Læsetid: 4 min.

Satans labyrint

'Hans Henrik Mattesen' bygger en længe til Højholts forfatterskab og beriger moderne dansk litteratur
27. oktober 2007

Når Karen Blixen blev spurgt, hvordan der kunne være en så iøjnefaldende afstand fra de kulørte magasinnoveller, hun leverede til bl.a. Ladies' Home Journal, til de mytisk monumentale fortællinger i bl.a. Vinter-Eventyr, svarede hun ifølge sejlivet mundtlig overlevering, at de første var lavet til mennesker, de sidste kun skrevet for Gud.

Fra et lignende ophøjet perspektiv skal den indskrift læses, der spiller en hovedrolle i Per Højholts ufuldendte roman, eller snarere genrehybrid, Hans Henrik Mattesen. En monografi skrevet i begyndelsen af 1980'erne og oprindelig planlagt med fem - eller muligvis seks - kapitler, nu udgivet med de kun tre dele, som forelå færdige ved hans død i oktober 2004.

Titelfigurens fader, Ole Mattesen, hjul- og karetmager i Kolding, flytter efter konens bortgang ud til en lille hvidlænget gård i Ellum Vestermark ved Løgumkloster. Her, i græsset ude på marken, i bogen betegnet 'Oles domæne', pløjer og sår han med omhu et kæmpemæssigt ord, der kun kan ses og tydes af Herren eller af lavtgående flys højtsiddende piloter. ACERBUS, står der. Lat.: bitter, dyster, mørk.

Senere, da Ole har affundet sig med sin lod og kommer i bedre humør, omdanner han ved hidsigt markarbejde, for hidsigt til en mand i hans alder, B'et til V, således at der nu står ACERVUS: dynge eller hob, hvad der viser hen til filosofiske diskussioner af, hvornår en mængde kan kaldes en dynge, og hvilket korn det da er, der får kvantiteten til at slå om i en kvalitet.

Absurd parodi

Men her hører det langtfra op. For da Ole er død og gården modstræbende overtages af sønnen, falleret teologistuderende, tidligere kontrollør i Colosseum-biografen Hans Henrik Mattesen - læs: His Holy Majesty, og indlæs derefter en strid imellem Gud og Satan - omskabes ordet for anden gang. Nu skriger det til himlen: ACERNUS, ahorn, og henpeger dermed parodisk absurd til træerne uden for gården, ikke ophavsmanden eller Verdensgåden.

Sådan lyder, i korteste referat, 'handlingsforløbet' i denne sære fortælling, som inden for Højholts produktion hører hjemme blandt de blindgyder og labyrinter, han optoges af inden det, der skulle blive en sen poetisk kulmination.

Ligesom i novellerne dyrker han den tænksomme særling, som skjult for den omgivende verden sysler med at tyde meningen med sit liv, ja, selveste tilværelsens gåde. Og hvor tæt relationen er mellem de tre bind blindgyder 1982-88 og historien om Mattesen senior og junior, viser sig i, at mottoet i første sending, Lynmuseet (ifølge en note hentet fra "en af forfatteren selv uudgiven tekst") ubesværet indgår i beskrivelsen af Hans Henrik:

"Lige siden han var barn havde han været tryg ved blindgyder, disse ufordægtige, indladende steder, som er lutter opfyldelse, hvor ingen forventninger tynger hjertet og ingen udveje lokker det, hvor man en gang for alle er faret vild og trygt bebor sin vildfarelse."

Vi har nemlig at gøre med en labyrint, der subtilt kombinerer Karen Blixens stil med inspirationer fra Jorge Luís Borges' metalitterære konstruktioner. Blot driver Højholt kunsten videre, over i sin helt egen genre. Han mikser litterær monografi med parodi, portræt, topografi og travesti, og han indfletter sågar talrige citater fra de B-film, som Hans Henrik så i Colosseum, men som også vises i Løgumkloster Bio for de elever, han i bogens tredje afsnit underviser i religion, og som han får op af stolen ved at omskabe Bibelens skikkelser til soldater og cowboys!

Svimlende gensyn

For mit eget vedkommende er mødet med denne fuldendte torso af en roman et kært gensyn, fordi Per Højholt i første halvdel af 80'erne, i en periode, hvor vi udvekslede breve om mangt og meget, men navnlig hans digtning, generøst overlod manuskriptet til en kopimaskine og sendte klenodiet med posten med tilladelse til at benytte det på et universitetskursus i samtidig snurrig fiktion.

Hvad vi dengang mente, tænkte og sagde, har jeg i det store hele glemt, hvilket sådan set er vældig rart. For derfor blev den så kraftig på ny, oplevelsen af at svimle over for denne teksts kombination af højtdreven intellektualitet, henreven stilbeherskelse og så en hørmende sanselighed, som effektivt garanterer imod, at jeg tager mellemværendet Vorherre vs. Satan mere seriøst end nødvendigt - eller rettere: sikrer, at filosofien og teologien får just den kropsligt-materielle dimension, tanken altid havde hos Højholt.

Ifølge forlagets note mangler Mattesen-bogen to dele, som skulle have bestået af Hans Henriks noveller og en kort beskrivelse af hans død (der dog måske er gennemspillet i en af blindgyderne, Rosens signatur, 1982). Derudover mener jeg at kunne huske, at forfatteren fablede om at hidsætte en række korte fortolkninger af titelfigurens tekster, ja, det foresvæver mig tilmed, at han mundtligt skitserede nogle af disse analyser på et tidspunkt, hvor novellerne med garanti endnu ikke var skrevet! En oplysning, der nok kunne få en litterat til at måbe.

Hvilket mange nu får lejlighed til. Højholts forfatterskab har fået en længe bygget på, og det 20. århundredes danske digtning er retroaktivt blevet beriget med endnu en sær komprimeret gåde, der ligesom sin litterære modpart, Karen Blixens klassiske myter, vil beskæftige os længe - i modsætning til andet, der lige til at begynde med hujer af reklame for sig selv, men snart efter slumrer i glemselens arme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu