Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

’Forbrydelsen’ blev helt store folkeforlystelse

I morgen aften vises det 20. og sidste afsnit af Søren Sveistrups vellykkede serie 'Forbrydelsen', som halvanden million seere har fulgt, men i grunden er det ikke så vigtigt, hvem der har myrdet Nanna Birk Larsen. Det vigtigste er vejen ad hvilken
Kultur
24. november 2007
Problemerne tårner sig op i -Forbrydelsen- for Sarah Lund spillet af Sofie Gråbøl, men alt løses i morgen aften. I afdelingen for kuriosa er hendes sweater, som hun bærer ude og inde, blevet kult. Den ligner en islandsk sweater, men færinger har nu taget æren for designet. Den kunne være produktplaceret af Håndarbejdets Fremme.

Problemerne tårner sig op i -Forbrydelsen- for Sarah Lund spillet af Sofie Gråbøl, men alt løses i morgen aften. I afdelingen for kuriosa er hendes sweater, som hun bærer ude og inde, blevet kult. Den ligner en islandsk sweater, men færinger har nu taget æren for designet. Den kunne være produktplaceret af Håndarbejdets Fremme.

Tine Harden

Dramachef Ingolf Gaboldvar skuffet. Ifølge Nyhedsavisen var han også rasende. Han havde håbet på den femte pris til en dansk serie, da thrilleren Forbrydelsen forleden blev vist ved Emmy-uddelingen i New York, men håbet glippede. Prisen gik til en britisk serie, The Streets.

Gabold syntes ikke, BBC havde fortjent at vinde. Det kan vi andre ikke bedømme, da vi ikke har set den nævnte, men man forstår dramachefens skuffelse. Forbrydelsen har været én stor og lang fornøjelse for de danske seere.

Dog begyndte det ærligt talt noget trægt, hvilket kan være forklaringen (Emmy-juryen har kun set første del af serien). Kunne politiet da for pokker ikke snart få opklaret mordet på flyttemand Larsens datter, gymnasieeleven Nanna Birk Larsen, så vi kunne komme videre til nye mord og opklaringer af blot en times varighed?

Nej, det kunne politiet ikke. Det skulle have sin tid. Plottet er selvfølgelig alfa og omega, her lagt i professionelle hænder hos Søren Sveistrup, en forfatter, der mærkeligt nok er nærmest ukendt i den danske befolkning som andet end et navn på skærmen.

Men udover spændingen skulle der fortælles noget om spillet på rådhuset og dansen om medierne, og der skulle især gives uddybende portrætter af de involverede personer.

Bitre erfaringer

Som afsnittene passerede, og personerne blev sat under stigende pres, gik serien ind i hjertet og synet på halvanden million danskere, som sad klinet til skærmen søndag aften kl. 20. Hvilket tal! Man har talt om, at der kun er to fænomener, der kan samle den i to blokke splittede danske nation: Fodboldlandsholdet og søndagsdramaet.

Efterhånden som fodboldholdet gled ned ad slisken i sin deroute og til sidst helt ud af EM, stod søndagsdramaet ene tilbage, som vinder af fællesskabspokalen. Et pseudofællesskab, javist, men dog.

I morgen aften afsløres morderen - med mindre sagen bliver henlagt, og det gør den ikke, for det tør de ikke inde i tv.

Poul Nesgaard og Nulle ville have turdet, ligesom dengang de dristigt snød børnene med deres 'ujulede' julekalender, som til gengæld gik over i tv-historien.

Del af spillet

Også i år har der været rygter om, at man kunne læse morderens navn på et netsted - det er en del af gamet - og det har Ingolf Gabold også været sur over, men så har der været så mange forskellige netgæt, at de har ophævet hinanden.

Belært af bitre erfaringer har Gabold sørget for en bevogtning af mordernavnet, som var det en statshemmelighed eller selveste Fort Knox.

Engang kom en skuespiller for skade at lade et manuskript ligge fremme på restaurant Formel B, så en Ekstra Blads-journalist kunne aflæse slutningen på DR-serien Nikolaj og Julie.

Senere var det det onde ugeblad Se & Hør, hvis journalist havde spion-affotograferet et manus med et afsnit af Krøniken. I dag skriver man ikke slutninger ind i manuskripter, kun tre har kendt til Nannas morder, men der kan jo ikke tages højde for alle sive-muligheder.

I virkeligheden er det ikke så vigtigt, hvem der har begået mordet. Det vigtige er vejen ad hvilken. Ligesom det heller ikke er så vigtigt, at der har været et par småfejl i forhold til, hvordan politiet og retssystemet fungerer, hvilket nogle på nettet har yndet at påpege. I de store linjer er det korrekt fremstillet.

To ansigter

Den absolut mest interessante karakter i Forbrydelsen er overborgmesterens udfordrer, den yngre Troels Hartmann, spillet af Lars Mikkelsen, som er i stand til at give sin køligt beregnende politiker et dynamisk-humanistisk ydre.

Det meste sker i hans beherskede ansigtsspil, hvor det navnlig er interessant at studere ham, når han skal parere eller bortforklare en halv- eller helløgn.

Kun et flaksende blik eller to afslører ham, før han lynhurtigt er i en garde-position. Faktisk portrætterer han folk som Peter Brixtofte og Klaus Riskær.

Den anden store hovedrolle som vicekriminalkommissær Sarah Lund eller slet og ret Lund, der spilles af Sofie Gråbøl. Hendes kvaliteter kender seerne.

Hun er af den kategori, som kameraet elsker, næsten uanset, hvad hun gør. Modsat Troels Hartmann sker der næsten intet i Lunds ansigt. Hun spiller igennem på stort set det samme udtryk, fuldstændig fokuseret indeni på, at mordet ikke er opklaret, selv om hendes overordnede et par gange regner det for opklaret.

Så går hun endnu mere ind i sig selv, og lige det kan man dog iagttage. Minsandten om hun ikke også anklages for selv at have myrdet. Men selv når Sofie Gråbøl som her egentlig ikke spiller ret meget skuespil, brænder hun igennem.

Lunds sweater

Ann Eleonora Jørgensen og Bjarne Henriksen giver det dybeste psykologiske portræt, nemlig af ægteparret, der mister deres datter. Det virker troværdigt i alle de små forskydninger i deres forhold, som belastningen medfører.

Især Bjarne Henriksen trækker øjne til, for man ved aldrig helt, hvor man har ham. Det udtrykker han ikke kun med ansigtet, men med hele kropssproget. Det hele spiller godt sammen, også Frans Baks baggrundmusik, som er en spændingsbefordrende sovs, som kæder sammen og bærer videre. Ikke alle skuespillerne er lige markante, men igen: Det og de spiller godt sammen.

Mere stiv i spillet end de andre er Bent Mejdings overborgmester. Han er fra dengang, skuespillere lærte, at det ikke blot var vigtigt at tale højt og spille tydeligt, men endog meget tydeligt. Men hvad, overborgmesteren er jo også af den gamle skole.

I særklasse, og nu er vi ovre i kuriosa, er Lunds sweater, som hun bærer ude og inde. Den, der ligner en islandsk sweater, men ikke er det, kunne være produktplaceret af Håndarbejdets Fremme. Fornuftig strikvare, uden for enhver modestrømning. Netop den kiksede ting, som skal modsvare virkeligheden? Eller alternerede hun mellem to sweatre, som nogle hævder?

Det næste

Forbrydelsen er en mesterlig og vellykket kombination af krimien med den genre, som også filmen Kongekabale har været med til at opdyrke. Det benhårde politiske spil, hvor alt kan bruges, når modstanderne skal jordes. Det kendes også fra virkelighedens verden - og genkendtes i angrebene på Naser Khader og Socialdemokraternes næstformand, Henrik Sass Larsen, men forekommer som i serien også langt mere subtilt.

Spørgsmålet er nu: Hvad gør vi i den krimi-narkotiserede nation, når forbrydelsen i aften er opklaret?

Ser frem til dramatiseringen på svensk tv af Stieg Larssons romaner, som er lagt i hænderne på den danske producent Søren Stærmose, der som ung drog til Stockholm for at søge lykken og fandt den, da det lykkedes ham og en kammerat at få filmrettighederne til Sjöwall og Wahlös bøger. De fleste svenskere havde regnet med, at Mikael Persbrandt, som spillede den håndfaste strømer Gunvald i serien Beck, skulle have den bærende rolle, og det havde han også selv, men man valgte en anden, hvorefter Persbrandt prompte sagde op på Dramaten til kollegernes store fortrydelse.

Også en slags kongekabale, men optagelserne er dårligt nok på tegnebrædtet, så det har lange udsigter.

Har Gabold & Co. en ny folkeforlystelse og en ny sweater i posen til os, mens vi venter?

Forbrydelsen - 20. og sidste afsnit på DR1 søndag kl. 20.00

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Forbrydelsens" største svaghed er selve seriekonceptet, først og fremmest, at man ligesom i "24 Hours" har lagt sig fast på et bestemt antal afsnit. Det betyder, at der har været en masse tomgang og gentagelser, så man med sindsro kunne springe et par afsnit over uden at gå glip af noget. Tænk, hvis en romanforfatter på forhånd var bundet til at skulle skrive en bog på nøjagtigt 417 sider, uanset om der var historie til det eller ej.

Bortset fra det er jeg enig i artiklens ros til skuespil, fotografering, miljø etc.

Tænk at prale af, hvad man IKKE har oplevet.