismens navn.
For Preislers vedkommende blev kursændringen tydelig med det elegant gennemførte psykologiske dobbeltportræt i romanen Dreng (2003), der førte to ensomme mennesker sammen, en ældre kvinde og en yngre mand fra hver sit samfundslag, en model, hun videreførte i murstensværket Lyse tider (2005) som menneskeskildrer på samfundets bund med Hovedbanegården som den tilbagevendende scene.
Bad-besøgende-bad
Og hvad har hun nu fundet på? Jo, i Legetøjsliv, der udkom i maj, men for mit vedkommende først blev læst færdig i sommerferien, er hun såmænd krøbet ind i en luder, som skildres indefra, bortset fra bogens sidste syv sider, hvor hovedpersonen af gode grunde er afskåret fra at fungere som bærer af fortællesynsvinklen. Da er hun nemlig død.
Jeg må ærligt indrømme, at jeg gik i stå adskillige gange inde i den ovenfor omtalte dame. Men jeg kom altid i gang igen. Ikke så meget pga. stoffet, der ret beset udgøres af en ørkenvandring gennem ensomhed og menneskeligt forfald, som i kraft af den valgte fortælleform, der ved sin dristighed og konsekvens aftvinger respekt.
Juliane Preisler udfører nemlig det kunststykke at give en krystalklar beskrivelse af en person, som lever som i en trance, en døs. Lone, eller Betty, eller Sandra, som hun også kalder sig, bor alene i en lejlighed på Frederiksberg, hvor hun tager imod skiftende mandlige kunder. Hun kan, som der står, 'noget med sine hænder' og er desuden leveringsdygtig i mere bizarre tjenester såsom plastic-poser trukket ned over den gispendes hoved. Bad-besøgende-bad, sådan lyder dagens program, som Lone kun holder ud ved at fylde sig med sprut og med piller i varierende farver.
Bag en hinde af glas
I første del af romanen knytter hun sig til en bartender, Ib, siden til naboen Else og dennes mand og børn. Handlingen skifter så for en tid til barndommens Jylland, hvor Lone besøger sin sø-ster Vibeke eller Vips, for hvis søn hun kan træde ind som en kærkommen empatisk voksen. Pludselig kan den udstødte, den på bun-den måske dybt respekta-ble luder, alligevel godt bruges af nogen! Ind imellem får hun tilmed kortvarige anfald af handlekraft og nærvær.
I hovedparten af bogen lever hun dog bag en hinde af glas. Og det er denne bevidsthedstilstand, der formidles så overbevisende til os læsere, gennem en fortællerstemme, der egentlig virker skrækkelig krukket, men i praksis er effektiv nok. Hvad der kunne siges på én linje, siges ofte i stedet med fire, for fortælleren formelig plasker rundt i følelser og fornemmelser, smagende på sig selv og sit sprog.
At bartenderen Ibs kvindelige kollega sandsynligvis ved, hvordan han er død, fortælles eksempelvis sådan: 'Og hun ved det i forvejen, selvfølgelig gør hun det. At han er død. De er jo kolleger. Eller var. Ved sikkert mere end det. Ved sikkert hvordan det skete. Sandsynligvis. Sandsynligvis ved hun det.' Ak ja, med sådan en gentagelsesstil må en psykologisk roman nødvendigvis blive lang.
Spørgsmål til hvem?
Men igen: hvor Juliane Preislers teknik i tidligere romaner ofte kunne forekomme enerverende, må den i dette tilfælde siges at have umiddelbar funktion. Stilen føjer sig efter stoffet.
Mest interessant bliver metoden de steder, hvor forfatteren stiller spørgsmål, som i første instans er hovedpersonens undrende spørgsmål til sig selv og sit sprog, men i anden instans kan opfattes som fortællerens spørgsmål til hovedpersonen, samt i tredje instans som læserens spørgsmål til teksten. Da Lone og hendes søster trasker ud i en skov for at finde den mand, der formentlig har hængt sig, står der om et par gummistøvler, at de klemmer mere og mere. Og dér falder spørgsmålet: 'Er det ikke sådan det er? Fodtøj der er for småt. Indtil et vist punkt klemmer det mere og mere. Så holder det lige op, eller synes at holde op, et øjeblik. Indtil det igen bliver værre. Og værre endnu. Er det ikke sådan det er? Fjollet samtale med sig selv. Om fodtøj.'
Hvem snakker her med hvem? Er der den fjerde mulighed, at det er forfatteren, der stiller spørgsmål til læseren? Hvorfor egentlig ikke? Dén slutning er nærliggende, at Juliane Preisler som socialrealist nu fremtræder som en formens fornyer.
