Hanne Bartholin kan noget med at gestalte åbne, poetiske og løst konturerede tableauer, der danner klangbund for afsøgende historier, som har fokus på det processuelle i bevægelsen frem mod en større forståelse af sig selv. I Geparden Geo handler det - med debutanten Ellen Holmboes stilsikre og mundrette rim som afsæt - om den identitetsusikre og famlende gepardsøn Geo, som efter de ikke alt for vellykkede indledende jagtøvelser sendes ud på savannen. Mor har nemlig fået migræne, så Geo må klare sig selv. Geos problem er, at han - helt bogstaveligt - smider sine pletter og med nøgent skind forsøger at tilpasse sig de dyr, han møder. Fuglene griner ad ham, og kaninerne losser ham bagi, da han forsøger sig i rollen som deres beskytter. Vendepunktet kommer, da han i junglen møder en blid hun-gepard, som sender Amors pil ind i ham med flg. salut:
"Hvis du er som jeg, må vi prøve at lære/ at værdsætte det, som vi er og skal være./ Geparden har farver, og alle skal med/ så sort, hvid og rød, gul kan være et sted."
Da Geo indser, hun har ret, vender farverne tilbage, og de to begiver sig sammen ud på savannen. Bartholin får med optimal effekt anslået alle mellemstadier i Geos op- og nedture med en raffineret kolorering, hvor farverne gul, sort, rød og hvid bruges som en art psykologiske markører i skabelsen af det rum, der udgør fortællingen.
Pibetrolden er en anden ud-i-verden-uden-mor fortælling af forfatteren Kåre Bluitgen (i fuldtonet samarbejde med illustratoren Birde Poulsen), hvor det iskrystalliserede blå-grønne arktiske nord danner en markant sanset og farvemættet baggrund for den dramatiske fortælling om Isbjørneunge, der vågner ved en klagende pibelyd og i sin forvirring over ikke at kunne finde sin mor kommer ud af hulen og ud i den sorte nat, han slet ikke kender. Det bliver til et møde med den nappende Hvide Ravn, den overalt hylende nordenvind Sila, tre spidstandede grovædertrolde og den væmmelige havheks, som har laks, hvalrosser og forliste sømænd gemt i sit hår. Ingen af dem har hørt om en irriterende pibetrold, og til sidst må en frysende og udmattet Isbjørneunge så slæbe sig hjem til hulen, blot for at konstatere, at pibetrolden stadig er der. Men det er den brummende mor også med og samt den lille nye Isbjørneunge, der ligger og piber under moderens ene pote. Med nyerhvervet storebrorværdighed må vor helt nu vente på at den lille bliver stor nok til at kunne tåle at høre om "det mod, der skal til for at begive sig ud i natten og besejre den på sin helt egen pote".
Pibetrolden er en uhyre vellykket billedbog, hvor Birde Poulsen, der er en forrygende dyretegner med fuld skrue på farvepaletten, får både hulevarmen og den isnende uhygge helt frem i læseoplevelsen.
Fantasiudforsker
Louis Jensen har tilsyneladende lavet en livslang og inspirerende pagt med sin indbyggede fantasiudforsker. Hans hovedprojekt er at lave en dansk pendant til 1001 nats eventyr, og han er siden starten i 1992 godt halvvejs med foreløbig seks ombæringer af hver 100 historier. En perlerække af små firkantede historier, der såvel i højde som dybde udfordrer alle krinkelkroge af en universelt afsøgende fantastik og alle fremragende og kongenialt illustreret af Lilian Brøgger. Ved siden af dette uefterlignelige projekt er Louis Jensen også forfatter til en lang række billedbøger, hvor en række af vore bedste illustratorer virkelig får kam til deres hår. I den seneste, Bent og den kinesiske kasse, hedder sparringspartneren Otto Dick-meiss, og han er med sin snurrige og lidt altmodische, surreelt farvede tegnestil på meget fin omgangshøjde med den begrebsmæssige omvendeteknik, Louis Jensen udfolder i fortællingen om drengen Bent, som synes, det sjoveste i verden er at gemme sig for moderen, mens hun kokkererer i køkkenet. Bent hopper ned i en kinesisk kasse, og som en anden Alice i eventyrland føres han her rundt i en række verdener, hvor den almindelige omverdenslogik er vendt om. I én verden spiser katte mennesker, i andre bliver mennesker til søm, græsstrå eller ure. Og helt andre steder bliver huse, bølger og bogstaver til mennesker. Hver gang når Bent lige at flygte, inden det går galt, og mod slutningen befinder han sig på et stort hav, hvor bølgerne er mennesker. Bent bliver selv en bølge og reddes af en ung rødhåret kvinde, som fra et skib smider en kasse ned til drengen, som føres til en ø med knivbevæbnede katte, inden han til sidst kommer tilbage til den kartoffelskrællende mor i køkkenet. Med Dickmeiss som opfindsom billedrejsefører føres læseren rundt i et fascinerende mylder af omvendeverdner, hvor ting og figurer udstyres med opspærrede øjne, der både udtrykker raseri, forundring og melankoli i et surreelt rum, hvor velkendte former, relationer og størrelsesforhold har fået en tur i vridemaskinen.
Auto-anden
Dansk børnelitteratur har i Marianne Iben Hansen fået en ny rim- og remsesmed, der virkelig kan fyre op under kedlerne. Det viste hun i sidste års meget vellykkede billedbog Nanna Nokkefår får nok, hvor modebranche og livsstilsfetichisme fik et par velplacerede gok i nødden. Den blev til i samarbejde med førnævnte Hanne Bar-tholin, og dette makkerskab fortsætter i Axel elsker biler, som er en fræsende dækhviner om anden Axels nærmest naturstridige optagethed af allehånde biler.
"Du er en and, du skal svømme," siger far og mor, men Axel gi'r dem bare baghjul og begiver sig ud i verden, hvor han finder et par motorcykelbriller og et løbehjul med motor, inden han hjælper elefanten med at finde dens forsvundne BMW. Med to giraffer som medpassagerer trækker de en havareret Ferrari hen til Harrys Autoland, hvor Axel får ansættelse som 'auto-and' inden den store finale, hvor hele Axels familie dukker op og får en tur i hver deres udvalgte bilmærke. Alt ender i familiesamlende bileufori.
Hele denne anretning serveres med smittende turbotempo på såvel tekst- som billedside. Marianne Iben Hansen har hele vejen en høj kadence i de rimede remser, der holdes oppe i fart af en række omkvæd, hvoraf ét lyder:
"Der er Bentley, Bugatti/ og WOW en Maserati/ en Buick med buler/en Chrysler, der er gul, og/ det svimler for Axel/ og med et lille piiip/ falder han besvimer om/ ved siden af en Jeep."
Og illustrator Bartholin holder sig ikke i vigesporet. Hun leger med dynamiske bevægelsesmønstre på de enkelte opslag, der former sig som veritable karrusel-ture, kulminerende på sidste opslag hvor vejbanesving og verbale opremsninger af biltyper fortsætter i en sammenhængende spiralerende kurve, der først slutter nederst på bogens bagside. Her går poesi, fartglæde og opfindsom ordleg simpelthen op i en højere enhed.
, ill. af Hanne Bartholin, 32 s., kr. 229,- Alma. ISBN: 978-87-7243-243-4.
Ellen Holmboe: Geparden Geo
, ill. af Birde Poulsen, 32 s., kr. 229,- Gyldendal. ISBN: 978-87-02-05727-0.
Kåre Bluitgen: Pibetrolden
, ill. af Otto Dickmeiss, 32 s., kr. 225,- Gyldendal, ISBN: 978-87-02-05409-5.
Louis Jensen: Bent og den kinesiske kasse
, ill. af Hanne Bartholin, 32 s., kr. 149,-Gyldendal. ISBN: 978-78-02-04007-4.
Marianne Iben Hansen: Axel elsker biler
