Læsetid: 2 min.

Fortabt i forfatterens parade af kæpheste

Debutroman om hverdagens monotoni på en parcelhusvej ligner en god idé, men er det ikke
5. november 2007

Det ligner en underholdende idé, selvom den ganske vist er set før. Mette Rosenkrantz Holsts debutroman beskriver en parcelhusvej på Ishøjkanten gennem en mosaik af hverdagsfortællinger om dens pensionsmodne beboere – alle i mere eller mindre udmattede parforhold, alle i liv, hvis monotoni kun brydes af begivenheder som leveringen af det nye Bilka-katalog eller planlægningen af en vejfest på områdets fællesareal.

Der springes over ligusterhække og ind i huse, i ægteskaber og hoveder, der fortælles indefra og udefra. Egentlige tanker og overvejelser er fremmede på romanens Tårnkærvej, alligevel står flere af bogens personer angiveligt ved et vendepunkt i deres tilværelse; der vil komme skilsmisser og konfrontationer, nye muligheder kan vise sig, hævdes det.

Desværre forbliver historien i det store og hele uvedkommende, måske fordi det er så svært at få øje på, hvad den overordnede historie i det hele taget er. Som bogens titel antyder, er der en tematik omkring fælles rum, de geografiske, de følelsesmæssige, de konventionelt nødvendige, men tematikken fortabes i forfatterens parade af kæpheste, der skal rides. Et af bogens mest fremtrædende træk er dens udstillede materialisme, opremsningen af interiører og ikke mindst bilmærker, men der er også hip til ungdomsdyrkelsen, til fremmedangsten etc.

Både personer og scenerier tegnes stærkt karikeret, skingert som i en reklamefilms fordrejede farver, og det er vistnok meningen, at det skal bryde en slags realisme på en slags grotesk måde, det fungerer bare ikke. Måske fordi realismen ikke har eksistentielt bid. Og fordi det groteske aldrig bliver foruroligende.

Uforklaret psykologi
Personerne forbliver flade, og som læsningen skrider frem, er man ikke engang nysgerrig efter et indblik i den temmeligt uforklarede psykologi bag deres handlinger og udviklinger. Sprogligt kæmper enkelte morsomme formuleringer med et umådehold af klichéer.

Det provokerende ved bogen er dens urimelige mangel på tillid til læseren. Er den overordnede pointe svagt tegnet, prikkes de mindre til gengæld overivrigt ud med stive pegefingre. De sympatiske holdninger som afspejles i romanens temaer, hænges pædagogisk op på tanker og samtaler, f.eks. her hvor en af romanens personer netop har kastet et blik i et dameblad:
»Hun undrer sig. Gennem verdenshistorien er det vel de færreste, der har moret sig over at miste sin ungdoms styrke. Men siden hvornår er den naturlige aldring gået hen og blevet en sygdom?«
Eller hér: »Tørklædedebatten havde hun aldrig forstået«.
Jeg ville have bifaldet den slags udsagn i et debat-indlæg, men en roman fungerer simpelthen på andre præmisser. En smule må overlades til læserens egen lyst eller evne for refleksion.

Forfatteren er i den grad ladt i stikken af sin redaktør. Der er utallige sjuskefejl bogen igennem, tastefejl, stavefejl, kommafejl, grammatisk tvivlsomme konstruktioner, faktuelt tvivlsomme udsagn. Romanens rammefortælling om en ejendomsmægler og hans kommercielt begærlige blik på vejens huse, virker aldeles overflødig. Det samme gør en initiel fortælling om den sympatiske arbejder, der køber én af vejens første udstykninger. Man venter på en senere opfølgning, en slags hensigt med disse fortællinger, men den viser sig aldrig.
kultur@information.dk

Mette Rosenkrantz Holst: Fællesarealer, Tiderne Skifter, 259 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu