Læsetid: 5 min.

Årets bedste film

Guldpalmevinderen '4 måneder, 3 uger og 2 dage' er en vidunderlig film om en frygtelig historie fra Ceausescus Rumænien
Guldpalmevinderen '4 måneder, 3 uger og 2 dage' er en vidunderlig film om en frygtelig historie fra Ceausescus Rumænien
16. november 2007

Grev Dracula, Rumæniens vægtigste bidrag til filmhistorien i forrige århundrede, var berygtet for at suge blodet ud af unge kvinder, så de besvimede eller det, der var værre.

4 måneder, 3 uger og 2 dage, Rumæniens foreløbigt vægtigste bidrag til filmhistorien i dette århundrede er så langt fra overnaturlig, gotisk uhygge, som man kan forestille sig. Men at filmen besidder Draculas kræfter, blev søndag dokumenteret ved gallapremieren i Grand, hvor en ung kvinde besvimede under filmens hovedscene.

Dette skriver jeg ikke for at skræmme nogen væk - selv om gravide nok bør medbringe ledsager - men for at understrege, at Cristian Mungius Guldpalmevinder ikke er forloren kunst som så mange prisvindere, men den ægte vare: En påtrængende, autentisk menneskelig beretning fortalt med en så overbevisende realisme at anmelderklicheen "en uforglemmelig oplevelse" for en gangs skyld er på sin plads.

Sådan var det!

De andres liv, Donnersmarcks hovedværk om tilværelsen i DDR, falder i tankerne, men hvor De andres liv er et storslået episk drama, stiller Cristian Mungiu skarpt på blot et enkelt døgn i to unge studiners liv i Ceausescus Rumænien i 1987. Men hvilket døgn!

Vi kastes direkte ind i handlingen og midt i en samtale mellem Gabita (Laura Vasiliu) og Otilia (Anamaria Marinca), der deler et ydmygt kollegieværelse. De diskuterer et forestående arrangement, og det er tydeligt, at Gabita er den noget hjælpeløse, som handlekraftige Otilia har påtaget sig ansvaret for. Vi oplever morgenritualerne på kollegiet - det fælles bad, eau de toilette med amerikanske mærkevarer, sortbørshandlen med cigaretter - og med kameraet i hælene på Otilia kører vi gennem byen i en sporvogn.

En venlig tyran

Det er filmens første trumf. Hverdagslivet i den unavngivne rumænske by er genskabt med en sådan nidkærhed for detaljer, farver og lyde, at vi i den grad er tilbage bag jerntæppet. Sådan så der ud, sådan talte man, sådan var det! Cristian Mungiu fortæller uden at ryste det mindste på hånden, at vi lever med i hvert eneste skridt, personerne tager.

Gabita har reserveret et hotelværelse, men reservationen er ikke blevet noteret, og Otilia må igennem ydmygende forhandlinger, der udstiller bureaukratiet, for at få et værelse på et andet hotel. Dernæst mødes Otilia med den midaldrende og fremmede Bébé (Vlad Ivanov), og inden længe er de to kvinder alene sammen med Bébé på hotelværelset.

Først nu, efter cirka en halv times film, åbenbarer dramaet sig i al sin gru: Gabita er gravid, men da Ceausescu ved et dekret har forbudt aborter for at øge befolkningstallet, må aborten foretages illegalt af en kvaksalver på et trist hotelværelse.

Bébé er en uhyggelig karakter, som Vlad Ivanov spiller med kuldegysende understatement: På overfladen venlig, men i bund og grund en kold tyran, der kynisk udnytter, at Gabita har løjet om flere sager. Frem for alt om svangerskabet. Hun er nemlig ikke to, men over fire måneder henne - heraf filmens titel - og nu ser Bébé sit snit til ikke bare at kræve penge, men også sex som modydelse af begge piger.

Sublimt fortalt

Jeg skylder at forklare filmens hyperrealistiske stil, der i den grad er med til at skabe den stærke oplevelse. Mungiu lader lange scener udspille sig foran kameraet uden at klippe, han undgår 'kunstige' kamerabevægelser som panorering og tilt, der er ingen underlægningsmusik, dialogen er ekstremt naturlig. Men tag ikke fejl: Alt er nøje tilrettelagt! Eller sagt på en anden måde: Mungiu fravælger alle de traditionelle virkemidler og fortælletricks, der kan opfattes som hans fortolkning.

Effekten er overvældende dokumentarisk, et slice of life, der stort set overholder tiden, stedet og handlingens enhed. Det er dogme, men hvor indholdet dikterer formen - ikke omvendt som i den danske udgave. Og så må jeg paradoksalt nok straks tilføje, at 4 måneder, 3 uger og 2 dage er en ekstremt subjektiv film, især den sidste del.

Efter voldtægten, som af naturlige årsager foregår offscreen, og efter en primitiv abortprocedure, der ikke skåner os, sendes vi tilbage til hverdagen med Otilia. Hun er nødsaget til at efterlade sin aborterende veninde på hotelværelset, fordi hun inviteret til en fødselsdagsmiddag, hvor hun skal møde sine kommende svigerforældre for første gang.

Sammenstødet af virkelighedsplaner er grotesk, og da Otilia er den eneste af middagsgæsterne, som bemærker en ringende telefon (er det Gabita?), er vi nu for alvor krøbet helt ind i Otilias bevidsthed.

Det er suverænt sublimt fortalt, og Anamaria Marincas spiller den i lange perioder tavse rolle så overbevisende, at vi lige netop fornemmer sårbarheden under den fattede facade. Hun har vores fulde sympati, og der lægges endnu en brik til det psykologiske drama, da det hen imod slutningen viser sig, at Gabita måske alligevel ikke er helt så hjælpeløs, som hun har givet indtryk af.

Moralske konsekvenser

En eftertekst oplyser, at filmen er en del af serien "fortællinger fra Guldalderen," som Ceausescu stolt kaldte perioden. Men bortset fra denne ironiske kommentar er der ingen politik i filmen, og der fældes ingen moralske domme.

Alligevel er det fristende at se filmen som et sindbillede på kommunismen. Filmen handler på et dybere plan om, hvordan diktaturet griber ind i almindelige menneskers tilværelse. Folk lyver og bedrager, egoismen stortrives, og ingen tænker over de moralske konsekvenser. Men som Mungiu også viser os, så overlevede befolkningen trods alt rædslerne og kom videre.

4 måneder, 3 uger og 2 dage er ikke uden grund blevet sammenlignet med Kieslowskis Dekalog. Man kunne også nævne en tidlig Mike Leigh, der dyrkede den samme form for strengt kontrolleret realisme. Der er tale om en solid europæisk tradition for filmkunst, som bruger mediet til at stille spørgsmål om værdier, og som fortæller historier, der er så lokale, at de bliver universelle.

Som danskere må vi se i øjnene, at Cristian Mungiu og hans rumænske kolleger har overtaget førerpositionen fra Danmark som Europas filmmirakel. Til gengæld kan vi nyde dette lille mesterværk, der knivskarpt og kompromisløst indfanger det uendeligt store i det uendeligt små.

4 måneder, 3 uger og 2 dage. Instruktion og manuskript: Cristian Mungiu. Rumænsk (Grand Teatret og Empire i København og Cinemaxx Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu