Læsetid: 3 min.

Pisseskæv

Og pisselang. Men pisseinteressant. For selv om man måske er ved at kaste op over endnu en 'Albee-sunrise', så er Mynster og Spanning vidunderligt skruppelløse i 'Hvem er bange for Virginia Woolf?'
Potens og graviditet slår endnu en gang gnister i Edward Albees -Hvem er bange for Virginia Woolf?- Her vrider Sarah Gottlieb sig i sit nygifte mareridt foran Søren Spannings selvspankende desperado, mens Karen-Lise Mynster er i køkkenet med præmietyren...

Potens og graviditet slår endnu en gang gnister i Edward Albees -Hvem er bange for Virginia Woolf?- Her vrider Sarah Gottlieb sig i sit nygifte mareridt foran Søren Spannings selvspankende desperado, mens Karen-Lise Mynster er i køkkenet med præmietyren...

Thomas Petri

2. oktober 2007

"Pis! Pis! Pis!," siger Karen-Lise Mynster. "Pisseligeglad," vrænger Søren Spanning. "Floskelfisse," håner hun.

Men selv om Viggo Kjær Petersen har opfrisket Edward Albees tekst til en yderst bramfri sekrettone anno 2007, så bliver denne opsætning af Hvem er bange for Virginia Woolf? - pisselang, for nu at blive i jargonen. Mange replikker bliver så stillestående, at de bliver ligegyldige. Og plottet føles pinligt konstrueret. Sådan á la: Først lyver hun, så lyver han, så afslører hun løgnen, så kommer han med en ny løgn...

De 45 år siden urpremieren kan godt mærkes på denne parholdsklassiker. Og jo, den gamle Strindberg forekommer stadig langt mere hudløs og tidløs end teksterne af den nu 79-årige Albee. (Og så slipper man for drinks med isklumper hos Strindberg.) Alligevel er forestillingen også pisseinteressant. Fordi Karen-Lise Mynster og Søren Spanning spiller de berygtede karakterer som Martha og George op til en sand opvisning i skuespillerkunst, når den er mest ekvilibristisk, mest forførende, mest neurotisk. En fandenivoldsk Mynster og en tilbageholdende Spanning formår at skabe et troværdigt parforhold lige for øjnene af tilskuerne, kun for at ændre det, så magten hele tiden flytter fra den ene til den anden. For er George virkelig en hængerøv? Er Martha virkelig den stærkeste?

Glid med i mareridt

Stykkets skruppelløshed bliver hos furien Mynster og strategen Spanning snarere fortolket som desperation. Allerherligst når de taler i munden på hinanden med musikalsk raseri. Dette par har et ritual, de skal gennemspille - og det ritual kræver desværre nogle nogle uskyldige vidneofre hver gang. Denne gang er det så bare Sarah Gottlieb og Jan Meyers unge par, der kommer til at ringe på.

Instruktøren Ulla Gottliebs tolkning rummer dog en lille lænen hovedet mod den andens skulder, der indgyder fortrøstning i dette ulykkelige ægteskab. Og instruktionens mest nutidige greb er måske ellers, at hun lader den unge pige glide med ind i det ældre pars selvdestruktion på en næsten hypnotiseret måde. Som den unge Honey formår Sarah Gottlieb i hvert fald flot at balancere på grænsen mellem psykose og oprør - uskyldig og medskurk på samme tid. Og hun smyger sig ind i den sære og svære mareridtstekst, så hun næsten virker som en datter af dette par, der ikke foretager sig andet end at vente på, at sønnen kommer hjem...

Jan Meyer, derimod, forbliver en fremmed i rollen som hendes mand Nick. Både for lidt offer og for lidt sejrherre, uanset hvor forståelig hans opportunisme bliver her mellem de rablende. Men uden troværdigt at kunne kline sig ind mellem Mynster og Spanning, præmietyr på et køkkenbord eller ej.

Drop første akt

Forestillingen liver gevaldigt op efter pausen. Birgitte Mellentins linjesikre scenografi i rødt, hvidt og sort afslører på det tidspunkt afsløret sprækken til fortiden - og til fremtiden - så klart, at indespærringen i det perfekte hjems samtale-hinanden-ihjel-sofa sætter sig i tilskuerens krop. Ligesom Thomas Matyjasiks underdrevne og helt præcise lyddesign når tilskuerens ører længe inden replikkerne.

Det kætterske spørgsmål er så, om stykket efterhånden kunne spilles bare som andenakten. Om man simpelthen kunne droppe første akt. Så kunne det moderne publikum selv sidde og gætte sig til, hvad der gik forud. Og så slap tilskuerne for den omhyggelige plotpræsentation med far-afhængighed og ægtemand-forsørgelse, som dømmer stykket gammeldags. Men nej, så ville skuespillerne ikke kunne opbygge det crescendo af følelser, der netop i andenakten skal kulminere og brase sammen. Så det går nok ikke.

Men hvem ved, hvad man kan finde på, når man er ved at kaste op over endnu en 'Albee-sunrise'? Til februar kommer stykket op igen på Østre Gasværk, instrueret af Maria Vinterberg og med Paprika Steen og Lars Brygmann i hovedrollerne. Og i Jon Stephensens egen scenografi under kuplen.

Hos Folketeatret, Det Danske Teaters nye fusionsnavn, er scenen den velkendte, turnéegnede kukkasse. En retvinklet ramme om en forestilling, der virker pisseskæv.

Hvem er bange for Virginia Woolf (1962). Tekst: Edward Albee. Oversættelse: Viggo Kjær Petersen. Instruktion: Ulla Gottlieb. Scenografi: Birgitte Mellentin. Folketeatret (Det Danske Teater) på turné til 9. dec. 2 t 45 min. I aften i Rønne, torsdag Lyngby, fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu