Læsetid: 4 min.

Flugtveje og lystfælder

Solen går pisgul ned over lorte-London, men kan også smelte i et stof-semiotisk urhav ud for Ibiza. Eskapisme og realisme, hud og harddisk danser koket kinddans på nye britiske og danske festplader
Solen går pisgul ned over lorte-London, men kan også smelte i et stof-semiotisk urhav ud for Ibiza. Eskapisme og realisme, hud og harddisk danser koket kinddans på nye britiske og danske festplader
5. november 2007

Det er 14 år siden den britiske trio Underworld masserede sig vej ind i vore pacemakere her i den vestlige verden med albummet Dubnobasswithmyheadman. Dengang var vi ikke så forvænte med bands af den støbning, bands som spændte over både rock, techno, trance og breakbeat – altså over det både håndspillede og programmerede, det gammelkendte og det stadig nye.

Det var de meget få, der appellerede til både technokrati og rockofile. Men det gjorde Karl Hyde, Rick Smith og Darren Emerson. De detonerede barrierer og forenede isolerede grupperinger i fælles trance over de hypnotiske beats, erotisk nydelse over de afgrundsbløde klange og intellektuel påskønnelse af Hydes beatpoetiske cut-up-tekster.

Dem er der flere af hos Underworld anno 2007 (i dag kun Hyde og Smith), og på deres nye album Oblivion With Bells – stadig krast gennemsyret af Hydes vokal, der ikke kun formummes i cybernetisk præstekåbe oppe under de renderede hvælvinger. Den får også lov at stå skarpskåren i front, bundet til kødet, nærmest i kontrast til de stadig majestætisk sitrende lydarkitekturer. Og her er Underworlds nye album bedst. Når sangskrivningen yder teknologien modstand, når ordene mokker sig til et nærvær midt i abstraktionerne. Som ellers godt kan nærme sig klicheerne – ganske vist klicheer i sin tid grundlagt af Underworld selv, men ikke desto mindre klicheer.

De narkotiske dimensioner i Underworlds aspirationer giver mig stadig illusioner om bedre konstruktioner af virkelighed – eller flugt fra samme. Vi får masser af nødudgange, men også påmindelser om, at de har det med ad labyrintiske omveje at føre tilbage til en selv og til den forbistrede virkelighed.

Skidtet gemmer sig under den lakerede negl, nærværet modsvarer forglemmelsen. Og solen går pisgul ned over lorte-London, men kan også smelte i et stof-semiotisk urhav ud for Ibiza. Realisme og udfrielse. Eller som den fulde tekst til ’Beautiful Burnout’ lyder: »Blood on a tissue on the floor of the train/ Sun goes down, temperature drops/ Beautiful burnout, beautiful burnout/ Bird/ Chrome«.

Der er tomgang på Oblivion With Bells, rutineløb på stedet og gentagelses-loops med høje kalorietal, men der er også muskuløst forførende såvel som sanseligt knubbede numre, hvor Hyde & maskinpark mødes i rislende episke enheder fulde af kontrastvæske. Og dermed rummer albummet nye flugtruter ikke kun for lytteren, men også for Underworld selv.

En højrøstet blanding
14 år er altså gået siden Underworlds kunstneriske gennembrud. 14 hektiske elektronisk modificerede, accelererede år i musikkens verden. 14 års nedbrydning af konventioner – og opfindelse af nye. I dag har vi masser af bands bevæbnet med både guitar og computer, og foran scenen er der nu fyldt med løssluppen ungdom, der ikke hænger sig i detaljer som hvem, der slår på, hvad eller drejer på hvilket mærke af isenkram.
Og det er jo godt.

Den danske trio Turboweekend nyder således bevågenhed derude takket være deres feststemte electrorock, ikke fordi de er et nyt dyr i åbenbaringen, slet ikke. Men fordi de kan noget med udråbstegn, hvilket nu er koaguleret i indspillet form på debutalbummet Night Shift. En højrøstet blanding af dis-co, synthpop, house, techno, indierock, en kombination af elektronisk blodtryk og rockmusikalsk fodfæste. Franz Ferdinands og især Klaxons’ bud på raverock eller new rave låner både dna og eyeliner til Night Shift. Ligesom der også er navlestreng tilbage til salig Underworld og deres appel til både hedonist og melankoliker i Turboweekends rytmiske dunken og følelsesmæssige udsving – altid af bastant, men også til tider vemodig karakter. Ja, et nummer som det fine »Shadow Sounds« bærer sin nærmest hymniske melankoli med stolt knejsen. Der drømmes både om en mere åndelig frelse fra oven på nummeret »Salvation«, men oftere søges udfrielsen forneden.

Desværre udviser Turboweekend et mål af umodenhed i deres sangskrivning og en grad af blodmangel i deres klanglige udtryk. Sangene er ikke altid catchy, ja, har tit noget ferskt, gennemsigtigt over sig. Ligesom der er grund til at håbe på, at indie-festorkesteret får skabt sig en lidt mere personligt sammentømret sound.

Turboweekend demonstrerer udmærket, hvor hjemmevant og naturligt unge rockbands færdes mellem tidligere adskilte verdener, mellem klubben og koncertsalen, mellem maskinernes kropsappel og rockbandets live-styrke, mellem de forskellige niveauer af flugt og bekræftelse, vi alle søger. Og det sker i en stejl stram rytmisk form, der mere kalder på hoftestød på beatet end synkoperede vrik imellem. Det er blege, stift rytmiske mænds længsler, der transmitteres, med store bogstaver og både udråbstegn, metronom og distortion-stempel.

En svedig affære
Så er der mere smurt lir over landsmanden Kasper Bjørke – først og fremmest programmør forankret i
klubland med sin fortid i house-duoen Filur. Debut-
albummet In Gumbo er en svedig affære, hvor samtidige navne som Matthew Dear, Simian Mobile Disco og Felix Da Housecat spøger i de vokalt udbyggede skæringer. Og hvor house, electroclash, techno og et par strint soul smelter sammen i til tider sjofle ytringer, til tider elegant skræddersyede positurer. Ikke altid lige ophidsende i de instrumentale faser, men de tre numre ’Back & Spine’, ’Humming Song’ og ’Doesn’t Matter’ med gæstevokalister dunker med både kompositorisk elegance og produktionsmæssig disciplin.

Restriktion er ikke det værste værktøj i Kasper Bjørkes trickboks. Og fornemmelsen af ikke så meget flugt som labert designet fangenskab er umiskendelig i de bedste numres lystfælder. Lad os bare smide nøglen væk, tænker man i disse minutter. For når lyset dæmpes, ja, så leverer In Gumbo i disse passager den lumre skygge, der klistrer til begæret under discokuglens dovne rotation.

Underworld: Oblivion With Bells (Different/PIAS/VME)
Turboweekend: Night Shift (Copenhagen Records/MBO)
Kasper Bjørke: In Gumbo (Plant Music/Zycos/Sony BMG)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu