Læsetid: 4 min.

Menneskelige skemaer for det guddommelige

Borges' knivskarpe essays - eller 'inkvisitioner' - om litteratur og anden gådefuldhed
Borges' knivskarpe essays - eller 'inkvisitioner' - om litteratur og anden gådefuldhed
30. oktober 2007

Der er noget passende borges'k over, at hans små 40 "inkvisitioner", der nu endelig er kommet i dansk oversættelse, ved første øjekast virker som et mat genskin af den strålende indflydelse, den argentinske forfatter særligt i de postmoderne 80'ere øvede på dansk litteratur og litteraturkritik. Det var dengang, Svend Åge Madsen, Ib Michael, Per Højholt åd ham fra en ende af og spyttede ham ud igen i form af fantastiske æskesystemer og svimlende spejlkabinetter. For slet ikke at tale om de stakkevis af opgaver, min generation af litteraturstuderende frembragte, alle som én illustreret med et möbius-bånd og et stykke grafik af Piranesi.

Det ville være for smart at sige, at Borges skriver som en dårlig kopi af ovennævnte danske forfattere, selvom lighederne både i stil og tema er slående. Men det ligger i det mindste også et andet sted.

"Jeg vil hævde," skrev Borges i forordet til den Nederdrægtighedens verdenshistorie, som Gyldendal (i Morten Søndergaards oversættelse) udgav for nogle år siden, "at enhver kunstarts sidste stadium er barok, når den udstiller og forspilder sine metoder." Og barok, skriver Borges desuden, er den stil, "som med fuldt overlæg udtømmer (eller prøver på at udtømme) alle sine muligheder, og som grænser op til sin egen karikatur". Det er jo det, han gør, og sådan han virker. Hvilket naturligvis gør det hele endnu mere borges'k, for så skriver han ikke bare som en billig efterligner af Madsen, Højholt og Michael, men også af sig selv.

Et drømt digt

Helt bortset fra dette (altså mit) utidige krukkeri, er bogen en fest at læse. Det gælder de tekster, der har alle metafiktionens, postmodernismens, kabbalaens, gnosticismens osv. sikre kendetegn. F.eks. noten om den engelske digter Samuel Taylor Coleridge, der i 1797 drømte et digt af stor skønhed og næsten fuldkommen perfektion om et palads opført af den persiske kejser Kubla Khan. 20 år senere dukkede så i Paris historien op om, hvorledes Kubla Khan byggede sit palads "efter en plan, han havde set i en drøm og bevaret i erindringen". Hvilket får Borges til at afslutte sin tekst:

"Hvis mønstret holder, vil en eller anden, i en nat som er århundreder borte, drømme den samme drøm uvidende om, at andre har drømt den, og forme den i marmor eller musik. Måske slutter drømmerækken aldrig, måske er nøglen til det hele i den sidste drøm."

Menneskelige skemaer

Samme karakter og det særlige borgeske mærke har teksten om John Wilkins, der omkring 1664 delte universet i 40 kategorier, med henblik på at udvikle et sprog, der til forskel fra vores ikke var bygget op omkring arbitrære, dvs. vilkårlige, tegn. Men et sprog, hvor hvert eneste bogstav havde "en betydning, som bogstaverne i Den hellige Skrift havde for kabbalisterne". Vilkårligheden slap Wilkins dog ikke helt af med. Selvfølgelig ikke, bemærker Borges, men "umuligheden af at trænge ind i universets guddommelige skema kan ikke afholde os fra at udtænke menneskelige skemaer, også selv om vi ved, at de er provisoriske". Menneskets provisoriske kortlægninger af det gådefulde og guddommelige var i øvrigt ikke nogen upassende overskrift for Borges' eget forfatterskab.

Kafkas forgængere

Ved siden af de prototypiske Borges-tekster findes mere traditionelle litterære essays. De er ikke mindre skarpe. I to omgange skriver han om Kafka og frem mod den pointe, at "en stor forfatter skaber sine forgængere". I den formulering er mystikken ren overflade, det er en meget konkret læsererfaring, Borges peger på. Den nemlig, at Hawthorne - det er Borges' eksempel - gennem sin form og i kraft af sine temaer nok foregriber Kafka. Men det er Kafka, "der modificerer og forfiner læsningen af" Hawthorne. Dvs. det er Kafka, der skaber den Hawthorne, vi kender. Det er jo glasklart - når først det er sagt.

At udmønte et symbol

Det samme gælder, hvad Borges et sted skriver om Cervantes' roman Don Quijote, spansk litteraturs store opgør med og parodi på ridderromanens opstyltede høviskhed og naragtige drømmerier. Og alligevel ikke helt. For - skriver Borges - "Quijote er mindre en modgift mod disse historier end en hemmelig nostalgisk afsked."

Den slags små og på samme tid værk- og forfatterskabsåbnende pointer er der et mylder af i Borges' lille bog - om bl.a. Oscar Wilde, Keats, Bernard Shaw. Og så er der, lige så henkastet og lige så rammende, en karakteristik af den store forfatter. I én sætning: "Der findes ingen verdensberømt forfatter, som ikke har udmøntet et symbol."

Dvs. skabt i det mindste ét billede, som historien bærer med sig, og som for hver ny generation slår ring om et stykke af virkelighedens mystik: Sofokles' tragiske konge, Dantes helvedeskredse, Melvilles hvide hval, Kafkas labyrinter - Og Borges' gådefuldhed, kunne man tilføje.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu