Det er helt logisk, at den store ungarske forfatter Imre Kertész nu har skrevet en såkaldt 'selvbiografi' i form af et fiktivt selv-interview, Dossier K. Hele Kertész' forfatterskab kan nemlig læses som én lang selv-dialog, der samtidig er en dialog med omverdenen, ikke mindst med den vesterlandske kulturhistorie, som drev sig selv og Kertész i den afgrund, vi kalder 'Holocaust'.
Det er til gengæld tvivlsomt, om man egentlig kan kalde det fiktive selvinterview for en 'selvbiografi'. I hvert fald skelner den interviewede selv skarpt:
"Mens man i selvbiogra-fien erindrer noget, som er sket, skaber man i fiktionen en anden verden."
Den verden, Kertész igen og igen har skabt for os med sine romaner, er Auschwitz. Da den fiktive interviewer i Dossier K. spørger ham, om han så, som følge af sin egen romandefinition, vil påstå, at han har opfundet Auschwitz, bliver svaret:
"Jamen i en vis forstand var det netop det, jeg gjorde. I romanen måtte jeg på ny opfinde og bringe Auschwitz til live - ved hjælp af sprogets og kompositionens magi."
Hans forklaringer på romanernes udformning er aldrig selvbiografiske, altid stilistiske. Som da han (i et tv-interview) forklarede valget af en 15-årig jeg-fortæller til (debutromanen om livet i KZ-lejren) De skæbneløse, ikke med at han selv var 15, da han sad i Buchenwald-lejren, men med at 'infantilismen' er det mest præcise perspektiv til at skildre totalitarismen.
At komponere Auschwitz
Kertész motiverer altså sin Auschwitz-skildring ikke selvbiografisk, men æstetisk, idet selvbiografien måske nok er hans litterære værkers 'råstof', men ikke deres facit eller sandhedsgaranti. Sandhed har i Kertész' univers intet med faktualitet at gøre, men derimod med en æstetisk, kompositorisk logik, som på én gang gennemspiller og hudfletter den logik, der førte til Auschwitz.
"Det er den samme civilisation, som har ført Holocaust ud i livet, som nu skal reflektere over Holocaust," siger han (til sig selv).
Det er noget af det store ved hans værk, at han ikke gør sin KZ-erfaring til noget, der undtager ham, hverken fra den kultur, der bærer KZ-lejren i sig, eller fra den almene, menneskelige eksistens. Det gælder for ham om at "gøre Auschwitz til en universel menneskelig erfaring". Og det gør han ikke mindst ved at komponere Auschwitz efter kunstens frem for selvbiografiens regler.
Dette æstetiske frem for realhistoriske sandheds-begreb får i Dossier K. Kertész til at polemisere heftigt mod Adornos berømte udsagn: "At skrive et digt efter Auschwitz er barbarisk". Men her forundres en gammel Kertész-fan som jeg, for kan du ikke, kære K, høre Adornos diktum som et af den slags litterære udsagn, du selv er mester i: et spørgsmål fremsat i den radikale påstands form?
Monolog og dialog
Kertész' selv-interview er fuld af selv-citater, og selv-citatet kender vi som et gennemgående fortælleteknisk greb også fra hans romaner. I kraft af selv-citatet, citater fra tidligere tekster, har også romanerne denne insisterende karakter af selv-dialog, som i Dossier K. altså sættes helt konkret i scene som et selv-interview.
Skal jeg være strid (og kun halvt så strid som Kertész selv), er det, som om den konkrete iscenesættelse af dialogen svækker det dialogiske moment. Jeg finder den indædte monolog Kaddish for et ufødt barn (1990) mere dialogisk end Dossier K.'s iscenesatte dialog.
I en vis forstand kan man sige, at der i interviewet ligger en større fare for at frembringe fiktive selvbilleder end i den fiktive prosa. Måske er det derfor, jeg er en lille smule skuffet over Dossier K.: Min store litterære helt Kertész sætter sig selv i scene i en af mediesamfundets udbredte dagdrømme: at blive interviewet. Og den indre interviewer, han frembringer, er ham ikke en lige så værdig samtalepartner som den stærke litterære stemme, vi kender fra romanerne.
Resultatet bliver mere pludrende. Hvilket naturligvis ikke forhindrer, at pludderen skyller juveler af krasse spidsformuleringer op, som gentager og fastsømmer forfatterskabets gennemgående pointer og udgør en rigdom, som kun sjældent rummes i en bog.
Jeg, som netop elsker, når litteraturen stiller spørgsmål i den radikale påstands form, jubler over en formulering som denne:
"Alle psykiske sygdomme skyldes familien, som du også selv siger, det klamme familieliv, den enorme, altopslugende, store, bløde, klamme familieseng."
Tilsvarende skuffet bliver jeg, når interviewerens stemme så bruges til at få den interviewede til at relativere det radikale udsagn og indrømme, at der måske nok findes lykkelige familier. Så er det dialogiske blevet kedelig pluralisme og ikke den insisterende henvendelse, vi kender fra Kaddish og Likvidation.
En forfatters såkaldte 'selvbiografi' kan vække forventninger hos læseren om at få tilkastet en luns 'virkelighed', der kan være vejen til forståelse af det litterære værk. Kertész' selvbiografi viser os det modsatte: litteraturen som en uomgængelig vej til forståelse af virkeligheden.
Imre Kértesz: Dossier K. Selvbiografi for to stemmer. På dansk ved Peter Eszterhás, 224 sider. 248 kr. Batzer & co. ISBN 978-87-90524-76-0. Udkommer i dag
