Læsetid: 2 min.

Sammensathed hører med

Annemette Kure Andersens ottende digtsamling former sig som en stadig vækst frem imod kærligheds kompleksitet
1. november 2007

Man kan nok nemt tage fejl af Annemette Kure Andersens digte. De fylder som regel ikke ret meget. De kan virke så enkle og spinkle. De stiller sig aldrig op foran sig selv og hujer ad deres læser. Men de bider sig alligevel fast i kraft af udtrykkets intensitet, og de bæres af en lidenskab, der på én gang er æstetisk og erotisk.

Allerede med sin kræsne debut Dicentra spectabilis (dvs. Løjtnantshjerte, 1991) satte hun en høj personlig standard, og siden har hun i seks nye samlinger udforsket skarpt definerede former og samtidig undersøgt kærlighed, kunst, natur. Men kærlighed især.

I den henseende danner hendes ottende lyriske opus, Andetsteds, ingen undtagelse. Den udspiller sig imellem et talende længselsfuldt jeg og et elsket anråbt du, og den former sig som en bølgende rytme af tilnærmelse, tilbagetrækning og tilnærmelse, med jeg'et som den hengivne, insisterende part: "du skal tage mine hænder og følge med".

Kropslig retorik

Foran er som motto anbragt et citat fra Edith Södergrans berømte "Dagen svalnar", en tidlig portal til dét galleri af sanseligt erotisk, kropslig retorik, der går igennem det 20. århundredes nordiske digtning, kvindernes især. "Tag min hand, tag min vita arm, tag mina smala axlars längtan", byder den ekspressionistiske sangerinde. Annemette Kure Andersen følger lidenskabeligt trop: "tag nu mine hænder, jeg har pantsat alt, hvad jeg ejer, for at du kan tage med". Digtenes jeg længes efter at dele den andens verden, og hvad digtene skal, er at drage: "kom, jeg kan vise dig vej, vi skal dreje derhenne ved søjlerne af sol".

Noget af det første, man lægger mærke til, er digtenes vekslen mellem bydemåde, ren beskrivelse og søgende spørgsmål. Imperativerne vil forføre, forlokke, med risiko for at fortabes, forsvinde. Spørgsmålene markerer derimod tankernes ønske om forståelse og fortolkning. Det er på samme tid erotisk og intellektuelt, sanseligheden reflekterer! Det at lade sig drage langs tråde og vikle ind i lidenskabsbånd er også at give sig hen i en gåde, hvorfra ingen forløsning nødvendigvis skal føre.

Henvendte postkort

Andetsteds er bygget op i tre sektioner på 20 digte hver. Første dels tekster er høje og smalle, midterdelens nærmer sig kvadratet, og tredje afsnit består af rektangulære strukturer i samme format som postkort, hvad der går smukt hånd i hånd med præget af gentagen henvendelse.

Denne struktur inde-bærer, at læsningen fornemmes som en stadig materiel tilvækst og som en støt bevægelse hen imod tiltagende betydningsmæssig kompleksitet. Men den udfolder også samlingens kærlighedssyn, hvis kerne kan siges at være: Sammensathed hører med: "læg al smerten på den ene vægtskål, dernæst lyset fra høstanemonerne på den anden, og fortæl mig, hvad vejer mest". Sådan taler en moden bevidsthed.

Men sådan taler også en sprogligt udsøgt poet, som lægger fine billedspor ud gennem sin bog og f.eks. ét sted kan tale horisontalt:

disse stier af sår

som åløb

gennem enge

for så andetsteds at arbejde vertikalt, rejse metaforer i højden, give kærlighed vinger og lade den hæve sig til flugt: "kom nu, prøv igen, du skal blive båret højt".

Skynd dig, du kan endnu nå at gribe den allermindste del af verden, siger Annemette Kure. Den opfordring fristes man til at overføre på hendes digte. Det kan nemlig ikke gå hurtigt nok med at få dem læst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu