Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Fremragende fristil

Gus Van Sant kommer i 'Paranoid Park' følsomt tæt på en teenagers subjektive univers ved udramatisk at fortælle en dramatisk historie gennem impressionistiske øjeblikke
Den døsige iagttager. Alex- store, brune øjne får lov at fylde hele lærredet, mens hans omgivelser ofte blot præsenteres i uskarpe sekvenser. Og det virker: Vi kommer helt ind i hovedet på den 16-årige teenager.

Den døsige iagttager. Alex- store, brune øjne får lov at fylde hele lærredet, mens hans omgivelser ofte blot præsenteres i uskarpe sekvenser. Og det virker: Vi kommer helt ind i hovedet på den 16-årige teenager.

Sunrise film

Kultur
30. november 2007

Vi er et stykke inde i historien om Alex. Man hører ikke replikkerne, kun musik. Hans selvtilfredse cheerleader-kæreste i det korte skørt kommer hen mod ham. Glad for at se ham. Med kække fletninger og krigsmalede øjne. Pludselig forandres det glade ansigt. Man kan se, hun vantro udbryder 'what?!'. Efterfulgt af flere 'what' og et par 'Oh my God'. Hurtigt forandres det vantro udtryk til vrede. Han får et skub. Vi ser ham. Han står sådan lidt uden for situationen og vender sig om og går. Det var det forhold.

De har lige dyrket sex for første gang i det, man roligt kan beskrive som en af filmhistoriens mindst følelsesladede sexscener. For hende skulle det ligesom bare overstås, så hun få øjeblikke efter kan ringe fra mobilen og annoncere, at det nu er sket og bare var sååå fantastisk. Han ligger stadig overraskende upåvirket tilbage på sengen, og sådan bevæger vores hovedperson Alex sig gennem det meste af Gus Van Sants nye skildring af amerikansk teenageliv.

Drømmende udtryk

Som en slags døsig iagttager, hvis store, brune øjne får lov at fylde en stor del af lærredet, mens baggrunden - med blandt andet forældrene - ofte er uskarp. Gus Van Sant er ikke ude på at fortolke eller forklare eller sætte ting i en skarp kontekst. Han vil have os ind i hovedet på Alex, og det lykkes fremragende i hans stemningsfulde skildring af den 16-åriges oplevelser i hjembyen Portland, Oregon.

Det drømmende, visuelle hverdagsudtryk, som hans Guldpalmevinder Elephant etablerede i sin poetisk formidlede skildring af en high school shooting, finder i Paranoid Park sin perfekte form. Fotografen Christoper Doyle, der blandt andet er kendt for at have skudt billedberusende film som Wong Kar-Wais In the Mood for Love og 2046, leger sanseligt med lys, fokus og slow motion, mens Gus Van Sant som både instruktør, manuskriptforfatter og klipper tager os nonlineært rundt i historien, der har et markant soundtrack med både beat og Beethoven samt ikke mindst musik af Fellinis komponist Nina Rota som en vigtig ingrediens.

Konstruktivt rod

Og ja, der er en interessant historie, hvis du nu sidder og tænker, at det hele er æstetik og fængslende form. Det er ikke mindst den, der gør Paranoid Park til en stor oplevelse. Historien bygger på en roman af Blake Nelson om en skaterfyr, som måske er involveret i en nattevagts død. Vi fornemmer først, at noget er galt, da Alex bliver kaldt ud af en af de high school-timer, som Gus Van Sant fanger så fermt. En politimand spørger, om han har været på skaterstedet Paranoid Park? Alex svarer på alt, men taler han sandt eller falsk? Vi leder efter svar i hans ansigt.

Efterhånden finder vi ud af, at han gemmer på en hemmelighed. Filmen lader ham prøve at skrive det, der ikke kan siges, til en ven og roder rundt i kronologien. Er vi i hans tekst eller i en bevidsthedsstrøm? Som Gus Van Sant drillende lader Alex undskylde over for os i en voice over, kan fortællingen måske godt blive lidt rodet, for han har aldrig været god til at skrive fristil - men han skal nok få det hele ned på papiret til sidst.

Da Gus Van Sant til sidst har fået det hele fremstillet med bravur på lærredet, sidder man tilbage med et alt andet end rodet portræt af en forvirret fyr, som har ikke så lidt at slås med.

Bare fordi

Alex navigerer mellem forældrene, der skal skilles; han føler ansvar for sin lillebror, der tager skilsmissen så nær, at han kaster op, når far ringer og virker småmanisk, når han vil fortælle noget; han prøver at finde en plads i skaterslænget, hvor han ikke er blandt de bedste, men er tiltrukket af, at der er plads til eksistenser, som faktisk har det sværere end ham selv; han er mildest talt forvirret over forholdet til sin evigt snakkende kæreste, som han prøver at kunne lide, men ville ønske han havde mere til fælles med; og måske er han - i tråd med det mere eller mindre udtalte homoseksuelle tema i en række af Gus Van Sants film - også forvirret over sin egen seksualitet, som man kan vælge at læse ind i en række scener.

Alt det og meget mere får man lov at gå på opdagelse i, mens filmen arbejder sig hen mod hans reaktioner på sagen med den døde vagt. Der lurer store spørgsmål om skyld, straf og fortrængning under overfladen, men der bliver aldrig sat ord på eller gjort et stort drama ud af det.

Ikke mindst fordi man i den alder også gør ting, 'bare fordi'. Man lægger sig i indkørslen, hvis man pludselig føler sig træt. Bare fordi. At der senere kan komme konsekvenser 'fordi' ligger efter filmens historie, og som det skildres i de super8-filmede skatesekvenser, kan man på sit skateboard et øjeblik glemme alt og kæmpe mod tid og tyngdekraft.

MySpace-skuespillere

Gus Van Sant har i sine seneste film, Elephant samt Gerry og Last Days, som ikke har haft dansk premiere, eksperimenteret med både fortælling og stil. Nogle savner hans mere direkte og energiske historier fra klassikere som Drugstore Cowboy og My Own Private Idaho eller den sorte humor i To Die For.

Efter en overbevisende tur ind i mainstreamen med først et remake af Hitchcocks Psycho, hittet Good Will Hunting og den solide Finding Forrester har Gus Van Sant imidlertid bevidst valgt at bevæge sig i lavbudget-periferien med historier, som aldrig vil ramme et stort publikum.

Kunstnerisk føles det, som om de brikker, han har leget med i sine seneste film, er faldet harmonisk på plads i Paranoid Park. Måske derfor lader han til at bevæge sig i en anden retning nu. På arbejdsbordet skulle der være en biografisk film om USA's første officielt homoseksuelle embedsmand, og rygterne går på, at Sean Penn skal spille hovedrollen.

I Paranoid Park fandt han de utrænede skuespillere via MySpace. Det er imponerende, hvad han får ud af de unge spillere hele vejen rundt, men man er bestemt frisk på at se, hvad der vil ske, hvis markante, voksne skuespillere finder vej ind i hans unikke univers.

Men først går turen til Paranoid Park. Nyd den!

Paranoid Park. Instruktion og manuskript: Gus Van Sant baseret på roman af Blake Nelson. Fransk-amerikansk. (Grand, København, Øst for Paradis, Århus, og Café Biografen, Odense)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her