Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Mest grove løjer med The Bad Plus

Mærkelig dobbeltoplevelse: Den trendsættende amerikanske trio The Bad Plus indfriede egentlig ikke forventningerne på en flad tirsdag, men deres pumpede musik er fortsat interessant at følge
Kultur
19. oktober 2007

Det var alligevel overraskende. Ikke mere end knap et halvt fyldt Jazzhouse var der til tirsdagens koncert med en af de mest omtalte og toneangivende unge amerikanske jazztrioer i de senere år: The Bad Plus.

Måske er der ikke andet at sige om dét, end at det københavnske (og generelt danske) musikpublikum bare ikke er nysgerrigt og lyttelystent nok, så snart den musikalske stil forlader Roskilde Landevej. Svaler har før sunget om, hvordan interessen for ny og grænsesøgende musik er større i andre europæiske lande.

Måske var det bare en flad tirsdag. For sidst deres udsendte hørte gruppen i hovedstaden tilbage i marts 2006, var der så godt som udsolgt. Men det var vist også en fredag.

Ellers kan man ikke sige, at The Bad Plus' musik har undergået nogen forvandling siden dengang. Men deres dristige tilgang til at spille jazz er intakt og alt rigeligt.

Sange sprættet op

Pianisten Ethan Iverson, bassisten Reid Anderson og trommeslageren David King udgør en seriøst arbejdende trio, der udfordrer konventionerne og afprøver nye musikalske veje med en hærdebred og forslugen bevidsthed, der uden problemer kombinerer kærligheden til jazztraditionen med klassisk kompositionsmusik, politiske stikpiller, ironisk distance, 80'er-rock, fast food og salg af merchandise-hættetrøjer.

Rent musikalsk kommer det til udtryk i deres gennemarbejdede og overvejende kollektivt improviserede fortolkninger af både eget materiale og coverversioner af rockmusikalske hits fra så forskellige kilder som f.eks. Nirvana, Aphex Twins, ABBA og Black Sabbath. Coversangene bliver sprættet op, dissekeret og syet sammen på helt nye måder. Det er derfor blevet lidt af en sport at se frem til, hvilken popklassiker de nu har møbleret om på.

Ved koncerten var det mest slående eksempel David Bowies "Life On Mars", der også er at finde på gruppens nys udsendte plade, Prog. I øvrigt co-produceret af den legendariske rockproducer, Tony Platt, hvis meritter bl.a. tæller Bob Marley, Rolling Stones og The Who.

Charme trods alt

Men hvor dygtige og opfindsomme de end er, forekommer store dele af The Bad Plus' musik i øjeblikket for bastant og knudret i ofte lange, gennemkomponerede passager med vimsende kontraster og kompleks polyrytmik.

Gruppen arbejder overvejende med kollektiv improvisation, hvilket gør, at man heller ikke for alvor får luft til at høre den enkelte musikers solistiske formuleringsevner. Og selvom trioen altid i sidste ende har et afvæbnende humoristisk glimt i øjet og vitterligt altid byder på passager af velartikuleret spil med både rytmisk og harmonisk finesse, så er musikken mere imponerende end bjergtagende, mere hangar end sejlskib, mere power end poesi.

Selv ikke den lyrisk og melodisk anlagte "Giant" af Reid Anderson, hvor mindelser om Brahms' bølgende klavermusik for en stund dominerede sammen med en afdæmpet rockpuls, kunne rigtig gøre indtryk med sit i længden monotone islæt.

Om vi vil høre dem igen? Uden tvivl. The Bad Plus har nemlig trods alt en underspillet charme og muskuløs uforudsigelighed i deres musikalske kunst, som fortsat gør dem interessante. Måske skal vi bare håbe på, at gruppen næste gang kommer på en fredag.

The Bad Plus, Copenhagen Jazzhouse, tirsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"...så er musikken mere imponerende end bjergtagende, mere hangar end sejlskib, mere power end poesi. "

Er fuldstændig uenig. Jeg opfattede koncerten som en hel flåde af poesi. En hi-tech hær af finesse og detaljerigdom, og en evne til både at kunne knuse og skabe på en og samme tid. Desuden tyder din efterlysning af fremtrædende soli på manglende hørelse pågældende tirsdag, der var tonsvis af dem, hvor teknisk snilde, energi og skønhed gik i symbiose og skabte et emotionelt begejstringstrip hos undertegnede. Synes at min 6 timers rejse fra det mørke jylland blot for at høre dem, var de best spenderede klejner i mange år. Men her må jeg give dig ret, det undrede mig også at fremmødet ikke var større. verden er af lave...?