Læsetid: 6 min.

En voldsom trængsel og alarm

Det myldrer med cd-udgivelser i andedammen - vor anmelder tager sig til hovedet (hvor høretelefonerne som bekendt sidder) og lægger blødende øre til såvel skidt som kanel
Det myldrer med cd-udgivelser i andedammen - vor anmelder tager sig til hovedet (hvor høretelefonerne som bekendt sidder) og lægger blødende øre til såvel skidt som kanel
6. oktober 2007

Da Magtens Korridorer bragede gennem den famøse lydmur i sensommeren 2005 - efter mange år i undergrunden, dog med et enkelt freak-hit i form af "Hestevisen" - med albummet Friværdi, lød det som svaret på manges kaffebønner - inklusive undertegnedes, såmænd.

Et band, der lagde sig midt i en stadigt pågående rock-revivals hvirvelstrøm med larmende guitarer og masser af traditionsbevidsthed, men til gengæld sang på dansk og skrev mindeværdige sange, hvad angår såvel tekst som melodi, var (og er) et særsyn.

Stor er skuffelsen da også her i hytten over efterfølgeren, Det krøllede håb (som betyder præcis hvad?), thi ud over det faktum, at Johan Olsen stadig er den mest overbevisende danske rocksanger siden Allan Vegenfeldts storhedstid, er det lykkedes ensemblet at sætte sin charme over styr i et forsøg på at være mere voksne og følsomme i det. På bekostning af især humoren.

Her er ellers rigtig mange sange om hård druk, tømmermænd, lortesamfund, bristede forhold, længsel, tab og store, store følelser, men at påstå, at de ofte velsiddende tekster er hængt op på gode melodier, ville være løgn.

At bandet spiller som gjaldt det livet, tjener det til ære, og det er fuld fart frem hele vejen igennem, men bortset fra åbneren "Panduro" og "A er på druk" er der langt mellem de såkaldte snapse - det er givet musik, der ville kunne vælte en hvilken som helst koncertsal, og der skal ikke herske tvivl om, at Magtens Korridorer stadig er mere vedkommende end flertallet af tidens to-for-en-femmer rockbands, men altså sangskrivningen, drenge, det er et seriøst håndværk, lige meget hvad. Og nogle gange - som på "Dine øjne" - er det decideret dårligt her. Pladens bedste sang - i øvrigt den eneste, der minder om en ballade - er skrevet af den gamle Sort Sol-bassist Knud Odde: "Skt. Petri Torv" hedder sangen, og her parres klædelig lyrisk prægnans med en basal, men vandtæt melodi. Som helhed er Det krøllede håb dog næppe et album, der vil blive husket som andet end en parentes. Måske næste gang?

Gårdsangertradition

I maj var forsanger Johan Olsen til gengæld aktuel med udgivelsen Pligten kalder, hvor han i selskab med Torben Steno leverede tre fantastiske sange (og et par spøjse spoken word-ting) på noget så gammeldags og uhåndterligt som en ep - et format, jeg ad flere omgange har ladet mig fortælle, pladebutikker ikke gerne hjemtager. Men som appetitvækker til et album (please!) befinder vi os her i særklasse, hvad angår såvel sangskrivning som finurlige arrangementer.

God gammeldags gårdsangertradition clasher diskret, men fornemt med verdensmusikalske klange, leveret af Stenos elastiktrukne optiganorgel - som Tom Waits-kendere vil kende til - fornemt suppleret af Kristine Algots guddommeligt sigøjnerflammende violin.

Olsen synger her fra et helt andet inderligt sted end det rockpuritanske, der kendetegner Magtens Korridorer, men selvom slægtskabet med Kim Larsen er til at tage at føle på, hersker der ingen tvivl om, at han har sin egen tone, og dette er en lækkerbisken for enhver med smag for den klassisk meningsfyldte sang. Det klæder virkelig Olsen at dæmpe sig og give plads til både nuancer og det underspillede - og så er det så hamrende dansk, at det gør ondt!

Personligt elsker jeg lortet her og spiller det så tit, at mine omgivelser forveksler det med en neurose. Dem om det.

Den meningsfulde sang

Den moderne meningsfulde sang har broderduoen Olesen-Olesen også i den grad været leveringsdygtig i - i årevis, tilmed. Fra 1980'ernes postpunk-orkester Sort-Hvide Landskaber over 90'ernes Smiths-inspirerede Greene trådte de to brødre i karakter som duo i 1997 med Indenlands Udenbys, og siden er det blevet til en stribe fine albums i samme stilfærdige stil, altid poetisk prægnante om end musikalsk en kende monokrome.

Nu går brødrene så hver til sit, og det gør de med et imposant dobbelt-album - Kain og Abel kalder de det, og den titel kan jo godt sætte tankerne i gang hos lytteren - hvor de hver især demonstrerer deres talenter over en hel cd. Vel at mærke uden at have haft fingrene (ret meget) i hverandres værk. Dermed sætter de faktisk et fornemt punktum for en karriere, der aldrig har ført dem ind i mainstreamen, men altid skaffet dem respekt galore.

Peter H. har stået for tekst og karakteristisk vokal, og hans cd lyder da også mest som Olesen-Olesen, som vi kender dem, selvom han har fundet sig nye musikalske legekammerater. Det betyder et mere raffineret lydbillede med flere krummelurer og lækre detaljer rundt om hans som altid træfsikre tekster, uimodsigeligt nogle af landets bedste.

Hvorimod bror Henrik er gået Nikolaj Nørlund-vejen - men lyder nu godt nok primært som sin bror - idet Nørlund har produceret i en underspillet stil, der har skabt en indbydende helhed. Henrik benytter stadig et par tekster af Peters, men skriver også selv i en let tilbageskuende stil, suppleret med ord fra Jens Unmack og Morti Vizki. Lidt mere poppet end ellers fra den kant, måske, men lige meget hvad lyder begge album til forveksling hver især tæt på et rent Olesen-Olesen udspil. Forstå det, hvem der kan (det skal by the way forstås positivt!).

Med 100 km i timen

Og nu - som de yndede at sige i Monty Python - "to something completely different"!

Den fabelagtige sanger (og sangskriver, producer m.m.) i hedengangne Superheroes, Thomas Troelsen, betroede mig engang, at kunne han bare få hul igennem til Michael Jackson, skulle han nok få dennes karriere tilbage på sporet. Eller var det tilbage til 1980'erne? Ud over den klædelige selvfølelse, udtalelsen er udtryk for, fortæller den også lidt om, hvor Troelsen kommer fra - han har aldrig lagt skjul på sin dybe kærlighed til og fascination af 1980'ernes teknopopscene, inklusive analoge synthesizers, makeup, kønsforvirring og hele balladen.

Ikke desto mindre formåede han med det sørgeligt underkendte Superheroes at fremstå både nutidig og fremsynet, ikke mindst hvad angik måden, han som producer klangede gruppens udgivelser på, ligesom hans tæft for at skrive sikre hits nu heller ikke skal underkendes.

Efter at have startet eget studie blev der i en periode stille omkring Troelsen - fraset en perifer cd-udgivelse i selskab med den ferme popsnedker Remee - der til gengæld nu er tilbage for fuld udblæsning med retrotrioen Private, der tæller yderligere to tidligere medlemmer af Superheroes.

Og ved lyden af resultatet - My Secret Lover, 10 elektrificerende popknaldperler - er undertegnede durk tilbage til den periode i 1980'erne, hvor han gav den som dansesmølf (prøv at lade være med at se det for Dem) til tonerne fra Sylvester, Human League, A Flock Of Seagulls, Depeche Mode, Spandau Ballet og mange, mange flere.

Det går med 100 km i timen derudaf og kunne afskrives som en ferm og nostalgisk stiløvelse, hvis ikke det var så pokkers dygtigt gjort. Det swinger og det svajer og lyder som alverdens diskoteker i ren essens. Så hvor pokker gjorde jeg nu af mit lyserøde jakkesæt? Og skat, stik mig lige den kohl-pen dér, stil moussen frem, puds mine spidsnæsede sko og så på med nittebæltet - nu skal du den ondelyneme bare se, hvordan Gammelsmølf her skræmte livet af pigerne, da han var ung!!

Magtens Korridorer: Det krøllede håb (Universal). Udkommer mandag

Torben Steno og Johan Olsen: Pligten kalder (Universal)

Olesen-Olesen: Kain og Abel (Melodika/Target)

Private: My Secret Lover (Universal). Udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu