Læsetid: 6 min.

Vibrationer fra Europas nye storby

Musik. Expo98 var begyndelsen på den modernisering, der nu i bølger bevæger sig igennem den gamle havneby, hvis historie rummer hele Europas historie
Resonans. De sære inciterende brummelyde fra broen -Ponte 25 de Abril- når langt ud over vandet. Og er sågar blevet optaget og brugt af musikeren og improvisatoren Rafael Torael på sit værk -Bridge Music- fra 1997.

Resonans. De sære inciterende brummelyde fra broen -Ponte 25 de Abril- når langt ud over vandet. Og er sågar blevet optaget og brugt af musikeren og improvisatoren Rafael Torael på sit værk -Bridge Music- fra 1997.

27. oktober 2007

Når man sidder ved Ponto Final, den sidste restaurant på kajen Cais do Ginjal på Almada-halvøen med udsigt til de syv høje, Lissabon består af, lyder en sær inciterende brummende lyd. Det er broen Ponte 25 de Abril (opkaldt efter datoen for Nellikerevolutionen i 1947), hvis svingningers lydeffekt når langt ud over vandet.

Musikeren og improvisatoren Rafael Torael har optaget denne lyd på sit værk Bridge Music fra 1997. Torael forklarer: "Ideen er at lave musik ud af vibrationerne fra store broers metalliske strukturer, optaget med en kontakt-mikrofon. Det gælder om at lytte og tune sig ind på frekvenserne fra broernes resonanser. Der er mange slags lyde: Rumlen, summen, metalliske harmonier, som alle skabes af den tunge trafik. Broer er som store instrumenter for mig."

Lissabon er Europas ny storby. Expo-udstillingen i 1998 var begyndelsen på den modernisering, der nu i bølger bevæger sig igennem den gamle havneby, hvis historie rummer hele Europas historie, fra Columbus' udsejling og opdagelsen af Amerika til jødernes og andre forfulgtes flugt fra Europa til den ny verden, igen Amerika, under Anden Verdenskrig.

Drømmen om en anden verden, en bedre verden, udtrykkes bedst i den melankolske fado, som forvandledes fra folklore til kunst af den legendariske Amalia Rodrigues, der døde i 1999, fik statsbegravelse fulgt af tre dages landesorg, og hvis grav kan beskues i Santa Egracia-kirken. Saudade er portugisernes udtryk for spleen, den tomhed, der opstår, når man rammes af meningsløshed i en moderne verden, hvor verdens overflod og flertydighed forvandles til mangel på autenticitet og nærvær.

Fado'en brug som manifestation

Fado, som betyder skæbne, er ligesom tangoen og musetten blevet forvandlet til moderne musik. Et eksempel er Mariza, født i Mozambique og opvokset i Lissabon, der i 2003 vandt i den europæiske Awards for World Music. Hendes første album, Fado Em Mim, viser respekt for den traditionelle fado, samtidig med at det viser en moderne sensibilitet for den gamle kunst. Hendes seneste udgivelser - ud over dette års live-optagelse, Concerto em Lisboa - er Fado Curvo og Transparente, som viser en samhørighed mellem blues, jazz og fado (som altså rækker ud over den fortælling om, at de tre musikformer udspringer af den samme historisk-økomiske baggrund). Det siges, at Amalia Rodrigues lever videre i Mariza, der formår at bringe fadoen ind i det 21. århundrede.

Musikken har også en politisk dimension, idet fado'en under landets diktatur blev en kulturel manifestation; et oprør, der ikke kunne censureres bort; en desperation, der kunne forvandles til opstemthed i de mange variationer, der er mulighed for i fado'en.

Fado-temaer bygger på simple strukturer, måske med to toner, med flere eller færre skift i melodier og lyrik, ligesom forskellige jazz-temaer kan være skrevet på lignende sekvenser. Kendetegnende for fado er det personlige udtryk, den enkelte sanger tilfører; hver kunstner fortæller sin fortælling og tilfører sin personlighed til udtrykket. Improvisationen deler fado'en med jazzen.

Jazz og Lissabon

Lissabon har også et rigt jazzmiljø, og unge fra hele Europa valfarter til byen for at få uddannelse på Luís Villas-Boas Jazz School, et musikalsk uddannelsescenter opkaldt efter den portugisiske jazz' fader, som åbnede jazzklubben Hot Clube de Portugal i 1948. Jeg mødte en tysk trompetist, der på egen hånd havde lært sig portugisisk for at kunne tage til Lissabon og blive uddannet på musikskolen.

Det er familien Moreira, der for snart 20 år siden grundlagde jazzskolen i et samarbejde med The Study Abroad Program/Duke University og Lissabons nye universitet. På instituttet udbydes kurser til professionelle musikere og til habile amatører. Ud over de forventelige moduler på et musikinstitut, det vil sige teori, instrument, hørelære, harmoni, jazzhistorie osv., kan man også få undervisning i portugisisk, i Lissabons historie og i portugisisk populærmusik.

Pedro Moreira, der nu leder skolen, anslår antallet af studerende til at være omkring de 200. Heraf udgør de professionelle musikere op til 30 procent. Omkring 10 studerende slutter den tre år lange uddannelse hvert år.

Hot Clube har plads til 100 gæster, men den aften, jeg var der til tirsdags-jamsession med Pedro Moreira, hans brødre og en enkelt dansker, nemlig basunisten Claus Nymark (der blev hængende i byen efter et besøg for 18 år siden), var der over 150 mennesker i det lille lokale. Det var en blanding af alle generationer, af unge flirtende og ældre par, af enkelte turister og ganske mange musikere. Det sidste kunne ses på de mange instrumentkufferter, der konkurrerede med publikum om den knebne plads. Trafikken om baren var heftig, og cognacglassene blev fyldt til randen med den lokale Aguardente. Stemningen var intens og mættet, og man kunne få luft ved at gå ud i den lille baggård, hvor man kunne komme i samtale med stedets øvrige gæster.

Scenen er hævet fem cm over publikumsarealet, og pladsen for musikerne er så afmålt, at man kun kan foretage sig koordinerede bevægelser. Der er lavt til loftet, og bassisten må placere bassens snegl i mellemrummet mellem de svære bjælker, der bærer etageadskillelsen. De to bjælker over bassistens plads bærer adskillige 'hug-mærker' efter bassister, der har rykket i instrumentet. Flere af disse mærker har Charlie Haden været årsag til.

Charlie Haden og Lissabon

Under en koncert i 1971 med Ornette Coleman Quartet, som deltog i den første international jazzfestival i Cascais, dedikerede Charlie "Haden Song for Che" til 'the black peoples' liberation movements of Mozambique, Angola and Guinea' og til det folk, som endnu ventede på at blive befriet fra den fascistiske diktator, og til de kolonilande, som ventede på, at århundreders koloniherredømme skulle ophøre. Den næste dag blev Haden arresteret af det hemmelige politi og blev kun løsladt efter insisteren fra det amerikanske diplomati. Han genbrugte siden dedikationen på nummeret "For a Free Portugal" på albummet Closeness.

Charlie Haden kom tilbage i 1978, hvor han hørte den portugisiske guitarra-mester Carlos Paredes. Han ønskede at spille sammen med ham, og en koncert blev arrangeret i Hot Clube med nok en guitarist. Salen var stuvende fuld. Haden skrev om koncerten: "De spillede som én musiker, de var i fuldstændig samhørighed med hinanden. - Paredes' tilgang til musik var så original, at det mindede mig om en anden musiker, som jeg holder af at spille sammen med, nemlig Ornette Coleman."

Kvartersløft

Den nordamerikanske arkitekt Frank Gehry, kendt for det folieinddækkede Bilbao-museum og meget mere, har været på besøg i Hot Clube. Han er hyret af Lissabons bystyre til at forny kvarteret Parque Mayer Theater, så også Lissabon kan få en signifikant arkitektur. Det er et kvartersløft af dimensioner, der også kommer til at berøre Hot Clube. Den daglige leder af klubben, Luís Hiláro, kan ikke forudse, hvad det kommer til at betyde for den intime jazzklub. Han siger, at man må kunne forvente større aktivitet, et nyt publikum og øget fokusering på de økonomiske forhold. Indtil nu har klubben været drevet af en venneforening, det vil sige af frivilliges indsats. Men hans indsats vil fortsat være at tænke med the mind of the jazz lover.

Gehry selv har fortalt, at da han mødte Mariza og hørte hende synge, oplevede han sig umiddelbart forbundet med alt det, som Lissabon står for: Lyset, byens karakter, de majestætiske pastelfarvede bygninger, der reflekterer flodens farvning af himmelen og fremmaner den empiriske kolonis rigdomme.

Den 78-årige arkitekts betagelse af sangerinden har afstedkommet, at han har designet en kjole til hende. Desuden har han ladet en taverna (sic) bygge til koncerten den 28. oktober i Los Angeles, hvor hans karakteristiske stil kendetegner Walt Disney-koncerthuset.

Lader man sig forvilde i Lissabons ældste kvarterer som Baixa eller Alfama, vil man kunne finde fine steder med levende musik uden for turistens alfavej, det være sig på pladser; i de labyrintiske gader og gyder; ved de udendørs restauranter eller på de gamle værtshuse, som rettelig hedder tascas. Der findes stadig 'desgarradas' (konversation) hvor en 'fadista' - ofte en amatør - starter med at synge. Refrainet gensynges af en anden i rummet, måske kokken, der kommer ud fra køkkenet, eller servitricen, der for en kort stund smider forklædet. Musikkens alvorlige tone understreges af sangerens lukkede øjne, de forsigtige håndbevægelser og sjalet, der nu og da knuges i en bevægelse vendt mod publikum som en åbning fra den meget private og intime musik mod lytteren, de tilstedeværende, mod omverdenen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu