Læsetid: 3 min.

Lufthavnslyster

Meridiano Teatret tager tilskueren med over i fiktionen, så terrornerverne får lov til at blafre frit i 'Transit', der ikke mindst handler om det almentmenneskelige på tværs af kulturer
Meridiano Teatrets billedverden skaber en filmisk fremdrift mod noget uundgåeligt. Her er en europæer (Samy Andersen) spændt for en japansk kamptræner (Louise Hyun Dahl)

Meridiano Teatrets billedverden skaber en filmisk fremdrift mod noget uundgåeligt. Her er en europæer (Samy Andersen) spændt for en japansk kamptræner (Louise Hyun Dahl)

Thomas Petri

24. oktober 2007

'Der sker meget på 15 år. Fedtvævet galopperer, min pige!'

Sådan lyder en af de muntre replikker i Meridiano Teatrets jubilæumsforestilling. Og selv om jubilæet ikke gælder 15 år, men bare 10 år, så rummer Meridiano Teatrets historie allerede nu en imponerende stædig række væsentlige forestillinger, altsammen med den italienskfødte Giacomo Ravicchio som ildsjæl.

Ravicchio skaber teater i billeder med filmisk drive og maleriagtige linjer, og han instruerer sine skuespillere med skulptørens rumsans. Og så skaber Jerôme Baur magnetiserende musik til disse billeder, så filmens fremdrift opstår på teaterscenen. Maridiano-folkenes tidligere forestillinger virker stadig forbløffende farvestærke i erindringen, både kosmonautskildringen i Luft fra 1998 og Comoedia Humana fra 2003.

I jubilæumsforestillingen Transit har Ravicchio imidlertid ikke blot sat tilskueren til at betragte sin billedverden; han har taget tilskueren med over i fiktionen, sådan med et hint af Robert Lepage. Som om Ravicchios form ikke tillader, at man kun betragter; man skal deltage selv i hvert fald følelsesmæssigt. Man kunne hævde, at det var gæstfrit, og det er det. Man kunne også mene, at det er et lovlig tæt forhold til tilskuerne. Tre en halv time er i hvert fald langt til en uforberedt symbiose.

Security-absurditet

Som altid hos Meridiano Teatret handler forestillingen om noget almentmenneskeligt på tværs af kulturer. Sådan ægte globaliseringsteater med terrorhints. Transit er nemlig en skildring af ni mennesker i en lufthavn, hvor noget ukendt sker, så lufthavnen indstiller al flyvning på ubestemt tid. Og midt i disse terrornerver afsløres så personernes fortid langsomt, en efter en.

Umiddelbart pirker teksten til den bekymring, som de fleste vel efterhånden føler, når de flyver. For hvad nu hvis ...

Samtidig ironiserer instruktionen også over den resignerede accept, som de fleste udviser, når de igen og igen må stå i absurde køer og lade sig befamle ved groteske sikkerhedskontroller. Ravicchio har blik for alle disse små hverdagsreaktioner, og hans performere leverer pointerne sikkert og dedikeret: Meridiano Teatret kender menneskene.

Skuespillermæssigt virker Meridiano Teatret dog noget uhomogent netop nu. Performerne kommer tydeligvis fra meget forskellige spilletraditioner, og det lykkes ikke alle at finde Meridiano-stilens optimale fokusering; måske fordi dramatiker og dramaturg heller ikke altid har fat i den.

Livskulmination

Men visse skuespillere løfter det hele. Når statueblide Elise Müller, Meridiano-skuespilleren over dem alle, går zombie-lignende rundt i en fødselsdepressionsagtig paranoia, mærker man, at Meridiano er kommet til byen. Når indtagende Samy Andersen spiller europæer i Japan, ville man ønske, at forestillingen aldrig ville forlade denne skarpe tegneseriestilisering. Når morsomme Claudio Morales sjupper afsted med endnu en optimistisk joke og hængerøv, ville man ønske, at forestillingen ville forstørre historien om geniets oversete højrehånd. Når kønne Louise Hyun Dahl folder sine vifter ud og danser, ville man ønske, at hendes krop kunne overtage rollen og vise alt det, som replikker ikke kan. Og når den smukke Soma Allpass griber fat om celloen, ville man ønske, at lyden måtte danne sin egen historie her midt i alle billederne.

Transit er en egentlig forestilling, der nægter at være en forestilling. Antagelig fordi den ikke vil lade sig begrænse af noget som helst, heller ikke af tiden. Derfor varer forestillingen lige akkurat så længe, at fortælletempoet passer til billederne. Og derfor er ingen af historierne synderligt afsluttede eller dramaturgisk 'effektive'. De er blot historier fortalt en tilfældig dag med de tilfældige pointer, som det nu kan afstedkomme. Netop sådan er livet jo også: handlinger udlevet og kulmineret netop nu.

"Der sker meget på 10 år. Fedtvævet galopperer, min smukke," kan man roligt sige i sin hyldesttale til Meridiano Teatret.

Men inden Meridiano tvinger én med ind i fiktionen, kan man altså også vælge at sige:

"Bare en enkelt akt, tak. For jeg skal lige nå at pakke færdig, inden jeg skal i lufthavnen."

Transit. Tekst, instruktion og visuelt koncept: Giacomo Ravicchio. Musik: Jérôme Baur. Dramaturgi og oversættelse: Bent Holm. Koreografi: Louise Hyun Dahl. Rekvisitter, masker og dukker: Per Christensen. Meridiano Teatret i Kanonhallen, Kaleidoskop K2 til 10. nov. www.meridiano.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu