'PIS' er titlen på denne vidunderlige stinkbombe fra Det Kgl. Teater. Og jo, det er en pissegod forestilling - aktuel, rammende og uprætentiøs. Teksterne er af den uhøjtidelige Kamilla Wargo Brekling, som har digtet forestillingen frem sammen med sit team af kongelige hormonbomber: Janus Nabil Bakrawi, Rasmus Botoft, Peter Oliver Hansen, Lars Mikkelsen og Henrik Prip. For PIS er ikke højpandet klassikerteater med ufravigelige replikker. Det er show, sådan i en blanding af stand-up og revy. Og det er mundret og fucking pissesjovt, for nu at følge den maskuline sprogbrug. Men nej, de pisser ikke på scenen; (det er vel efterhånden noget, man kun gør i operaer). Til gengæld vælter disse pisseimponerende mænd ind gennem scenedørene med usædvanligt klart definerede mandetyper: Nørden med de mange telefonnumre. Normalfreaken. Verdens bedste far. Arbejdsnarkomanen. Underdog'en, der ikke engang fik lov til at køre bilen til sit eget bryllup - for det ville hun. Og alle de andre lige så almindelige mænd... Breklings mænd taler i munden på hinanden. Råber og tonser rundt, som drenge i frikvarteret engang. Og de går i omklædningsrummet og tester musklerne; der er nu ikke så meget at komme efter mere... De er bedst, når de taler sammen. Eller prøver at tale sammen. For det er åbenbart det, der er mænds største udfordring: At koncentrere sig lang nok tid til at tale sammen om, hvordan de egentlig har det. Nej, så er det lettere at prale med skaderne fra fodboldkampen i søndags.
Udødelige mænd
Hvad der fylder mest i replikkerne? Kvinderne, selvfølgelig. Yes! Og så arbejdet. Dødsangsten er næsten ikke nået disse mænd, selv om de er omkring de 40. Det må være testosteronen, der gør det: Mænd tror tydeligvis, at de er udødelige. Skuespillermæssigt bliver forestillingen en modig balanceren på absolut intet andet end klicheer om dagligdagen 2007 - omsat i replikker, du hørte i metroen i går. Men disse fem mænd løfter alligevel banaliteterne op med deres stærke nærvær og bizarre professionalisme i kunsten at skabe skæbner på kortere tid, end det tager at pisse over kors. For instruktøren Kamilla Wargo Brekling formår at skabe en helhed ud af disse strittende monologer. Allerbedst når mændene drømmer om alt det, de skal præstere lige om lidt. For fortiden og nutiden er der ligesom ikke mere at gøre ved, men fremtiden, du... Nogle af illusionsmonologerne skiller sig ud som wonderstatements, der kan blive små fem-minutters klassikere engang; (især altså hvis ikke DR Fiktion var blevet aflivet).
Oversete mænd
Tag f.eks. Henrik Prips drøm om at få sin egen Prip Cottage i Alaska. Sådan lige midt i det velfungerende mønstersamfund Priptown... Prips evne til at underspille folder sig her ud som et fyrværkeri i underdrivelser. Eller Rasmus Botofts selvimponerede pikdyrker og famefreak, der drømmer om at vandre med David Bowie på Manhattan, altså efter han har været oppe at skændes med en jordemoder i København. Botofts indædthed er så fokuseret, at alt bliver sort-hvidt i øjnene på ham. Eller Janus Nabil Bakrawis maste skilsmissefar, der gemmer sig i trappeopgangen, så han i det mindste kan høre lyden fra de unger, han har mistet - Bakrawi med vingearmene og de stærke, følsomme skuldre. Eller Peter Oliver Hansens mand med kræft, der smiler og smiler, mens han bliver belemret med naboen, der brokker sig over, at han ikke har båret sin skraldepose ned - Hansen med grinetænderne og de blanke øjne. Eller tag Lars Mikkelsens personlighedsforstyrrede alenefar, der manipulerer ungerne rundt i angstcirkler, mens han smiler tilfreds af sine forstående børn - og lover kæresten guld og visne skove, inden han kaster køleskabet i hovedet på hende. Mikkelsen har fantastens selvbedrag og machoens selvretfærdighed, og her bliver gåsehuden godt nok lovlig livagtig...
Velformulerede mænd
Som instruktør og forfatter har den nu 40-årige Kamilla Wargo Brekling gennemført sit ambitiøse eksperiment. Først skabte hun UNDSKYLD! til Det Kgl. Teater i 2005 efter samme princip, blot med kvinder. Så iscenesatte hun Peter Asmussens kvinde-monolog-stykke Om et øjeblik på Edison sidste år. Og nu har hun så defineret mændene i det nye årtusind. Mit køn, hvad vil du mer? PIS er desuden den mest kontante teaterudnyttelse af Takkelloftets døde kasserum til dato - med balkoner og lampenet i sving under hverdagsliderlige tivolipærer. Scenografen Helle Damgaard har i hvert fald fundet et potentiale i dette håbløse scenerum, der hidtil har været usynligt for de fleste. Men forestillingen viser også, hvor meget det nye skuespilhus er savnet! Og når du som tilskuer har grinet færdig og klappet, indtil drengene har fået røde kinder, kan du selvfølgelige bare sætte sig i havnebussen og bande over, at broen endnu ikke er bygget. Men du kan også bruge tiden på at læse en af de mest veloplagte og potente teaterprogramartikler længe trykt, nemlig Joakim Jacobsens overskudsstinkende 'Det store T'. Dette T står naturligvis for testosteron. Og her er såmænd bare forklaringen på, hvorfor mænd ikke kan multitaske, og hvorfor kvinder ikke kan udtænke verdenskrige. Hvis du altså ikke fattede pointen under forestillingen. Pisseflot!
"
PIS. Tekst: Kamilla Wargo Brekling & mænd. Instruktion: Kamilla Wargo Brekling. Scenografi: Helle Damgård. Lys: Antonio Rodrigues Andersen. Koreografi og instruktionsassistance: Karina Dichov Lund. Det Kgl. Teater på Takkelloftet bag Operaen til 1. nov. 1 t. 30 min.
Atter engang skal vi høre på det sludder om at mænd ikke kan multitaske eller kvinder ikke udtænke verdenskrige. Det er noget totalt og dybt uvidenskabeligt sludder, som tagerr udgangspunkt i nogle artikler, publiceret
at evolutions-biologer i USA, som mener at have fundet sandheden om, hvordan mænd og kvinder - i hjernen på dem. En sandhed der har fundet frem til gennem at teste et lille udsnit på måske 40 mænd og 20 kvinder.
Og så fare frem med dette budskab...som aldeles ikke passer.
Nu er det faktisk sådan, at hjernen forandrer sig alt efter, hvad den bliver brugt til. Og derfor kan de fleste mænd godt lære at multi-taske, ligesom de fleste kvinder godt kan lære at udtænke verdenskrige. Og sådan er det...
Er Margaret Thatcher, Madeleine Albright og Condoleeza Rica ikke 'rigtige' kvinder da, siden de alle opfører sig traditionelt maskulint. Kan man kun være en rigtig kvinde, hvis man er sød, blød og lækker eller en rigtig mand, hvis man er hård og kantet?? Åbenbart mener både dette stykke, instruktøren, skuespillerne, og journalisten dette!!
Der er ingen som helst reflektion over kønsrollernes betydning for vor adfærd eller hvad det betyder at den lille pige ser sin mor multi-taske
og derfor oplære4s til at gøre det samme. Næ, alt sammen sikal jeg absolut forklares evolutions-biologisk - uden håb for en egentlig ligestilling mellem mænd og kvinder!!
I en anden debat får Asmaa abdol Hamid på puklen for ikke at have fattet at kønnet er en social konstruktion (bl.a.) Åbenbart mener Joakim Jacobsen akkurat det samme som Asmaa - men ham er der jo ingen, der kaster sig over - for haner jo ikke muslim!! Og iøvrigt mon instruktøren, forfattern og journalisten kunne blive medlemmer af Enhedslisten?? Næppe!!!
I den samme debat har marielouise påvist at der i weekendavisen den 24.august 2007 har været bragt en artikel af en person (hvis navn jeg desværre ikke kan huske) som sagde, at problemet med alle de her undersøgelser der blev lavet om forskellen mellem mænd og kvinder ganske enkelt var at populationen(=N) var for små til at udsige noget som helst. Og når man så lavede de store undersøgelser, f.eks. på 50.000 mænd og 50.000 kvinder, ja så viste det sig, at der stort set ingen forskel var - udover tilfældighedsforskellene i varians og spredning. Og det viste sig at der var store forskelle mellem de enkelte mænd f.eks. - faktisk var den ofte større mellem mændene f.eks. end den var imellem de to køn, forskellen altså.
Hvornår kan journalister og andet godtfolk fatte, at mænd og kvinder først of fremmest er mennesker - ikke to væsener fra hver sin planet!!
/Karsten
(der er træt af alle myterne om de her ting....)
Rent bortset fra, at selve begrebet "multitaske" er noget vrøvl. Der er nogle, der er dygtigere end andre til hurtigt at skifte fokus, men ingen kan gøre flere opmærksomhedskrævende ting på en gang.
Der er ikke noget , der kan udløse stående ovationer hos rigtig mange mennesker, som bekræftelse af alle deres firkantede fordomme. Derfor er den type teaterstykker ofte en bragende succes. Ligesom TV-satirer og stand-up-comedy. Satiren er som regel stokkonservativ, selv om den har ry for at være det modsatte...
Hørt! HØRT!
Hey Karsten
Tænk at vi tilsyneladende er enige om noget for engangs skyld! Det gør mig helt glad. Men jeg vil nu også sige at selv jeg ligesom dig bliver træt langt ind i sjælen af at høre ting som:
'Det store T'. Dette T står naturligvis for testosteron. Og her er såmænd bare forklaringen på, hvorfor mænd ikke kan multitaske, og hvorfor kvinder ikke kan udtænke verdenskrige. Hvis du altså ikke fattede pointen under forestillingen. Pisseflot!"
- så vil jeg altså se forestillingen før jeg kaster mig ud at kritisere den. Men altså, alt det lamme og hjerneforladte ævl om at mænd er fra Mars og kvinder fra Venus. Testosteron og østrogen - som om mennesker ikke var andet end en ansamling kemiske væsker.
Jeg prøver at linke til artiklen "En sexet historie" af Mikkel Wallentin fra Weekendavisen som du omtaler (du har altså lagt lidt extra til indholdet af den artiklen, det var lige før jjeg ikke kunne genkende den fra det du skriver).
Håber det kan lade sig gøre.
www.weekendavisen.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20070824/IDEER/108240098...
hej marielouise
Ja, vi er åbenbart enige her :)
Men det var nu ikke i 1. omgang teaterstykket, jeg reagerede på. Det var teaterprogramartiklen, jeg reagerede på. Og det var konklusionen af denne, jeg reagerede på. Og nu kunne jeg ikke lige huske hele artiklen som du har haft held til at linke til ;) - blot huske at det var noget med at en person havde sagt noget med at hvis man lavede store undersøgelser om forskellen mellem mænd og kvinder, ja så viste det sig at forskellene ikke var så store endda...
Hele problemet er, at hjerneforskerne, dvs. læger og psykiatere mv. intet aner om f.eks. arkæologi, antropologi eller sociologi, men kun er ude på at reducere mennesket til en maskine, til ren & skær biologi, fordi man så nemmere kan kontrollere menneske-kroppen, dvs. reparere menneske-kroppen eller skære de menneske-kroppe fra, som samfundet ikke mener det har brug for... når den hellige danske konkurrence-stat skal overleve...
/Karsten