Inden for populærmusikken er det popsangen, der styrer - i hvert fald kommercielt. Og selvom udviklingen inden for hiphop og moderne R&B har rykket noget på det parameter, hersker der ingen tvivl om, at en velskrevet sang med et effektivt vers og fængende omkvæd stadig udgør genvejen til total dominans af de globale radiobølger. Men med samme selvfølge er der så kunstnere, som trækker den modsatte vej - væk fra vers-omkvædformen med retning mod det uventede og det centrifugale. Og få gør det med så megen prægnans og sans for (en alternativ form for) skønhed som den danske kvintet Efterklang; det med kvintet skal tages med et gran salt, thi live kræver det komplekst arrangerede udtryk en del gæstemusikere af mere eller mindre permanent karakter. Det siger dog lidt om, hvor gruppen kommer fra, at to af dens dominerende medlemmer, Mads Brauer og Casper Clausen, først og fremmest er producere, thi tangerer udtrykket her og der partiturmusikken, er der i endnu højere grad tale om rene pladestudiekreationer.
Men sikke kreationer - fokus ligger her på klang og miksets mange muligheder, kombinererest med langsomt udfoldede forløb af hypnotisk karakter; ørehængere er ikke gruppens ærinde. Til gengæld er den mesterlig, hvad angår evnen til at rejse nogle drabelige soniske skulpturer, lige til at gå på opdagelse i. Og der er noget at opdage: udover gruppen selv medvirker her således både strygerkvartet - som jeg så ikke altid finder Efterklang får det maksimale ud af; der files lovlig meget løs på én og samme akkord, uden megen sans for strygernes harmonipotentiale; men det kan så være en metode - blæserkvintet og tre kor!
Kompositionernes udgangspunkt er ofte det cirkulært gentagende, hvor der så løbende lægges til og trækkes fra. En kompositorisk minimalisme, der modsvares af de ofte opulente orkestreringer, den udfordrende produktion, de filmiske stemninger og gerne originale arrangementer. Ind i mellem tilter musikken over i stilstand og vokalerne er ikke altid lige ophidsende, men mestendels fænger og fascinerer dette særprægede ensembles unikke udtryk.
Sange for rygere
Min respekt for jazzbassisten Lennart Ginman er stor, thi han lader sig ikke gerne hænge op på en bestemt genre eller stil, men giver sig rask i kast med lidt af hvert - og sætter i processen præg på et hvilket som helst projekt, han engagerer sig i med en mørk og rolig instrumental tone, som både er flot fundamentskabende og meget lidt personligt anmassende; Ginman lyder ikke som en egotrip-per, men er trods uimodsi-gelig kompetence en forrygende holdspiller. Således kan han det ene øjeblik udsende trippede cd'er med Sort Sol-sangeren Steen Jørgensen og det næste fornem triojazz på Verve i selskab med Thomas Blachman og Carsten Dahl.
Med den allestedsnærværende sanger Jimmy Jørgensen tager han med det spritny Deep tråden op fra samarbejdet med Steen Jørgensen i de sene 90'ere - hvilket vil sige udstrakte forløb af afsøgende karakter, langt fra vers-omkvæd formen, fulde af varme teksturer, skæve samples, luftige mix og en generel fornemmelse af after hours joints, alt sammen med en jazzet grundfornemmelse - uden på noget tidspunkt egentlig at lyde som jazz. Et eksperimenterende grænseland, lokaliseret et sted mellem triphop, jazz, filmmusik og electronica er det her helt klart sange for rygere.
Udover de to herrer, som har lagt navn til projektet, består konstellationen af den swingende trommeslager Jeppe Gram, trombonisten Lis Wessberg og ikke mindst Margrethe Björklund, hvis indsatser på pedal steel-guitaren fremstår højst originalt i sammenhængen her. Og det fornemmes, at studiet har spillet en dominerende rolle i skabelsen, thi det lyder ikke så meget som stramt komponerede sange som forløb, der er lyttet frem. Heller ikke her står der hits i kø for at kommet til - selvom "This Fall" er forsynet med en bedårende melodilinje - i stedet skabes et voldsomt billeddannende og komplekst kontinuum, lytteren i og for sig snildt kan lade sig falde til bunds i. Hvad denne lytter også gerne gør igen og igen, thi Jørgensens stemme - der sine steder lyder rigtig meget som David Sylvians organ - binder de florlette arrangementer med en behageligt uanstrengte klang og sikre intonationer, mens musikkens rige teksturer på det nærmeste svøber sig om én. Mere trip end hop åbner Deep døren til et univers, hvor grænsen mellem søvn og vågen udviskes og det bliver svært at skelne mellem drøm og virkelighed. Lækkert.
Melankolsk ensemble
Sekstetten Blue Foundation står for en musik, som på det nærmeste oser af stoflighed, ja den er helt bogstaveligt talt lige til at tage og føle på. Udgangspunktet har fra starten været triphoppen, som den udformedes i den britiske by Bristol i 90'erne, dvs. med studiet og dets uendelige valgmuligheder som primært instrument og det melodisk atmosfæremættede som endemål. Gruppen plejer omhyggeligt sangskrivningsdisciplinen, og der har altid været et par stinkende hits på deres foreløbigt to albums. En tendens, der ufortrødent forfølges på sekstettens tredje langspiller, det godt nok gennemsyret melankolske, men også melodiske skridsikre Life of a Ghost, deres nok mest poppede til dato. At gruppen har sat lidt af det musikalsk spraglede overstyr til fordel for det mere stramt sangskrivningsorienterede, er der sikkert nogle, der vil begræde, men ikke jeg, der som bekendt er sucker for en god sang - og dem er der en del af her på Life of a Ghost.
Blue Foundation lider nu ikke af stress, når det gælder om at udfolde imposante klanglige forløb, men tager den tid, det tager. Trods et mylder af spændende detaljer, der konstant popper op, holdes sangene sammen af såvel deres stilsikre udformning som en baggrund af roligt flydende akkorder, der endvidere fungerer som lærred for de mange soniske indfald, der står fra højttalerne som skidt fra en spædekalv.
Brugen af tre forskellige sangere skaber en afvekslende præsentation; min foretrukne vokalist i ensemblet, sangerinden Kirstine Stubbe Teglbjærg, er nu kravlet ud fra under Björks skygge og har fundet sin egen stil. Men lidt synd at gruppen ikke i højere grad - som på det fornemme "Little by Little" - lader de forskellige sangere indgå i 'dialog', frem for i så udpræget grad at give dem hver deres sange. Men det er småting i forhold til et prisværdigt og stemningsfuldt resultat, som føjer nye fa-cetter til et af vores musikalsk allermest sanselige ensembler.
(Rumraket/A:larm) Udkommer mandag
Efterklang: Parades
(Universal)
Ginman/Jimmy Jørgensen: Deep
(Virgin/EMI)
Blue Foundation: Life of a Ghost
