Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Redskab for budskab

Inge Eriksens nye roman: en topstyret fiktion om flygtningens liv som nutidens skæbne
Kultur
11. oktober 2007
Romanens personer står alle i tjeneste hos en topstyret fiktion, ledet og fordelt af en fortæller med ét bestemt samlende ærinde - nemlig at plædere for menneskeværdighed og frihed samt at lægge et kærligt ord ind for forskelligheder på alle planer.

Romanens personer står alle i tjeneste hos en topstyret fiktion, ledet og fordelt af en fortæller med ét bestemt samlende ærinde - nemlig at plædere for menneskeværdighed og frihed samt at lægge et kærligt ord ind for forskelligheder på alle planer.

Morten Holtum

Hvis der i en ikke alt for fjern fremtid bliver lavet specielle rygeområder i dansk litteratur, kan Inge Eriksen være bombesikker på en plads i osernes skammekrog. For hendes fiktive personer smøger den gerne heftigt og bander sammen stygt over tabet af deres frihed.

Drikke kan de skam også. Gin og tonic. Whisky, en dobbelt cognac. Fadbamser i spandevis. Man spejder forgæves efter en spuns omme i ryggen af bogen, og man frygter, at det vil skvulpe, når man i nervøs bæven nærmer sig lufthavnens sikkerhedskontrol med hendes nye roman omme i sin rygsæk.

Alt imens personerne i Blues for en lyserød sko ryger og drikker, men også når de hverken ryger eller drikker, snakker de, uophørligt. Helst om deres opvækst og fortid, og om deres følelser, som gerne er sammensatte og voldsomme. Eller de diskuterer spændende materier, såsom europæiske identiteter - eller skulle man sige: manglen på samme, eftersom det at have en identitet i Inge Eriksens univers næsten er lige så farligt som krig og antirygekampagner.

Lægen og tolken

Dog, forfatterens helt store kæphest er i denne omgang flygtningepolitikken. For at belyse den opfinder hun to heltinder, som primært har det til fælles, at de som små børn måtte flyttes og flygte. Scarlett, der nu er pensioneret læge og først i 70'erne, blev i 1939 sendt fra London og ud på landet, og tolken Rosa, der er godt 15 år yngre, måtte i 1956 forlade hjemlandet Ungarn i hast med sine forældre og sin mindre bror. De kom til Danmark, og de blev solidt integreret.

Inge Eriksen lægger flot ud med at føre sine to kvinder sammen på en spansk ferieø, hvor de på stranden finder - titlens lyserøde sko. Den har tilhørt hotellets ret umusikalske østeuropæiske pianistinde, der samtidig bliver fundet druknet og åbenbart dræbt.

Vi læsere skal imidlertid ikke vente os nogen nervepirrende krimi. For hvad der interesserer forfatteren, er mennesker, deres holdninger og deres meninger, det sidste endda i et omfang, så læseren nemt kunne gå hen og få meningitis.

Længe leve forskellene

Man kan også sige det på den måde, at romanens personer alle står i tjeneste hos en topstyret fiktion, ledet og fordelt af en fortæller med ét bestemt samlende ærinde - nemlig at plædere for menneskeværdighed og frihed samt at lægge et kærligt ord ind for forskelligheder på alle planer.

Om Rosas datter Maria, der i handlingens løb udnævnes til solodanserinde ved Den Kongelige Ballet, hedder det således karakteristisk, at hendes evne til at modtage kærlighed måske kan være medfødt, men også i allerhøjeste grad er blevet "forfinet af en opvækst med adskillige kulturelle og menneskelige forskelligheder i hendes allernærmeste familie". Hermed refereres der til Rosas ungarske og jødiske baggrund, men også til, at Marias fader Marcus er libaneser. Heraf navneblandingen: Rosa Kiss Malouf.

Scarlett derimod er mere etnisk 'ren'. Og får i romanens løb anledning til at gruble alvorligt over sin engelske 'identitet': Er englænderne overhovedet nogensinde blevet europæere? Dog, også Rosa bevæger sig, og da Marcus er blevet dræbt under et israelsk bombeangreb, reagerer hun ved at tage sig af alle mulige andre end lige netop sig selv og får et nervesammenbrud, hvor det for en gangs skyld bliver hende, der må ligge på langs og lade sig beværte.

Jeg'ernes sameksistens

Inge Eriksen fortolker tilsyneladende dette sammenbrud på et psykologisk niveau. Men det ligger samtidig i romanens parallelopbygning, at Scarletts evne til 'afstandsfokusering' nok også er værd at tilegne sig. Den ene heltinde har godt af at komme andre nærmere, den anden bør nok lære sig at holde større distance. Man er som menneske del af et 'vi', men du er også et 'jeg' og skal med værdighed tage vare på dig selv.

Hvor meget jeg end kan sympatisere med disse i bund og grund sunde etiske og politiske tanker, undgik Blues for en lyserød sko ikke at oprøre mig fælt. Den er hellig på en aldeles ulidelig måde, men den er frem for alt sjusket skrevet. Der forekommer således sætninger, der simpelt hen ikke er tænkt ordentligt igennem, og der føres et poppet jargonsprog, som jeg opfatter som direkte uskønt.

Et eksempel på det første får man, da Rosa er på vej med tog fra København til Aalborg. Her står, at i Aarhus havde de ringet sammen - hun og hendes bror - selv om kun hun er i Århus!

Anmassende pædagogik

Som smagsprøve på jargonen behøver man vel kun nævne, hvordan en person hos Inge Eriksen ser ud over en forsamling. Det hedder at scanne! Er man fanget i en art dobbeltbundethedssituation, kaldes det 'catch-22', og da Scarlett med glæde erfarer, at Rosa omsider har set blomsten, hvis navn hendes elsker og mand brugte som kælenavn til hende, "dekreterer" veninden gudhjælpemig "celebration". Altså, helt ærligt: hvor krukket kan man være?

På det kompositoriske plan må det irritere, at Inge Eriksen to gange (men heldigvis langt fra hinanden) serverer den samme temmelig perifere oplysning om Rosas hollandske penneven, samt at vi til slut absolut skal have repeteret den om, hvorledes hendes mor sang jiddische sange, når hun skulle sove. Kalkulerer forfatteren med, at læseren glemmer den slags? Eller bilder hun sig ind, at anmasselsen fremmer forståelsen? Måske, men det virker kluntet, ikke mindst i en roman, der ærbødigt henviser til store forgængere og forbilleder udi fortællekunsten såsom Charlotte Brontë og Jane Austen.

Hvad kunne de, som Inge Eriksen ikke kan? Give figurerne tid og plads, lade dem vokse frem, få en selvstændig stemme, i stedet for at gøre dem til lydige redskaber for forfatterens budskab.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her