Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En sang for Thomas?

Fortælleren i Dennis Gade Kofods 'Nexø Trawl' lader vilde unge gå til grunde på granitøen - selv er han voksen, nostalgisk og bævende
Kultur
4. oktober 2007

Man kunne lave en hel liste med de ting, Dennis Gade Kofods tredje roman næsten er, men ikke kan samle sig til at være. Den er ikke rigtigt et portræt af provinsen Bornholm, af fiskeriets storhed og fald. Den er ikke rigtigt et generationsportræt og et trekantsdrama. Den er ikke rigtigt et bud på magisk folkeminde-realisme, sådan som Kofods forrige roman var. Den er ikke rigtigt en roman om stofmisbrug. Den er næsten, men så alligevel ikke en ungdomsroman, skrevet på Hans Otto Jørgensen'sk. For der er stærke spor efter den ældre kollegas stil og syntaks hos Kofod, men så er der alligevel en bæven i fortællerstemmen, der helt er forfatterens egen.

Hvad er den så? Mest er Nexø Trawl en ret typisk historie om drenge, der bliver voksne, garneret med erindringens flødesovs. Der er mange klicheer, men også en egen ærlighed og glimt af flosset nerve.

Som genren foreskriver, hører vi om et vennepar, Thomas og så vor fortæller. Han går til grunde, vor fortæller fortæller hans historie. Thomas er vild, vor fortæller tør ikke: "Lille dumme Mig. Det mod havde jeg ikke, det har jeg aldrig haft. Den kraft til at vælge at være et helt menneske".

At være et helt menneske vil sige: At hade Bornholm, men alligevel at være bundet til øen, at tage en masse stoffer og stå og skrige ud over havet. Siden glider de fra hinanden. Det hele er meget forudsigeligt.

Stemmens blævren

I baggrunden mumler Kofod også om Thomas' far, fiskeren Esben, der engang var en satans karl, men nu er faldet til ro. Der er spredt fægtning om venner og fjender og livet som ungdomskulturel outsider på granitøen. Der er lidt om det hårde, men sande liv med havet og fiskeriet. Og meget, meget lidt om virksomheden Nexø Trawl, som har givet bogen sit navn.

Det er, det må man sige, i det store hele velskrevet. Styrken ligger ikke i det hverdagslige, men i skildringen af drenge og mænd, der har så meget energi i sig, at de ødelægger sig selv - og i en slutning, som nok er forudsigelig, men alligevel gør ondt. I det hele taget er der gods i historien om Thomas. Jo, Kofod mytologiserer Bornholm på en måde, der næppe tåler nærmere eftersyn, men i det mindste har han en skæbne at fortælle om.

Det er derimod ikke til at forstå, hvad vi skal med jeg'ets stadige smægten i sine egne følelser og sin nutid med kone og barn. Det hjælper ikke, at han både minder om fortællerne i Kofods to forrige romaner og om Kofod selv - samme alder, begge fra Bornholm, begge ordblinde - og i øvrigt bare vil være sådan helt ærlig om det hele:

"Nexø er verdens røvhul, skreg Thomas. Jeg mener alt for mange ting om Nexø, det roder sammen for mig. Min kærlighed til øen gælder også den by. Nu er råheden forbundet med en bizar form for ærlighed og kærlighed, det er det jeg tænker om det nu. Så svigter jeg vel Thomas."

Den sidste sætning kan bedst betegnes som stemmens blævren. Den er skønlitteraturens svar på flæbende mænd på en bæverding, deres ynkelige forestillinger om ægte venskab, deres patetiske dyrkelse af vennekredsens unge døde, deres sentimentale glæde ved alt det, de engang brød op fra.

Det er ikke godt. Kunne man slippe for det jeg, ja, så ville meget være vundet i Nexø Trawl.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her