Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Så gnisterne står

Anne Linnet har føjet endnu et hovedværk til sin produktion, hvor Ulla Henningsens seneste cd-udgivelse har karakter af en kedelig parentes
Anne Linnet leverer på sit nye album tolv meget, meget fine sange (heriblandt en to til tre decideret sublime), som trods et bredt stilistisk spænd ikke desto mindre i samlet trop udgør den smukkeste buket sange af stor sammenhængskraft.

Anne Linnet leverer på sit nye album tolv meget, meget fine sange (heriblandt en to til tre decideret sublime), som trods et bredt stilistisk spænd ikke desto mindre i samlet trop udgør den smukkeste buket sange af stor sammenhængskraft.

Tine Harden

Kultur
20. oktober 2007

Min respekt for Anne Linnet er noget nær afgrundsdyb. Derfor har det også været en uhørt fornøjelse at opleve den kunstneriske renæssance, der har fundet sted hos denne superbe sangskriver. En renæssance, der begyndte for to år siden med det suveræne "Her hos mig", hvor Linnet efter en længere kompositorisk tørkeperiode atter demonstrerede sit overlegne håndelag som sangskriver på et neddæmpet, personligt henvendende udspil. Spækket til randen med formfuldendte kompositioner skal vi tilbage til 1988's "Jeg er jo lige her" for at finde lignende prægnans i såvel tekst som musik. Skulle man have været så letsindig i den mellemliggende periode at have glemt, hvor fremragende hendes bedste sange egentlig er, kan man passende investere i det suveræne opsamlingsalbum Nattog til Venus (1999), der i den grad indeholdt cremen fra en utrolig aktiv og vidtfavnende karriere. Den overbeviste i hvert fald en gang og for alle undertegnede om, at Anne Linnet hører til blandt de allerbedste sangskrivere, der p.t. går rundt blandt os almindelige dødelige og trækker vejret.

Og det kan nok være den kunstneriske optur fortsætter for Linnet på hendes seneste album, det herligt afvekslende og voldsomt vitale Akvarium, som efter en god uge i spilledåsen allerede kandiderer til listen over årets danske albums. For helledusseda, hvor man får noget for sine surt sammenskrabede sparepenge her - 12 meget, meget fine sange (heriblandt en to til tre decideret sublime), som trods et bredt stilistisk spænd ikke desto mindre i samlet trop udgør den smukkeste buket sange af stor sammenhængskraft. Produceret med nerve, myndighed og nysgerrighed af sønnen Marcus Linnet og spillet til ug af Linnets faste hold, her og der suppleret med udvalgte gæstestjerner handler det i og for sig bare om at gå ombord i herlighederne.

Fysisk pågående

I modsætning til sin neddæmpede og overvejende akustiske forgænger sparker den ny cd elektrisk røv, så gnisterne står. Linnet har ikke været så fysisk pågående siden de gloriøse 80'er-dage med Marquis de Sade og som det dog klæder hende at smide tøjlerne og bare strække ud. Her kan danses, kan De tro. Cirka halvdelen af numrene besidder en både indbydende, inciterende og spændstig rytmik, der øjeblikkeligt forplanter lytteren, som vil opleve, hvor svært det er at sidde stille til det her. Numre som "Hva' har du set", "OK", "Byen ånder", "Ka' ik' sig' nej" og til dels titelnummeret viser Linnet fra hendes mest fandenivoldske, sanselige og alligevel fuldstændig hengivne side; her siger hun endnu engang ja til livet, så det runger og hun formår at transmittere sin uimodsigeligt robuste livskraft durk til lytterens modtager.

Endvidere har Linnet begået to indtagende kærlighedssange til vor hovedstad, som stolt føjer sig ind i rækken af hyldester til vor lille hovedstad; her i form af henholdsvis en morgen- og en aftensang. Det er dog et par rislende smukke ballader, der besidder pladens mest mindeværdige melodier; den flygtigt drømmende "Fodspor" gik lige i mine tårekanaler (igen, Anne, for fanden!), mens "Poesi" er en af dens slags tonerækker, man kun slipper af med ved kirurgisk indgreb. Endelig besidder titelnummeret en tekstlig skarphed, der nok skal få det til at gibbe i nogen. Så selv et par bagateller som "Solen og månen" og "Blå luft" kan ikke forrykke billedet af et hovedværk fra en af vor største sangsmede, som i den grad synes at have (gen)fundet melodien og den der forbandede glæde ved at synge og spille den.

En forspildt chance

Noget af det, der karakteriserer Anne Linnet, er tyngde. Hun fylder godt i landskabet, fordi hun besidder substans. Og det samme gælder såmænd den gode Ulla Henningsen, der mest er kendt som skuespiller, men også med mellemrum har markeret sig som karakterfuld sanger med et blandet repertoire. Her i hytten har husets frue således voldspillet Henningsens Liva Weel-fortolkninger fra tv-serien Kald mig Liva (1992) og ikke mindst hendes fine jazz-udspil. "The Man I Love" fra 1996; og personligt elsker jeg hendes tolkning af Anne Linnets fine "Du kysser som en drøm", et Grand Prix-bidrag fra 90'erne. Så det var med høje forventninger jeg nærmede mig Skønne spildte dage, der på papiret lignede en sikker vinder. 13 sange på dansk, heriblandt numre af C.V. Jørgensen, John Mogensen og Gasolin samt 10 udenlandske standards i danske oversættelser ved enholdsvis Nikolaj Nørlund, Jens Unmack og solisten selv. Det skulle ikke kunne gå galt.

Især når de udenlandske forlæg er så stærke, som tilfældet er - bl.a. godter som Charles Aznavours "Hier encore", Bob Dylans "Standing in the Doorway" og Jimmy Ruffins torch-klassiker "What Becomes of the Brokenhearted" - kan man ikke fortænkes i at forvente det ypperligste. Men desværre svigter pladens triste og totalt forudsigelige arrangementer fuldstændig solisten, og Nikolaj Nørlunds stramt naturalistiske og idéforladte produktion gør ikke resultatet et hak mere spændende. Tværtimod. Der er ellers linet skrappe musikere nok op til indtil flere spændende udgivelser af denne karakter, men kors, som de dog på intet tidspunkt får lov at folde sig ud og blive bare lidt interessante, alle gode intentioner til trods. Det nytter så ikke stort, at Henningsen lægger sin hele sjæl og store tekstforståelse i projektet og ved flere lejligheder præsterer det decideret gribende, idet backingen på intet tidspunkt løfter sig op over en sløv og kedelig kopi af tidens grasserende americana/alt. country-stil i en sjasket, ofte uswingende aftenskole-version, garneret med lamme forsøg på at svinge sig op i den klassiske pops højder. En forspildt chance og en stor, stor skuffelse for enhver, der måtte sætte pris på Ulla Henningsen skarphed og uimodsigelige særpræg. Hvem siger, man ikke skal græde over spildt mælk?

(Sony-BMG)

Anne Linnet: Akvarium

(Auditorium/A:larm)

Ulla Henningsen: Skønne spildte dage

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Birthe Gawinski

jeg har lige læst anmeldelsen og downloadede straks pladen fra iTunes - wauw hvor er den bare fantastisk!!!!

Hun kan bare det der :-)