Læsetid: 5 min.

Spørgsmål til alternativet

Uforløst interview i bogform med Helle Thorning-Schmidt
Helle Thorning-Schmidts bestræbelser for at tvære sig tyndt ud over den politiske midte betyder, at personen bliver uinteressant.

Helle Thorning-Schmidts bestræbelser for at tvære sig tyndt ud over den politiske midte betyder, at personen bliver uinteressant.

Thorkild Amdi

18. oktober 2007

Hvem skal man vurdere mest nidkært, når en bog af denne efterhånden så populære slags skal anmeldes, intervieweren eller den interviewede? Har spørgsmålene nu også en sådan karakter og lødighed at man kan være sikker på at den adspurgte får afløb for sine inderste og mest dyrebare tanker og følelser? Eller afspejler svarene de fejl og mangler i grundlaget, som har fået spørgeren til at vælge et metodisk niveau der kunne og burde være mere journalistisk rimeligt? Sådan set uløselige problemer for den kritiske læser og egentlig også urimelige værkstedsspørgsmål. Bordet fanger; teksten, hvad enten det er spørgsmålene eller svarene, må stå for deres pålydende.

Har man som journalist - i hvilken egenskab redaktør Noa Redington med bogen Den første stiller op - bundet sig opgaven på cv'et og ærligt og redeligt, som Redington gør, lægger spørgsmålene i tilsyneladende uredigeret form frem for læseren, må dommen fældes ud fra disse. Svareren må herefter i rollen som projektets medpart, der ikke undervejs har sagt fra, tage skade for hjemgæld. I fald vedkommende ikke formår at fængsle læseren eller pumpe et politisk eller andet bemærkelsesværdigt indhold ind i sine således offentlige overvejelser, er afsenderen på spanden.

Indledningen af anmeldelsen varsler allerede om en begejstring for den lange samtale - eller samtaler - mellem Socialdemokraternes formand og Noa Redington, der kan ligge på et overskueligt sted.

Ud på de svimlende favne

Ros skal parret have for at have gjort forsøget. Skam få den der tænker ilde om de dristige, der kaster sig ud på de svimlende favne. Det må det siges at være: dristigt til det svimlende, når to mennesker, hvoraf den ene har ambitioner om at blive sit lands statsminister, snakker sig frem til et omfangsrigt materiale, der i bogform fylder det samme som en mellemlang dansk roman: 314 sider uden illustrationer. Hvilken dansk politiker kan i det hele taget bære et sådant omfang af spørgsmål og svar, må man spørge?

Jo, nogle af de ældre og erfarne, hvor danmarkshistorien og tolkningen heraf bliver en uafviselig del af beretningen. Men uden den, historien, uden et langt perspektiv bagud, sammenligninger og mere end almindeligt grundigt sags- og personkendskab til at underbygge eventuelle perspektiver frem-efter, bliver det hele temmelig tyndt.

Når så visionerne bevæger sig i faretruende nærhed af almindeligheder og fortrinsvis nydelige og redelige hensigter, må indholdet næsten pr. definition blive fluevægt. Noa Redington, hvis flaksende fornemmelse for retning og strategi ikke gør det lettere for svareren, spørger på side 186. Hvad er den danske kultur? Helle Thorning-Schmidt, hvis parti jo faktisk har opfundet moderne dansk kulturpolitik, slår med Hartvig Frisch fast at kultur er vaner: Den danske kultur er groft sagt den kultur, der er her i dag. Det er de bånd, som er mellem os og den måde, vi lever på. Nogle af de vigtigste elementer i vores kultur er frisind, ligesind og samfundssind. I kultur-debatten kan det tit fremstå, som om alle danske værdier er lige meget værd, blot de er danske. Det mener jeg er forkert. Der er et klart hierarki, hvor demokratiet med ytringsfriheden og ligestillingen står øverst.

Snakken efter munden

En snøvs længere nede siger Helle Thorning-Schmidt efter at have afvist det multikulturelle samfunds tilstedevær og berettigelse i landet, at i Danmark skal der kun være én samfundsbærende kultur, og det er den danske.

Dansk gøres med andre ord til nævneren i regnestykket; dansk er sammenhængskraften, et begreb Thorning-Schmidt uden forbehold eller dybere overvejelser adopterer, og dementerer i konteksten gradbøjningen af værdierne. Bare det er dansk og ytringsfrihed. Her kan man konstatere at Karen Jespersen med netop denne formand ikke havde behøvet forlade sit gamle- eller midlertidige - parti. (Bortset altså fra at hun gerne ville være minister nu!)

Nogen foruroligende dyb analyse af virkelighedsbilledet eller værdikampen i al dennes uvirkelighed man ikke her beskylde formand Schmidt for at levere. Formen i bogen kan måske for en stund komme hende til nogen undsætning, idet dårligt opfulgte spørgsmål eller direkte snakken efter munden ikke gør interviewofferet en vennetjeneste.

Man kan, for nu at være ondskabsfuld, sige at Noa Redington har taget ved lære af journalisterne i vore dages DR, hvis ukritiske redundansformuleringer sjældent eller aldrig giver interviewene impuls og momentum. Den form og facon, hvor man stiller åbne eller medfølgende spørgsmål har åbenbart været redaktørens inspiration. Ufatteligt mange af hans bud er rene præsenterbakkespørgsmål eller research for åben bog. Hvorfor Redington ikke selv i realkommentarer journalistisk har bearbejdet en god del af Thorning-Schmidts lange svar på klare opklaringsspørgsmål, som hvordan hendes mand reagerede på dette og hint (Hvad med Stephen?) (Hvorfor tog I ikke til London? osv.) er ubegribeligt. Også ubegribeligt at forlaget ikke her brutalt har fattet en saks og en klisterpotte. Lange passager er simpelthen røvkedelige.

Helle Thorning er ikke nogen sprudlende fortæller med et sprog, der fascinerer og får blod ud i organerne. Det er sympatisk, men almindeligt, også livserfaringerne er almindelige ind til, ja undskyld: det banale. Hun brænder ikke igennem med ret meget. Ja, selv fortællingen om hendes valg til formand og dermed måske kommende statsminister er mærkeligt ugribende og virker mere som et trin på karrierestigen efter mange andre, ikke som en opfyldt lidenskab, hvor tingene ikke kunne være anderledes.

Måske bestræbelserne for at tvære sig tyndt ud over midten betyder at personen bliver så uinteressant. Men så er det at den professionelle spørger skal tørre smørret af linsen og stille skarpt.

Bogens sidste spørgsmål lyder: Opfatter du dig selv som ledertype? Hvad fanden forestiller Redington sig at konen svarer? Nej? Det gør Helle Thorning-Schmidt heller ikke. Hun svarer Det gør jeg. Jeg vil gerne bestemme retningen. Ikke for min egen skyld osv.osv. Det værste er at den retning er vanskelig at udstikke som andet end et personligt alternativ til Fogh Rasmussen. Langt mere dunkelt og frem for noget forsigtigt og udflydende fremstår forskellen som et holdningsmæssigt politisk anliggende. I såkaldte værdier er der ikke ret langt fra Foghs spindoktorerede rummelige midte til hendes næsten endnu mere tilpassede rummelige.

Al denne midte

Visse af Thorning-Schmidts modstandere under formandsopgøret kaldte i fortrolige øjeblikke valget af hende for en katastrofe. Det er måske så meget sagt, og var vel venteligt i en ophedet situation. Følelsen af katastrofe er heller ikke ordet efter denne publikation. Kun sorgfuld resignation ved udsigten til al denne midte og al denne almindelighed og al dette ufordøjede Jespersenske og DF'ske sludder og vrøvl om udefinerede danske værdier og sammenhængskraft. Redingtons overvejende underspillede kritik og manglende klassisk journalistiske dyd bærer sin del af ansvaret for indtrykket.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis det ikke havde været for Georg Metz havde jeg for lang tid siden opsagt mit abonnemnet i protest mod Erik Meier Carlsen, Palle Weis, Bent Winther og alle de andre nationalromatiske værdikæmpere, der efterhånden befinder sig på Dagbladet Informations lønningsliste...

Jeg er stort set enig med Thomsen, om end jeg også synes, der er andre lyspunkter: Fisk, Hari, Lynggård, Brostrøm, Friis Laneth, Ejvind Larsen, Vinn (og skæv), Dürfeld ...

Men Emc er fandeme svær at sluge.