Læsetid: 6 min.

Radiohead slår indierocken tilbage til start

Radiohead har med sit syvende album slået indierock tilbage til den oprindelige, uafhængige position. Fri af multinational pladekontrakt og musikalsk markedsøkonomi, som vi kender den. Og dermed viser de os, at kunst lever og ånder fint uden forskudshonorar
Thom Yorkes sangstemme folder sig smukkere og mere nuanceret ud end nogensinde før på Radioheads nye album, -In Rainbows-.

Thom Yorkes sangstemme folder sig smukkere og mere nuanceret ud end nogensinde før på Radioheads nye album, -In Rainbows-.

Anders Birch

13. oktober 2007

For en knægt som overtegnede, der er rundet af indierock-traditionen, er et nyt Radiohead-album noget af en begivenhed. Nyt fra et band med høj kunstnerisk integritet, kreativt fremsyn, umiskendelig viljestyrke og egensindighed, ja, sågar en anselig moralsk habitus; nyt fra et band, der altid har opført sig som om de var indie, altså independent, uafhængige.

Kvintetten fra Oxfordshire, England, har siden sit andet album, The Bends, fra 1995 ramt liflige smertepunkter i den blege vestlige middelklasse i evindelig materiel ekspansion og på stadig åndelig skrump. Og over fire albums - The Bends, OK Computer, Kid A og Amnesiac - introducerede de nye alternativer for rockmusikken i mainstream: progrock, symfonisk rock, indietronica. Breakbeats, mikroprogrammeringer, støj, ambient og sturm und drang. Kun himlen var i vejen, når først træerne begyndte at vokse under Thom Yorke, Ed O'Brien, Phil Selway, Jonny og Colin Greenwoods kyndige fingre.

Men Radiohead blev faktisk først kontraktmæssigt indie - uafhængige af et multinationalt pladeselskab - i 2003 efter sit sjette og ikke ubetinget vellykkede album Hail To The Thief. Først da havde de opfyldt deres kontrakt med EMI. Og det har de i det herrens år 2007 udnyttet til maksimal effekt ved at udsende deres nye album på en lidt anderledes måde end man ynder i de dyre executive-kontorer. Det udkommer nemlig kun som et mp3-album (senere følgere andre formater), og det bliver solgt til den pris, som folk beslutter at betale - om det så er 0 kroner.

"It is the 21st century/You can fight it like a dog/And they brought me to my knees," lyder det på Radioheads nye og syvende album In Rainbows.

Så dette er altså en anmeldelse af et stykke musikhistorie: In Rainbows er det første store musiknavns definitive brud med den multinationale musikbranches anale forhold til downloading.

Kendt land

Musikalsk er In Rainbows ikke musikhistorie. Nærmere en opsummering af Radioheads karriere i forsoningens og kammeratskabets lys. Det er et strålende album (men ikke et af de bedste fra bandet), tag ikke fejl af det, det er blot et album, der besøger gammelkendte territorier. Her er kompositioner, der vækker mindelser om sange tilbage fra The Bends, elektroniske perforeringer a la Kid A og tårnende strygerarrangementer, som toppede på "Pyramid Song" på Amnesiac.

Her blottes mere gæld til både Beatles og Autechre, men her er også svage afklange af svundne bomuldsmarkers spirituals i forsanger Thom Yorkes sangstemme - som folder sig smukkere og mere nuanceret ud end nogensinde før. Ja, vi tangerer hulbrystet croon et par steder. Og her er påvirkninger fra tidlig funk og nigeriansk afrobeat i Phil Selways trommespil, som faktisk er albummets friskeste pust - altså når han slipper de mere rockmusikalske strategier til fordel for frækkere synkoperinger, rislende kattepoter og kække ryk med fare for hofteskred.

Hjemkomst

In Rainbows emmer af moden ro og kammeratlig spilleglæde. Den blændende acceleration er overstået, i hvert fald for en stund, og bandet er vendt tilbage til det erobrede land for at kultivere og udvikle.

"How come I end up where I started/How come I end up where I belong", spørger Yorke på åbningsnummeret.

Og man har ikke ondt af ham eller for den sags skyld sig selv. For det er en hjemkomst fortalt af et spirituelt og begavet band. Få kan klistre så flyvedygtige vinger på en ballade som Radiohead, få kan overbrodere eller intellektualisere en rocksang uden at forcere som Radiohead, få kan flyve væk på en falset med så dybtstikkende ankre i sjælen som Thom Yorke.

Der er en fornemmelse af, at sangskrivningen, arrangementerne og produktionen er blevet poleret og poleret og poleret, gjort stadig mere flydende, strømmende og afrundet. Ikke som i modhagefri, men som i stærkt forførende, hvis ikke vanedannende. Rytmikken bidrager til dette, det intime og brillante samspil lige så. Og måske også - i mindre heldig grad - den kun halvgode, let uldne mp3-kvalitet (160 kbps), som Radiohead af uransalige årsager har valgt at udgive deres nye opus i. Men ikke desto mindre gør det In Rainbows til gruppens mest imødekommende album længe.

Til sidst løber jeg sur i de mange ballader og messer på In Rainbows, og mod slutningen af albummet kommer jeg til at savne åbningsnummeret "15 Step" og dets innovative blanding af krøllede digitale beats, ambiente klange, afrobeat-trommer og trademark-vemodig guitar. Det virker en smule for komfortabelt at satse på salmernes magt, når evolutionen så evident stadig er en mulighed for Radiohead.

Men det er altså kun under påvirkning af et par enkelte sange, at jeg når at tænke det, mens jeg under andre sange - såsom "Weird Fishes/Arpeggi" og "Reckoner" - forsøger at abstrahere fra gåsehuden i et forsøg på at formulere de smukke ægteskaber mellem kirkerum og synkoperinger, som peger frem mod en ny form for soul i Radioheads i forvejen betragtelige register.

Gennem møllen

Ordet indie kommer som før nævnt af independent, og begrebet indierock refererede faktisk oprindeligt til pladeselskaberne bag musikken, nemlig til selskaber uafhængige af de store multinationale pladeselskaber, de såkaldte major labels. Op gennem 1980'erne voksede en ny modkulturel og egensindig rock frem i Storbritannien og USA, en rock, der vristede sig fri af gældende normer og blomstrede på uafhængige selskaber. Et voila: Indierock var født.

Nu vil musikkulturen og -industrien det bare sådan, at alle genrer før eller siden indoptages i fast form i den store musikkulturelle mølle. Det sker på den måde, at en samling mere eller mindre løst definerede stilistiske træk fastfryses og kommer til at danne genkendelig ramme og catchphrase. Et snapshot af en storhedstid, der mister stadig mere kontrast og dybde for hver upersonlige kopi, der sendes på markedet. Og snart løsrevet fra udtrykkets oprindelige emotionelle indhold, kreative aspirationer og etiske fordringer i forhold til den tid, musikken blev født i. Tænk bare på, hvad punk er blevet i mainstream - ikke lige frem en sikkerhedsnål i øjet på nogen eller noget. Eller på, hvad der skete med al den ungdommelige pigtråd, man kunne stikke sig på i den oprørske rock'n'roll.

Således er indierock i dag blevet en chic betegnelse for bands med stramme cowboybukser, pæne jakker og partisanhalstørklæder, ofte med multinational pladekontrakt og sjældent med et videre kreativt forhold til den new wave-rock fra 70'erne og 80'erne, som de suger så sultent på.

Tilbage til start

Så også indierock er blevet tømt for sin fordring om uafhængighed af både kreative normer og kapitalisme i fuld firspring. Men det har Radiohead vendt på hovedet med In Rainbows. De har - i hvert fald økonomisk - slået indierock tilbage til start, til den oprindelige, uafhængige position. På et nyt niveau. Fri af multinationale bånd, ja, fri af musikindustriel markedsøkonomi, som vi kender den.

De viser os, at musikken og kærligheden til den er der, uanset om offentligheden vil betale for den eller ej, at kunst lever og ånder fint uden forskudshonorar. Hvad folkets og pengepungenes dom vil blive, virker irrelevant i forhold til selve værket.

In Rainbows er et smukt, spirituelt værk, en indsprøjtning af høj kvalitet, begsort blæk i den ubegribeligt uskarpe grød af babylonisk selvudfoldelse, som internettet og vores kultur er blevet. En plade med masser af dødsbevidsthed i teksterne, hvor protagonisten både når himlens porte og mærker ormenes bid. Og hvor myten om Faust meget passende vendes. Og vi får ord som "What's the point of instruments/Words are a sawed off shotgun".

Well, Mr. Yorke, uden instrumenterne havde I ikke kunnet lave denne musikalske uafhængighedserklæring. Jeres værk står i egen ret, men den er også udsendt som et instrument, en måske afgørende udfordring af et vaklende system. Verden ser til i spænding, og det giver jer stor magt. Brug den kløgtigt.

Radiohead: In Rainbows (intet pladeselskab). Kan downloades via www.radiohead.com - du bestemmer selv til hvilken pris

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu