Læsetid: 5 min.

Utryghedsnarkoman

Er det smukt at høre på, når en helt klager over alt det, der IKKE er lykkedes for ham?
Er det smukt at høre på, når en helt klager over alt det, der IKKE er lykkedes for ham?
25. oktober 2007

Det er på samme tid sørgeligt og logisk, at Niels Barfoed i sine erindringer lader sene opgør flytte læserens opmærksomhed bort fra ham selv og over på andre personer, navnlig skolekammeraten Klaus Rifbjerg. Sørgeligt, fordi dette forsinkede opgør skygger for de spændende, ind imellem muntre historier, den velskrivende, kloge forfatter ellers har at berette. Og logisk, fordi bogen afdækker en psykisk struktur, der gør Rifbjergs chikane af Barfoed, om ikke just tiltalende, så dog desværre nogenlunde forklarlig.

Jeg tænker på den selvusikkerhed, som Niels Barfoed nærmest fra start åbent lægger frem ved at tegne et portræt af sin drikfældige, lidet respektindgydende fader og derigennem kaste et skær af forgæveshed over det hele, skønt værket ellers tindrer af mindeværdige oplevelser med journalistik, litteratur og nærsanset natur.

Selv får jeg svært ved at glemme optrinnet, hvor Barfoed under et kurophold i Silkeborg møder en kvinde, spids, skarp, tyndhåret og blond, der drikker meget og ubekymret og ud på natten med ét oplyser, at hun er frigid! Hen på morgenen forlader hun hans værelse: "Kan du se, hvad jeg sagde?" triumferer hun stolt.

Reception under kontrol

Samme afsnit rummer en ubetalelig scene fra Park Hotel i København, hvor Niels Barfoed en aften vikarierer som receptionist og hen imod midnat tager imod en luder, hvis kunde viser sig at være - professoren, hans gamle lærer! Eleven bag skranken må holde masken: "For første gang var det mig, der ubetinget havde situationen under kontrol." Udtrykket "for første gang" bider man uvægerlig mærke i. For Niels Barfoed er på det tidspunkt et sted omkring de 50...

Tydeligst bliver usikkerheden et sted, hvor Barfoed om sit skrivehåndværk erklærer, at han aldrig "synes, noget er lykkedes fuldt og helt." Her fristes man som læser til at protestere højt og henvise til forfatterens seje indsats som anmelder ved bl.a. Aalborg Stiftstidende, Information, Politiken samt Weekendavisen, som præsident for Dansk PEN i visse stormfulde år og som forfatter til en indgående "Don Juan"-disputats (1978) plus fremragende biografier over Peter P. Rohde (2001) og Ole Lippmann (2005).

Når læserens protesteren imidlertid bliver siddende i halsen, hænger det sammen med, at Barfoed på forhånd har gjort den delvis ugyldig, nemlig ved at pege på alt det, der ikke er lykkedes for ham, og alle de mænd, han forgæves har prøvet at ligne. Lige så overbærende og selvironisk han kan være, når han i rollen som "utryghedsnarkoman" ser tilbage på sine oplevelser med kvinder og løbende opbrud fra faste forhold, lige så skånselsløst gravalvorligt beretter han om sin beundring for og benovelse over for jævnaldrende eller ældre venner, bekendte, arbejdskolleger.

"Peter læste litteratur. Det ville jeg også." hedder det f.eks. om Seeberg. "I hans selskab følte jeg altid, at mit eget hoved fulgte motorvejene, hvor hans tog lutter afstikkere og valgte ukendte stier (...) Helst ville jeg nok være som Peter."

Siden skærpes utilstrækkelighedsfølelsen i forskellige professionelle forhold. Jeg var ikke god nok, erkender Barfoed således som facit efter en kort prøvetid på Berlingske Tidende. "Skuldrene sad stadig lidt oppe om ørerne. Jeg var for kompakt og knudret og sikkert også lidt opstyltet. Jeg manglede det journalistiske glidd," som Jens Kistrup havde lige tilpas af.

På Information nyder Barfoed den hæder at blive citeret "i stærkt rosende vendinger" i en leder af Børge Outze, men snart daler hans stjerne: "Jeg har nok skuffet visse forventninger". Samme mønster genfindes i en scene fra Moskva, hvor Herbert Pundik overtager skrivebordet og skærer en artikel til, så den bare sidder lige i skabet, mens Barfoed kan nøjes med at måbe benovet og så næste dag flanere i en park.

Drilleri og perfidi

Helt galt går det i kapitlet "At skrive 1", hvor Niels Barfoed gør sig betragtninger over sin stil og ærgrer sig over, at han så ofte begynder en sætning med "Det" og tit glemmer, at det lyder lidt finere, når man skriver "navnlig" og ikke "især". Jamen, helledusseda, og det skal man høre fra en fuldbefaren, medaljebehængt skribent, som har gjort sit arbejde flot, men alligevel nu, seks år efter Villy Sørensens død, vedbliver at ærgre sig over, at idolet ikke anerkendte ham nok.

Da Klaus Rifbjerg i 1991 fyldte 60, stod Barfoed sammen med Seeberg for et digert festskrift til vennens ære. Blot fire år efter fik han omsider nok af hans drilleri, hans perfide offentlige udfald, og opsagde det feterede ikon al huldskab og troskab.

Som kilden til de konstante forfølgelser angives, at "en stor detektor af andres indlysende eller potentielle svagheder - snarere end overbærende indlevelse med dem" er indbygget som en drivkraft i Rifbjergs talent. Det er, vil jeg for egen regning tilføje, både rigtigt og forkert. Rigtigt, hvad svagheden angår, men forkert, hvor det handler om indlevelse. Rifbjerg kender vist kun alt for godt til at føle sig usikker, lille, men samtidig stræbe mod noget stort, og hvad han ser hos andre, er misforholdet mellem den, de er, og den, de så inderligt håber at blive. At skære igennem netop dér og vide kløften ud mellem potentialitet og realisation, det er en yndet sportsgren, så gammel som menneskeslægten. Blot udfoldes den hos en af vor moderne litteraturs mest talentfulde og indflydelsesrige digtere som ondskab imod alle og enhver. Vil man tæt på sådan en fyr, må man kunne holde distancen til ham, og vil man lære af ham, hvad man har al mulig grund til, både menneskeligt og professionelt, må man i modsætning til Barfoed turde tro en lille bitte smule på sig selv, kunne trække på skuldrene og lade manden mene, hvad fanden han vil.

Rod i hukommelsen

I stedet begiver Niels Barfoed sig ud i en lang, komplekset forklaring, hvis kerne er, at Rifbjerg, specielt i 1950'ernes sidste halvdel, var misundelig på ham, fordi han havde et "forspring". Og for at få dette (i mine øjne futile) regnestykke til at gå op fejldaterer Barfoed, formentlig ubevidst, sin egen skønlitterære debut til året inden Klaus Rifbjergs (s. 152), skønt rækkefølgen var lige omvendt, ligesom han, stadig uden at gide slå fakta efter, skyder begyndelsen på Rifbjergs og Villy Sørensens glorværdige redaktionsperiode på Vindrosen fra 1959 til 1960.

Barfoed oplyser i bogens ene skrivekapitel, at han ikke længere læser sig selv, når han først er trykt. Men denne blokering gælder åbenbart også korrekturlæsning, som ville have fjernet ovennævnte dobbelte lapsus og måske også afholdt Barfoed fra at tidsfæste Poul Martin Møllers En Reconvalescent til 1921 (ikke 1821) eller påstå, at der i 1992 blev holdt VM og ikke EM i fodbold.

Det var nu ellers Danmark, der vandt. At Barfoed ikke bemærkede dette, kan muligvis undskyldes med, at han på samme tidspunkt var vært for en spektakulær visit af den fatwa-forfulgte Salman Rushdie og dermed føjede endnu én til hele den lange række af litterære og politiske bedrifter, som hans erindringer heldigvis ikke tager fra ham.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu