Læsetid: 4 min.

Som Ellemann fortælle kan

Den tidligere udenrigsminister beretter muntert og sympatisk om sit liv og sin samtid. Han synes blind for, hvorfor han gjorde folk så rasende
1. december 2007

For Danmark var det måske ilde, at færingerne også ved folketingsvalget den 11. marts 1998 kom til at levere det afgørende mandat. Det sikrede, at Nyrups regering fik endnu tre tumultariske år. Men det betød også, at der ikke blev dannet en borgerlig regering af makkerparret Uffe Ellemann-Jensen og Per Stig Møller.

Og en VK-regering af Ellemann & Møller havde været en ganske anden end den, som i 2001 blev stablet på benene af Fogh & Bendtsen. Den havde haft højere til loftet og mere udsyn gennem vinduerne. Og den ville fra sin dag ét have sat grænser for Pia Kjærsgaard.

Sin ærlige mening sagde Ellemann til Jyllands-Posten i oktober 2001:

"Dansk Folkeparti er rædselsfulde. De skal have så lidt indflydelse som overhovedet muligt. Vi skal ikke give dem igen, blot fordi de kan støtte os."

Og - for at ingen skulle være i tvivl fastslog Ellemann: "Venstre i politisk ægteseng med Pia Kjærsgaard - en afskyelig tanke!"

Uffe Ellemann er ånds-liberal. Hans far og politiske læremester, folketingsmand Jens Peter Jensen - også kendt som 'Døgnbrænderen' - startede sin politiske karriere som radikal, men brød med de radikale på grund af deres slatne forsvars- og udenrigspolitik.

Ydmyget af de radikale

Og det er navnlig på selvsamme politikområder, at Ellemann i sin egen karriere al-deles ikke kom til at ligge de radikale nær. Til gengæld kom han i sine udenrigsministerår i 1980'erne til at lide den tort, at de radikale gentagne gange var med til at bringe ham i mindretal på forsvars- og udenrigspolitikken.

Om sin opvækst og hvad der formede hans synspunkter, fortæller Ellemann medrivende i erindringsbogen Vejen, jeg valgte. Bogen er skrevet over de Mands-Minde-foredrag, som Ellemann dette efterår har holdt i det grundtvigske Vartov i København, og som for tiden kan høres i radioens P1.

Om den vanskelige situation for Danmark under den tyske besættelse skriver Ellemann med større forståelse end den, som statsminister Fogh har givet udtryk for.Ellemanns ord:

"Jeg synes selv, det er vanskeligt at være fordømmende over for de politikere, der dengang tog ansvaret for samarbejdspolitikken. Jeg håber, at jeg selv ville have handlet anderledes - men jeg er ikke sikker på, at det ville have været muligt på det tidspunkt."

Nej til politik

Ellemann tegner et fint portræt af det Danmark, der i løbet af 1950'erne blev løftet fra nøjsomhed til velstand, efterhånden som en international højkonjunktur slog igennem. Fra 1960'erne beretter han om de usle vilkår for de undertrykte befolkninger i Østeuropa, som han tidligt besøgte og fattede sympati for.

I sine unge år som populær tv-journalist havde Ellemann afvist spørgsmål om en politisk karriere med, at det liv kendte han kun alt for godt fra sin far, og at det havde han slet ikke temperament til.

Den afvisning skulle Ellemann tænkeligt have fastholdt. Men da han som chefredaktør på dagbladet Børsen ragede uklar med med-arbejderne og ikke rigtigt vidste, hvad han skulle stille op med sig selv, lod han sig friste af et tilbud om opstilling ved folketingsvalget i 1977.

Han hørte - sammen med Anders Fogh - til de Venstre-folk, der var villige til at lave fælles regering med Socialdemokratiet for at redde Danmark ud af 1970'ernes økonomiske suppedas. Men SV-regeringen 1978-79 slog jammerligt fejl.

Med fryd citerer Ellemann nu fra den daværende S-finansminister Knud Heinesens erindringer, hvor-ledes forliset skyldtes detotalt uansvarlige økonomiske forlangender, som LO fremsatte - med sin unge økonom Poul Nyrup Rasmussen som pennefører.

I 1982 kom den konservative Poul Schlüter til med sin firkløverregering, som de radikale lovede støtte i den økonomiske genopretning. Men ikke på forsvars- og udenrigsområdet.

Dér burde støtten heller ikke have været nødvendig, for traditionen var siden det danske NATO-medlemskab i 1949, at S og VK stod sammen. Men socialdemokraterne kunne ikke stå for fristelsen til at svinge rundt og genere regeringen ved at skabe et 'alternativt' sikkerheds-politisk flertal med de radikale og venstrefløjen.

I bogen skriver Ellemann: "Det ligger ikke til mig at være bitter." Hvorpå han iler med at tilføje:

"Men det var jeg - og det er jeg - når det gælder dette sørgelige kapitel i dansk politik. Bitterheden skyldes de omkostninger, fodnotepolitikken betød for Danmarks omdømme og i nogle situationer ligefrem for Danmarks sikkerhed."

Men her bliver det underligt. For i en ellers frimodig og underbygget fremstilling giver Ellemann ingen kon-krete eksempler på, at det socialdemokratiske svigt forringede landets sikkerhed. Tværtimod fortæller han, hvorledes han hele tiden glattede ud over for vores allierede.

Man får snarere fornemmelsen, at han personligt er blevet påført et traume af fodnoterne. Og at det rammer lige ind i det temperament, som han selv med klarsyn havde set som en hindring for lykkelig beskæftigelse med politik.

Ellemann synes blind for, at selvsamme temperament fik ham til at optræde med en arrogance, der kunne hensætte hans landsmænd i et raseri, som blev medvirkende årsag til, at Uffes politiske vej blev noget bumpet.

Uffe Ellemann-Jensen: Vejen, jeg valgte. Mands Minde foredrag. 304. s. ill. 299 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er mere enig med Flemming Rose i JP end David R.

Uffe som jeg ellers altid har haft en stor sympati for, optrådte under Muhammedkrisen helt i strid med min opfattelse af en statsmand med indsigt og overblik. Han og Nyrup optrådte som uvärdige personer i netop denne centrale sag for et demokrati, hvor Anders Fogh Rasmussen var statsmanden, så klar og präcis og värdig, uden at sälge ud af arvesölvet. Uffe og Nyrup kunne begge have gjort sig i en anden historisk periode, som antydet af Flemming Rose. Beklageligt. Det er altid lidt sörgeligt at se forfald af store danskere, men jeg så V. Kampmann, J.O. Krag og et par andre. Hvorfor er det så svärt at stikke piben ind når man er i seniet. Gode historier OK, men 'testamentelignende' meninger, NEJ TAK..

"Anders Fogh var statsmanden - klar, præcis og værdig"????

Manden var under karrikaturkrisen en arrogant klaphat som på grund af personlig stolthed ikke kunne finde ud af at tage et simpelt møde med ambassadørerne, hvor han på høflig vis skar ud i pap, at pressefriheden i Danmark bliver taget alvorligt og kun reguleres af domstolene.

Da han endelig havde fattet, at krisen krævede hans indgriben, så man ham først længe stædigt fastholde i medierne, at "ytringsfriheden i Danmark var ukrænkelig". Efter et par uger havde hans meningsmålingsorientering imidlertid afsløret, at danskerne forventede en større grad af diplomatisk indsats fra hans side. Derefter foretog han endnu en af sine herostratisk berømte kovendinger og gik på arabisk sattelit-tv, hvor han undskyldte mange gange for fornærmelserne.

Som sit næste 'statsmandsskridt' henvendte han sig til danskerne med beskeden om, at det galdt om at stå sammen i en for landet alvorlig situation, hvorefter han i næste åndedrag udtalte sig papkasse-agtigt om, at krisen virkelig havde skilt fårene fra bukkene, når det galdt "forsvaret af ytringsfriheden". Ud over at hænge halvdelen af befolkningen ud med denne papkasse-påstand, tøvede ikke med at kritisere navngivne medier for ikke at have genoptrykt tegningerne på trods af, at han nogle uger forinden stædigt havde fastholdt, at han som minister for pressen måtte afholde sig fra at tage skridt, der kunne tolkes som kritik af Jyllandspostens tegninger.

Den ubarberede vildmand med de stikkende øjne og de evigt skiftende holdninger var med andre ord stærkt medvirkende til at bringe Danmark ud i den værste udenrigspolitiske krise i årtier, og da han langt om længe indså sin fadæse og måtte krybe i knæ over for den arabiske verden, håbede han arrogant, at befolkningen ville overse såvel fejlvurderingen som den efterfølgende ydmygende redningsmanøvre. For at bidrage til denne forglemmelse tøvede han ikke med at hælde lidt spindoktor-benzin på bålet i den offentlige debat ved med sin "får og bukke"-udtalelse at yde sit helt personlige bidrag til den stigende splittelse om grundlæggende spørgsmål om anstændighed i det danske samfund

Der er mange ting jeg ikke er enig med Uffe om, men jeg tror han er et godt menneske med hjertet på rette sted. Selvironi og en gudbenådet sans for humor. Ein Mensch, som det vist hedder på jiddisch. Ved siden af ham er AFR en vindbøjtel, en hængerøv, et hundehoved og elendig socald... nå nej!