Da den romerske by Pompei den 24. august år 79 blev begravet under et 4-5 meter tykt lag aske og lava, blev der for eftertiden bevaret en mumie af en by med bogstaveligt talt forme af de mennesker og dyr, som ikke undslap regnen af sten og aske fra Vesuv. Som en skal lagde denne blanding sig uden om byen, som først blev genopdaget i 1748, og som blev systematisk udgravet op gennem det 19. århundrede.
Forinden havde byen fascineret de tilrejsende, ikke mindst Goethe, som i sin Italienische Reise skrev, at få ulykker har beredt eftertiden så megen glæde som netop Pompei. Det var ham, der brugte udtrykket 'den mumificerede by', ikke mindst fordi de nu forsvundne døde kroppe havde dannet hulrum i lavaen, så man ved at fylde hulrummene med gips kunne få en præcis afstøbning af de døde i den position, de var blevet fanget i, da lavaen havde indhentet dem. Et fastfrosset billede af en by og dens indbyggere.
Sammen med datidige beretninger er det således muligt ud fra de arkæologiske fund at få et ganske detaljeret billede af hverdagslivet i en mellemstor romersk by (ca. 20.000 indbyggere) i det 1. årh. e.Kr. En af de berømteste samtidige skildringer stammer fra Caius Plinius Secundus, som sammen med sin onkel oplevede Vesuvs udbrud og indbyggernes flugtforsøg. I detaljer beskrev han 25 år efter udbruddet sine oplevelser for historikeren Tacitus.
Samtidighed
Det er denne oplevelse af samtidighed med fortiden, der særligt udmærker den tyske historiker Holger Sonnabends bog om hverdagslivet i Pompei.
Sammen med kilder om livet i de omkringliggende byer sættes det pompeianske hverdagsliv sammen til en utroligt fængslende skildring. Sonnabends bog minder meget om den skildring af det antikke Rom, som man finder i Jèrôme Carcopinos berømte bog fra 1941, som siden er kommet i utallige oplag.
Pompei anno 79 har ikke ligefrem været nogen rolig og fredfyldt badeby. Sonnabend benytter bl.a. en beskrivelse af Seneca, som beklager sig over larmen, som prægede antikkens byer. Lyden af atleter, der træner, en boldspiller som tæller sine slag, slagterne, bagerne og grønthandlerne, som forsøger at sælge deres varer, og midt i det hele sangen fra dem, 'der gerne lader deres stemmer høre i badeanstalten'. Man hører det for sig.
Voldelig underholdning
Alle mulige aspekter ved bylivet kommer med i beskrivelserne; måden man boede på, handel, dagligliv, sport og fritid, det religiøse liv, kulturen.
Og det for et nutidsmenneske interessante er, at lige netop denne periode af historien i lige netop denne del af verden har så fantastisk mange paralleller til vores egen tid. Måske er det derfor, bogen om Pompei er så spændende. Det er mere end arkæologisk interesse, der gør den læseværdig. Underholdningens betydning i den tid f.eks. Panem et cicenses - brød og skuespil. Der er virkelig intet nyt under solen. Fordummelsen af borgerne og det dermed skabte frirum for demagogien, forførelsen og brutaliteten.
På den tid dyrkede man også sporten med nogenlunde samme fanatiske entusiasme som i dag. Navnlig gladiatorkampene var populære, og den tids hooligans fik sat dagsordenen, som da der engang udbrød slagsmål i amfiteatret mellem pompeianerne og besøgende tilskuere fra nabobyen Nuceria, og hvor der var adskillige dræbte og sårede tilskuere. Episoden skal dog ses i sammenhæng med det forhold, at der 15-16 gange hver måned opførtes blodige kampe i arenaen, hvor borgerne kunne fornøje sig med at se, hvorledes andre myrdede hinanden under de mest raffinerede former.
Så det blodige og voldelige var den vigtigste del af showet.
Ligegyldigheden
Forsøget på at opretholde en identitetsskabende livstydning var ikke let dengang; troen på de gamle guder fadede ud, og i stedet var der kommet et hønsestrik af 117 mere eller navnlig mindre autentisk bevarede religioner.
Mysteriereligioner og lykkereligioner prægede det religiøse miljø, ofte synliggjort ved utallige kapeller og stuealtre, hvor symboler for de forskellige guder blandede sig med hinanden. Præcis som man ser det i moderne livsstilsmagasiner. Pompeianerne havde tilsyneladende interesse i en religiøs helgardering.
Det er måske en tilsnigelse, men man får en fornemmelse af et identitetsmæssigt vakuum eller en nihilisme, som på mange områder har præget datidens sindelag og livsindstilling.
Det totale underholdningssamfund med myrderier i cirkus hver anden dag, et samfund, hvor eftertanken og dybsindigheden næppe har haft lette kår.
Holger Sonnabend: Unter dem Vesuv. Alltag in Pompeji. 160 s., 16,90 euro. Primus Verlag, ISBN 3896783408
