Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Fra miraklernes tid

Svend Åge Madsens 13 nye noveller forener munter lethed med livsfilosofisk tyngde
Kultur
4. oktober 2007

Over for Svend Åge Madsen, men måske særlig novelleforfatteren Madsen, kan man have det forbehold eller nære den farlige fordom, at han er for principiel, for tør og fortænkt.

Men ligegyldig - det bliver han aldrig. Han sætter tingene på spidsen, og han formår at bringe læseren rigtig grundigt på spanden.

Og når han så i sin nye bog tilmed kan gå hen og være legende munter, på én gang fræk og filosofisk eftertænksom, hvad har man da at ærgre sig over? Man dropper forbehold og fordom og giver sig sulten hen i fiktionens spil, topstyret af en filur, der overlegent udnytter sine evner til at kombinere gamle, velprøvede litterære modeller til originale (post)moderne maskiner.

Det principielle ved de 13 nye tekster i samlingen Manden der opdagede at han ikke eksisterede ligger i, at forfatteren modigt stiller store filosofiske og eksistentielle spørgsmål. Og tendensen til tørhed hidrører fra, at Madsen elsker at tænke fedtfattigt, klart. Hvorfor opstille højtravende teorier om skæbnelove, mirakler og en styrende Gud, hvis der gives en logisk forklaring? Eller, omvendt: hvorfor behøver man tvivle på Guds eksistens så længe der indiskutabelt findes skønhed, betagelse, kærlighed, tillid? Hvis miraklernes tid for længst er forbi, må der dog være en grund til, at undere stadig kan ske, ikke sandt?

Lykke ved Århusbugten

Hvis man i denne spørgen hører ekko af K.E. Løgstrup, er det ikke tilfældigt. For netop hans filosofi optræder i "Det uforklarlige" om to Århus-studerende, Klaus og Olaf, som begge reflekterer på et opslag, der spørger efter sangere til et gregoriansk mandskor. Begge læser teologi, begge går til visning af Buñuels klassiker Mælkevejen, og begge går samme aften til et Løgstrup-foredrag.

Bagefter møder vi dem i kælderbaren sammen med Olafs kæreste Sanne, som, selvfølgelig, var Klaus' kæreste i gymnasiet. Og som også er tosset med mesterens tanker:

"Hendes begejstring for Løgstrup skyldtes, at han hele tiden var så tæt på at fatte det vidunderlige ved tilværelsen. På næsten hver side ventede man: Nu ville han bryde igennem, nu giver han slip på sine fordomme, vover springet, begynder at indse at det magiske er til stede i det nærværende, det naturlige, ikke det hinsides. At selvskabelsen er et langt større vidunder end skabelsen. Så tæt på at tage det store, farlige spring ud i intetheden, for at opdage, at denne kan bære. Intet er givet, ingen højere instanser nødvendige. Alt har frembragt alt."

Ord til andet, men NB! med omvendt fortegn, beskriver denne passage Svend Åge Madsens tilværelsestolkning. Og min begejstring for ham som forfatter skyldes netop, at han er så nær ved at indfange det uforklarlige. På næsten hver side venter jeg, at forfatteren omsider skal give slip på sin rationalisme, vove springet og indse, at skaberværket kun kan begrundes gennem antagelse af en højere instans. At én har frembragt alt.

Men Madsen har én gang for alle bekendt sig til Occams Ragekniv, princippet, der siger, at dén forklaring er den bedste, som kræver inddragelse af færrest antagelser. Af denne grund bliver hans historie om de to Århus-studerende på én gang så ren og smuk som et eventyr og så klar som en ligning. Siddende ved bugten med Sanne imellem sig får de tre lov at finde noget så enkelt som kærlighed og skønhed.

Efter denne lykkedrukne beretning føles det som en spand koldt vand at læse samlingens titelnovelle om jalousien som uudryddelig skygge i forholdet mellem to ægtefæller. De ankommer til deres sommerhus, fast opsatte på at mane tanken om den anden eller tredje i jorden og forsikre hinanden om, at manden aldrig har eksisteret. Men da fortællingen slutter, er det såmænd jeg-fortælleren, der går i opløsning. Han og ikke rivalen, eller monsteret af en rival, var den, der var til uden at eksistere!

Litterær økologi

Fra denne slutning kan man trække tråde om til bogens første novelle om en mirakuløs redning fra døden eller til tre forbundne historier, der alle kredser om en voldtægt, som fik fatale følger. Snedig som han er, har Madsen spredt dem rundt om i samlingen og fortalt dem på tre forskellige måder, sådan at man kun langsomt forstår, at man er i færd med at erkende et skæbnemønster, som er en græsk tragedie værdigt, nemlig den grusomme ironi, at samme dag som Margit får at vide, at Didrik mod sin vilje har gjort hende gravid, og hun slår op med ham uden at angive grunden, bliver han så harm og fortvivlet, at han hævner sig vildt ved at voldtage en tilfældig kvinde og gør også hende gravid.

Dette ville ikke være en Madsen-historie, hvis ikke den fik rå følger længe, længe efter, og den ville ikke være ham værdig, hvis ikke den blev afleveret med filurens sans for gemmeleg og spil.

At mange af samlingens figurer går igen fra tidligere stationer i Madsens produktion, skal kun oplyses til beroligelse for dem, der måtte tro, at han havde glemt sin gode, gamle vane med økologisk genbrug. Vi møder således i hele to tekster forsikringsmanden Jørgen Fegge-Hansen, ham fra Af sporet er du kommet (1984), og der optræder personer ud af familien Nonnetit fra Tugt og utugt i mellemtiden (1976). Selv forfatteren Alian Sandme, et spor i Dage med Diam eller Livet om natten (1972), får vi skam lov at gense.

Men også på detaljeniveau forbliver Madsen tro mod sig selv. En vinsmager og populær madkender, der udvider sin vennekreds, må, når det er Madsen, der skriver, geninvitere vennerne og beværte dem til "gastronomiske" beløb, og en mand, der anklages for tyveri, skønt han intet forkert har gjort, han står bagefter ude foran "ugerningsstedet".

Sådan er der igen mange små grin at hente hos novelleforfatter Madsen. Dog, langt det bedste ved bogen er dens kombination af det dybsindige med det letsindige, en samtidig insisteren på eftertanke og underholdning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her