Som ung litteraturstuderende læste jeg stort set ingen dansk samtidslitteratur. Én blandt få undtagelser var Hanne Marie Svendsen.
I hendes bøger fra de tidlige 80'ere fandt jeg et tema, der vandt genklang i mig: kvindens kamp med et gennem kvindeslægten nedarvet pligtopfyldende overjeg. Skildret i et suggestivt sprog, på tærsklen mellem søvn og vågen, og med en forløsende selvironi.
Svendsens seneste roman, Nilaus under sneen, er ikke fortalt fra en kvindes perspektiv, men fra en ung mands, i tredje person og nutid.
Den historiske tid fastlægges på bagsideteksten som "slutningen af det 19. århundrede" og fremstår i selve bogen som en overvintret romantik, en slumrende biedermeier med eventyr i sindet. Læsende kvinder i grønne kimonoer, henslængt på chaiselonger; skære hyacinter og sprøde juledekorationer i en slumrende dansk provins; referencer til eventyr som foregår på havets bund. Af denne drømmende muld er hovedpersonen, Nilaus, groet; en ung mand med "et fint lille talent" for tegning og en smuk chaiselong-mor, som vil have ham til at udleve de eventyr, hun selv kun læser om. Derfor sender hun ham en skønne dag til den rige onkel Eliphas i indianernes og diamanternes land. Med sig har han sin gode ven, rullekonens barnebarn, den stovte, rødhårede Fergus.
Det naive
Det ødipale forhold mellem Nilaus og moderen tegnes med få, naivistiske pennestrøg: den lille drengs syn af sin nøgne mors ryg, der ender i "to runde bukler, kløftet som en blomme" og planter en vedvarende længsel i ham efter "fuldmodne blommer, gulgrønne, kløftede". Naturligvis er moderens chaiselong, hvorfra Nilaus sendes ud på sin eventyrrejse, blommefarvet.
Det naivistiske er i det hele taget karakteristisk for Svendsens stil.
Alene navnet på den mystiske, rige onkel, ligner en forfinet stavemåde af et lille barns fejlagtige udtale: 'Eliphas' i stedet for 'Elias', selv om navneskiftet dunkelt forsøges forklaret i en dæmoniserende historie om onklens møde med djævlen.
Manglen på tids- og stedangivelser har en lignende naivistisk effekt: Vi befinder os et sted med stakitter og hyacinter, men må selv tænke 'dansk provins'; vi fragtes over havet til et sted med diamantminer, indianere og politisk uro, men må selv tænke 'Latinamerika', og endelig begiver vi os af sted med Nilaus på den farefulde færd over isen, men må selv tænke 'Antarktis'. Alt dette er med til at give romanen det skær af eventyr, som befæstes af referencerne til den lille Havfrue, Aladdin og Shakespeares Stormen.
Det sublime
Men eventyrets naive verden afløses en anden og barskere side af romantikken: det lille menneske over for en sublim, knusende natur.
Størstedelen af romanen skildrer den ekspedition til Sydpolen som Eliphas sender Nilaus, Fergus og en håndfuld andre mænd af sted på, angiveligt i den tro at der bag isens bræmmer findes et frodigt, forjættet land.
Her skifter sceneriet fra guldaldermaleri af læsende kvinde til Caspar David Friedrichs skildringer af vældige isblokke, der trænger det menneskeliges skikkelse ud i en krog. Nilaus' møde med isen er menneskets møde med det sublime, hvor skønhed bliver noget der flammer op på tilintetgørelsens rand: "Hvordan kunne isen være så forskellig og gemme både rædslen for det store intet og fortabelsen i uendelig skønhed?"
Isen bliver romanens transcendens, men en nådesløs, grusom transcendens, der minder Nilaus om det uhyggelige skilderi over Fergus' mormors dødsleje hjemme i den danske provins: hvidklædte helgener med hvide ansigter, stirrende tomt mod himlen.
Det er denne skildring af mødet med en overmægtig natur, der er romanens primære ærinde. Det eventyragtige plot hvor den mystiske onkel Eliphas er dukkefører i et uigennemskueligt marionetspil er sekundært. Men dets naivisme er alligevel med til at kaste et skær over mødet med isen, som trods død og frostskader, bulne fingre, betændte kødsår, halvkogt hundekød, mandehænder om mandelemmer aldrig bliver krast naturalistisk.
Vi er en tur med lille Kay i snedronningens rige, alt imens vi forbliver læsende på den blommefarvede chaiselong. Men her er vi også i rigtig charmerende selskab med Hanne Marie Svendsens enkle og fantasifulde, visuelt suggestive prosa
