Læsetid: 3 min.

Pludselig ser verden anderledes ud

Det hænder, men det sker alt for sjældent i Simon Grotrians nye, oftest ganske lukkede digte
23. oktober 2007

20 år er svundet hen, siden Simon Grotrian udsendte sin første digtsamling, Gennem min hånd, og skal man i denne højtidelige anledning sige noget entydigt positivt om hans nye digte, må det blive, at han tydeligvis er forblevet tro mod sig selv. Den medgang og store opmærksomhed, hans salmer med rette har skaffet ham, har, kan vi se af Ofelialåger, ikke fristet ham til at gå det allermindste på kompromis i forhold til sin gamle metier som hermetisk lukket poet. Vi er tilbage i de kendte baner af original og intens ulæselighed.

På tværs af de fire sekvenser i bogen går en optagethed af skikkelserne Hamlet og Ofelia som spejle for det digtende 'jeg' i kraft af deres udfordrende og uudgrundelige position hos Shakespeare: to ofre for en nedrig, uforstående omverden - eller to unge, hvis væsen dømmer dem til at stå uden for alt, og som derfor må studeres gennem titlens 'låger', altså via åbninger ind til et andet og dybere rum.

Endvidere kredser Grotrian som sædvanlig om troen, hvad der f.eks. markeres af gloser som kors og andagt, altergang eller ornat. Og endelig vender digteren gang på gang tilbage til skriftens handling, sin egen praksis, som når han taler om kuglepennen og 'ordet' samt om enkelte tegn såsom punktum eller komma:

"Du strør kommaer som sædceller mellem mine ord," lyder således en henvendelse til - ja, til hvem? Korrekturlæseren?

Mørke og lys

"Min hjerne koger under bølgen, der sætter denne blyantsflugt i gang," skriver Simon Grotrian i en anden af bogens metapoetiske passager. Og fortsætter så, majestætisk smukt:

"Det ydre og det indre smelter sammen, det er at elske."

En ligeså fornem, indholdsmæssigt beslægtet formulering lyder: "De ord, der sprænger universet, er din kærlighed."

Sådan kan Grotrian sagtens skrive, når han for et par linjer ad gangen billedligt talt træder ud i lyset. Og at han faktisk kan blive derude gennem et helt digt, derom vidner følgende perle:

"Det regner fra Vorherres himmel ned på de sprogløse. De finder en glose. Blomst. Og pludselig ser verden anderledes ud."

De tre steder, jeg har citeret i ovenstående afsnit, må betegnes som undtagelser fra en regel, nemlig den, at man for at læse Grotrians nye digte må springe fra flage til flage på et ishav af kulsort snak. Mange af bogens digte kunne for min skyld lige så godt være på gælisk, for jeg fatter rent ud sagt ikke en hujende fis. Navnlig ikke af et digt som dette:

"Traktorsporet valser med sin pilefletning. Jeg må bare finde mig i, at kuglepennen damper over havets kruseduller, folder livet ind i nældebrand og larve. Jeg køber panik. Jeg har råd til at modtage gaverne, hagl for eksempel. Parkerede digte, der sniffer i kor. Er der væg bag tapetet? Issort styrter evighedens maske, og jeg svitses af dit blik."

Radio Timbuktu

Her kan man identificere det metapoetiske spor i den dampende kuglepen og digtene, der sniffer i kor, og man kan ane den gennemgående tematik: foran og bagved, tapetet og væggen, lågerne bag hvilke et billede muligvis findes, venter på, at nogen skal se det. Og alligevel opleves teksten som at lytte til nyheder fra Timbuktu på en kortbølgeradio, hvis knitren overdøver ethvert ydmygt tilløb til sammenhængende mening. Det er som at betragte bagenden af en kunstfærdig vævning, der stritter af frynser og klodsede knuder - og så, forhåbningsfuld, vende stoffet og opdage, at det var forsiden, man så; bagsiden er endnu mere flosset!

Jeg hensættes i en tilstand af imponeret frustration, eller skulle vi sige: benovet træthed. Tænk, at vi får mulighed for at læse digte som disse, og støn, hvor er det dog anstrengende, at der er så mange - og at de ikke åbner hinanden. Hvor andre svære digtere langsomt kan folde sig ud, ved at du prøver igen og igen, langsomt hamrer dunkle sammenhænge frem, forbliver Simon Grotrian for mig at se bortvendt, krummet om sit eget associationsrum, egensindigt opsat på springet og de originale fund som sin digtnings højeste principper.

Træder jeg på afstand af hans digte og min egen lidet givende bestræbelse på at afkode dem, kan jeg skam sagtens se, hvorledes Grotrian konsekvent udfordrer 'rationaliteten' og stedse problematiserer en 'traditionel' forhåndsforventning om hoved og hale på lyriske digte. Problemet er blot, at vender jeg fra denne teoretiske erkendelse tilbage til den enkelte tekst, så sker der stadig for lidt. Jeg prøver at hilse på en eller anden og får oftest samme svar efter folkeeventyrets melodunte: Goddag, mand! Økseskaft.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu