Læsetid: 4 min.

Mor set i lyset fra en blodprop

Morten Sabroe tog til New York for at skrive en journalistisk bog om Hillary Clinton og kom hjem med en litterær opløsning af sit moderbillede
Morten Sabroe skulle egentlig have skrevet en bog om Hillary Clinton. I stedet kom den til at handle om hans mor.

Morten Sabroe skulle egentlig have skrevet en bog om Hillary Clinton. I stedet kom den til at handle om hans mor.

Nicolai Svane

11. oktober 2007

Morten Sabroes selvbiografiske beretning om en blodprop, en New York-tur, en forfejlet journalistisk mission og en snedronning af en mor er ifølge bogen selv skrevet på én lang bølge, New Yorks gule bølge af yellow cabs.

Og man læser den også i én bølge, rives med af dens påtrængende ærinde, dens skæren ind til benet, til dét sted hvor man har døden og dermed livet åndende lige op i ansigtet.

Sabroe tog til New York for at skrive en bestillings-opgave: en bog om Hillary Clinton. Eller rettere: Om det mediebillede, der kaldes 'Hillary Clinton'. Og lige fra starten betragter Sabroe dette billede gennem et andet: billedet af hans mor. "Mrs. Frigidaire", som han kalder den kvindetype, han finder både i sin mor og i Hillary: den iskolde, frigide, benhårde kvinde, som har ofret sit køn og sin seksualitet på magtens og præstationens alter.

Kort sagt: der er lagt op til en rigtig journalistisk bog, for så vidt journalisme handler om at fremstille og bekræfte de billeder, som er mediernes virkelighed. Der er bare lige dét, at den mand, der rejser til New York for at skrive bogen, har dødens lys i øjnene. Og dødens lys viser sig at sætte skred i billederne, at afsløre en anden virkelighed, hvor mennesker ikke holder sig inden for konturen af det billede, de er blevet fikseret i, men sløres og bytter plads. Journalistens og den sårede søns billedalbum bliver til kalejdoskop.

På vej hjem fra Gyldendals efterårsreception 2006 med sin kæreste styrtede Sabroe på cyklen "uden at tage for" - og opdagede efterfølgende, at han havde haft en blodprop. Det er lyset fra denne blodprop, der sætter skred i billedernes verden. Og gør, at bogen ikke selv bliver endnu et mediebillede, men er skrevet i selve blodproppens billede:

"Der er bøger man bliver nødt til at skrive for at komme videre. De sidder som propper i ens bevidsthed, de standser strømmen. De skal ud."

Bogen om Hillary bliver i stedet til bogen om hans mor. Og dét kunne for så vidt være samme sag, hvis vi forblev inden for billedernes virkelighed, hvis det bare handlede om at bekræfte det frostklare moderbillede, som Sabroe fra starten lægger frem som det filter, han også betragter Hillary-billedet igennem:

"Jeg lagde et billede oven på hende som intet havde med hende at gøre. Det er det vi gør. Vi lægger billeder oven på billeder, vi aner ikke hvad der er under dem. Det menneske vi tror vi ser, er ikke det menneske der er."

Billedet af moderen

Sabroes journalistiske jargon bekræfter uafvidende denne forestilling: I avisernes verden skriver man åbenbart ikke portrætter af, men på personer: "Jeg skrev engang et portræt på Poul Nyrup."

Men Sabroes bog er ikke et portræt på hans mor, det er en nervepirrende og direkte sending fra en sjælekamp mellem en såret, døende søn og en såret, døende mor. Det er stærke sager, når Sabroe beretter fra moderens dødsleje i 1997, hvor han sender bror og hjemmehjælpere hjem og påtager sig nattevagten over den døende - hvilken heroisk omsorg tænker man først, indtil man bliver klar over, at dette er sidste runde i kampen på liv og død mellem mor og søn; det er sønnens triumf over en mor, som skal DØ. En mor, som efter sønnens forældreopgør i romanform kalder sig hans "forhenværende mor". En mor, der i sønnens billede af hende nægtede sin mand sex og sine sønner kærlighed. Men da den sårede søn sidder i New York, 10 år efter moderens død og med en påtrængende bevidsthed om egen dødelighed, sættes kalejdoskopet i gang. Den dødsangste søn har i sit indre landskab en 'terrorist', en lille mand med solbriller og et paintballgevær, som kan fyre en ny blodprop af hvert øjeblik det skal være. Og i erindringen om moderens dødsleje glider billedet af terroristen og billedet af sønnen selv langsomt oven i hinanden:

"Det var ikke den barmhjertige samaritan der trådte ind på den anden side af den grønne dør for at være hos hende mens hun døde. Det var den af hendes tre sønner, guderne ønskede skulle være hos hende. Ham den lille med paintballgeværet."

Billederne bliver bevægelige og lægger sig oven i hinanden; det indre landskab stives ikke længere af med faste billeder, men viser sig at bestå af kampe og roller, som kan udkæmpes og spilles af skiftende aktører. Billed-forskydningen udspiller sig også i sønnens møde med et helt konkret billede: fotografiet af den 19-årige mor; det fotografi af en smilende, ung svømmepige, som er kommet til at pryde bogens forside og fra starten giver læseren et modbillede til "Mrs. Frigidaire".

Portræt på feministen

Der er steder i bogen hvor journalisten i Sabroe vinder; hvor skriften skriver portrætter på mennesker, bekræfter billedernes skinverden. Sabroe skriver et portræt på Herbert Pundik ("en evigt vandrende jøde") og ét på feministen Camille Paglia, som han netop beundrer for hendes billedmageri: For det billede, hun i artikelform har tegnet af Hillary som drag queen. Og man kan vist også roligt sige, at det er et portræt på den danske feminist, når Sabroe beskriver hende som humorforladt, hadefuld og usexet.

Her regredierer Sabroe til journalismen i en bog, der ellers har det som sit primære ærinde at gøre op med den journalistiske virkelighed, forstået som de mytiske billeders virkelighed. Men dette primære ærinde forløses til gengæld til fulde i den historie om en søn og en mor, der sætter billederne i bevægelse og med bogens egne ord ikke bare bliver "skriveproces", men "erkendelsesproces". En blodprop af en bog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu