Først og størst: Denne mastodont på små 1.200 sider slår os på sin egen effektive måde i hovedet med en århundredegammel flovmand – en påmindelse om forudgående kulturel apati. Aldrig før er der udkommet et teaterleksikon forfattet af danske teaterforskere. For teaternørder er dags dato altså nærmest en flagdag.
Da de første planer kom på bordet i 1999, hed målgruppen ’den alment teaterinteresserede’, og et løseligt anslået sideantal svævede omkring de 500. Denne ramme fordobledes altså undervejs, men i disse kulturpolitisk uambitiøse tider – hvem kan da andet end applaudere?
Stor spændvidde
Med knap 3.800 opslag er stofmængden mildest talt kolossal. Redaktørerne er endt med at gå i encyklopædicirkler og inddrager foruden alle de åbenlyse biografier også teaterbygninger, -politik, -retninger og –tænkning samt kunsthistorie og den interagerende filosofihistorie. Ikke bare her, men også systematisk i Skandinavien og temmelig fintmasket gennem de store europæiske teaterlande plus USA. Øvrige verdensdele dækkes mere overordnet.
Mest og ligefremt fængende (for førnævnte alment interesserede læser) er den oplagte lystlæsning om teatrets hemmelige liv. Konsekvent fra dets intrikate tekniske bagside, hvor effekter, der stadig anvendes, ofte i sin mekanik er århundredegammel og rørende primitivt udtænkt – over rekvisitter til overtro og den ofte muntre fagslang. Grundløs overtro er på retur herhjemme; for bare to generationer siden begyndte man f.eks. aldrig læseprøver på en mandag, hvilket man rask væk gør nu. Mens det stadig ikke kunne falde engelske teaterfolk ind, at nævne skuespillet Macbeth ved navn i et teaterrum.
Kuriosa og det seriøse går naturnødvendigt hånd i hånd. Under det lystige samleopslag »teaterslang«, finder man bl.a. begrebet »filejdring«, der dækker en yndet syssel blandt turnerende teaterfolk: madlavning på værelset. Amatørgastronomi bygget på kreativ omgang med førhen spritblus og stearinlys, nu dyppekoger samt håndvask, varmeapparat og hårtørrer. Griber man samtidig understrømmen under mange andre af opslagets stikord, ses de opregnede verbale grovheder om publikum i salen som en forståelig hævn for århundreders nedvurderende syn på især skuespillere – se opslaget »social status«. Opdragelse af publikum kaldes diplomatisk andetsteds for »et civiliserings- og disciplineringsprojekt«. Det pågår løbende, ved vi.
Gode oversigtsartikler
De meget veldisponerede oversigtsartikler er en nok så væsentlig attraktion ved dagens værk. Bagtankerne og udvælgelsen kunne ikke være mere gennemtænkt og visionær. Hér er mere, end ’man’ potentielt beder om. Selvfølgelig figurerer kunst- og teaterhistoriens samtlige epoker, men i tilgift får man (tilfældigt plukket) fra »antikkens indflydelse« over »mad og drikke på scenen« til »stilisering« – fåtallige eksempler på de bonusrige og velskrevne omhyggeligheder.
Redaktørerne har tilsluttet sig moderne billedbrug og lader ofte illustrationerne fortælle deres del af historierne. Billedsiden er derfor ikke den mindst fortællende.
På minussiden
Med applausen bag mig, er det anmelderens tid til booing med spredehagl. Hverken mishagsytringer eller at buhe eksisterer for øvrigt som opslagsord. Den kendteste fiskerolle, Fortinbras fra Hamlet (også kaldet Sardindåsen pga. rustningen) er ikke nævnt i opslaget. Det samme gælder Line Kroghs oversættelse af Shakespeares sonetter i hendes opslag. Og konsekvensen i personalia er gået fløjten undervejs – når f.eks. Waage Sandø nævnes gift med Pia Jondal, hvorfor så ikke Troels II Munk og Pia Rosenbaum? Eller kan man omtale Ingmar Bergmans professionelle indflydelse på Liv Ulmann og samtidigt forbigå den mangeårige private samt undlade henvisningen til Ingmar Bergman?
En enkelt trykfejl i en ellers dadelfri brødtekst er grebet i flugten; Gombrowicz’ roman fra 1937 hedder retteligt Ferdydurke.
Leksikonets egentlige problem er imidlertid dels de individuelle afvejninger af biografistoffet, dels balancen mellem fortid, nutid og fremtid. Hvordan er man f.eks. nået frem til fordelingen mellem 25 linier til den zimbabwiske teatergruppe Amakhosi, men kun 22 til en os langt nærmere, betydningsfuld og tværgenremæssigt banebrydende teaterdynamo som Trevor Davies? Som man oven i købet stadigt lader have base i England, skønt han har været københavner siden 2005 … her har redaktionen et forklaringsproblem. De sparsomme ord om kollegaen Lene Thiesen burde samtidigt være suppleret med en henvisning til Kvindebiografisk leksikon, der har forstået opgaven bedre.
At de lærde skribenter oftest er teaterhistorikere tipper af og til fokus over på undværlige nulliteter. Hvis man f.eks. havde sparket Lauritz Stigaard (d. 1889) og Caroline Amalie Thilo (d. 1754) ud, var der blevet plads til et par linier om Ulla Strømbergs fænomenale evner som kulturformidler i DR, om stemmefænomenet Walt Rosenberg og/eller endnu flere repræsenterede teatertegnere.
På bundlinien
Overordnet er leksikonet alligevel en milepæl inden for dansk faglitteratur. Opslagene er gennemresearchede og pålidelige – heraf produktionstiden – og en generel høj læseværdighed præger artiklerne. De ikke mindre end 23 fonde, der har bidraget til kassebeholdningen, kan være lige så stolte, som danske brugere bør være taknemmelige. Leksikonet er ikke bare årets, men årtiets julegave par excellence.
PS: Al kunst er svær, dette omniværk om teaterkunsten er sværere, faktisk på 2,3 kg. Velegnet til at slå den siddende kulturminister over fingrene med, når han nærmer sig teaterområdet; men for os andre totalt uhåndterlig og dermed umulig at lystlæse på sofaen. Gid nogle af de dejlige sponsorpenge var blevet brugt på at hugge klodsen midtover.
kultur@information.dk
Gyldendals Teaterleksikon. Red.: Alette Scavenius. Medred.: Bjørn Lense-Møller. Billedred.: Bent Holm, B. Lense-Møller & A. Scavenius.
1113 s., sh/farve ill. Kr. 699.
Udkommer i dag
