Læsetid: 3 min.

Mere kvinde-i-krise-klang end kras krimi

Den svenske supersælger Liza Marklund har begået en marginal krimi
Den svenske supersælger Liza Marklund har begået en marginal krimi
25. oktober 2007

Det kan godt være, at svenske Liza Marklund har solgt syv millioner eksemplarer i mere end 100 lande af sine syv bind om journalisten Annika Bengtzon. Det kan også meget vel være, at flere af hendes tidligere krimier er aldeles glimrende underholdning til en råkold eftermiddag. Men det ændrer ikke på, at hendes nye Bengtzon-bog er mere kvinde-i-krise-kling-klang end kras krimi - langt mere end de foregående. Desværre. Men det er på sin vis også sådan, bogen bliver lanceret fra forlagets side. "Med Livstid har Liza Marklund skrevet en moderne thriller om vores jagt på de evige værdier: Kærligheden, magten, meningsfuldheden - og børnene," lyder salgsteksten. Det må man sige. Men er det, hvad man drømmer om i en krimi?

Livstid begynder, hvor Marklunds sidste - og udmærkede - krimi, Nobels testamente, med en drilsk cliffhanger slap. Annika Bengtzon sidder nu i en taxi med sine børn på vej væk fra sit brændende hus, mens manden umiddelbart forinden er skredet for at ligge i elskerindens favn. På samme tid findes en kendt og anerkendt politimand myrdet, og hans kone, Julia, bliver hurtigt mistænkt for mordet. Tilsyneladende har hun gemt og myrdet deres fælles søn, inden hun har skudt manden i ægtesengen. Men Julia nægter sig skyldig og hævder i stedet, at en fremmed kvinde har skudt manden og kidnappet drengen.

Julia bliver fængslet i psykisk nedbrudt tilstand, så ingen tager hendes påstande alvorligt. Ingen andre end Annika Bengtzon naturligvis. Bengtzon er nemlig selv - uden grund forstås - under mistanke for at have sat ild til sit hus, så hun identificerer sig med den psykisk syge kvinde. Mens journalisten Bengtzon graver i sagen om den døde politimand og den måske kidnappede dreng, ramler alting om ørerne på hende: På hendes arbejdsplads, Kvällspressen, er der krise og fyringsrunder, venskabet med den gamle veninde Anne Snapphane ryger sig en tur, og ægteskabet med Thomas splintres i vrede, utroskab og kampen om børnene.

Klichefyldt sprog

Kort sagt er det først og fremmest de personlige relationer og de 'evige værdier' - kærligheden, meningsfuldheden og børnene - der er centrum i bogen. Ikke krimiintrigen. Men dermed bliver det også helt tydeligt, at sproget synes selvdødt eller snarere saneringsmodent. For når det ikke er plottet, der for alvor driver værket, bliver det lidt klichefyldte sprog ikke længere kamufleret af et højt tempo - og det giver på sin vis en dobbelt nedtur for læseren. Tyndt plot og tyndt sprog. Hvis bare intrigen fræsede derudad, kunne man overse det lidt uoriginale sprog. Men Marklund japper sig igennem 462 meget lidt teksttunge sider uden noget på hjerte, og pludselig giver denne sommers svenske debat om femikrimer og krimidronninger bedre mening, end da den stod på. Debatten i de svenske aviser var drevet af en gruppe mandlige kritikere, der mener, at de svenske krimidronninger - herunder Marklund - skriver simple historier i et dårligt og klichefyldt sprog. Det, mener de, ødelægger skønlitteraturen.

Det sidste er nok en overdrivelse, men mændene har en pointe i, at bare fordi man sælger godt, behøver man ikke nødvendigvis holde en høj kvalitet. Bøger om 'de evige værdier' kan sagtens være skøn læsning, men så skal sproget i det mindste være lækkert. Som minimum må plottet i en krimi være lidt uforudsigeligt og udfordrende. Ingen af delene finder man her.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu