Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Har du en gæst i aften, skat?

Hvornår holder sexlegen op med at være frivillig? Odile Poulsen og Lotte Arnsbjerg har skabt modigt og sanseligt teater om den fysiske tvang i prostitution
Kultur
27. november 2007
-Hvorfor kan jeg ikke bare selv få lov til at bestemme, hvad jeg føler?- spørger Lotte Arnsbjerg som luderen, der forgæves siger fra.

-Hvorfor kan jeg ikke bare selv få lov til at bestemme, hvad jeg føler?- spørger Lotte Arnsbjerg som luderen, der forgæves siger fra.

Holbæk Teater

Hvordan kommer man egentlig ind i den lumre spiral, så ens kæreste bliver ens alfons? Hvordan accepterer man egentlig at lægge krop til og lege vild i varmen, når kunde nr. tre eller nr. tolv vælter ind ad døren? Hvordan forklarer man sig selv, at det er nødvendigt at blive ved og blive ved?

Luderens limbo er ikke sådan at forstå. Og det er svært at få adgang til den viden og erfaring, der er prostitutionens virkelighed. Forfatteren Odile Poulsen har både erfaringen og protesten i sig. Og sammen med dramatikeren og skuespilleren Lotte Arnsbjerg har hun nu skabt et fængende og sansemedrivende teaterstykke for Holbæk Teater. Emnets slibrighed og selve titlen - Tvang - afholder måske nogle tilskuere fra at købe billet. Men forestillingen viser sig at have dramatiske kvaliteter, der løfter den til en essentiel historie om selv at kræve lov til at forme sit eget liv.

Spejlæg

Lars Romann Engel har instrueret denne uhyrlige krænkelseshistorie, så den bliver en skildring af et tilsyneladende helt almindeligt liv i et parforhold. Her steges spejlæg og løg, og her skiftes støvler og tøj - og her kysses, inden døren åbnes for 'gæsterne'. Det imponerende er faktisk, at denne forhippede normalitet først krakelerer meget sent i forestillingen. Illusionen om at være luder som en del af sit erotiske normalliv er yderst sejlivet. 'Hvad vi to gør, det er mellem dig og mig, ik' skat?'

Catia Hauberg har skabt scenografien, der er nogle ensomme 'sengeøer' i ulasteligt IKEA-look, omgærdet af lodretstående havegangsfliser. Her klatrer kvinderne op til deres monotone ensomhedsydelser igen og igen. Imens ser mændene fjernsyn - eller kæresterne på lagnerne gennem live video. Alt ulmer diffust. Indtil afsløringen dukker op i form af en uindbudt søster.

Som teater bliver det interessant, fordi Poulsen og Arnsbjergs monolog er så veldrejet. En naturlig realisme med flot swung i replikkerne og med en effektiv fremdrift i fortællingen, forudsigelig eller ej. Johnny Stage har desuden skabt en dump truende og flimrende musik, der bombarderer kroppen med sine minimalistiske gentagelser og sit fjerne ubehag, akkurat som handlingens groteske krænkelser. Derfor virker forestillingen så konkret på tilskueren: ubehaget bliver fysisk.

Netstrømpehuller

Lotte Arnsbjerg lægger selv krop til rollen som pigen, der har lært at tænde for sin krop, mens hun slukker for sine følelser. Arnsbjerg er næsten uhyggelig smuk her, blid og tynd og bange. Og mens der kommer flere og flere huller i hendes netstrømper, får hun efterhånden også øje på sin egen virkelighed. Som hun undrende siger undervejs: 'Hvorfor kan jeg ikke bare selv få lov til at bestemme, hvad jeg føler?' For egentlig siger hun fra hele tiden. Mændene i hendes liv vælger bare at overhøre hendes spæde stemme.

Henrik Noél Olesen har den klamme opgave at spille hendes jaloux alfonsmand. Og Olesen lægger alle svaghederne frem fra starten: Ølmaven sveder, og dumheden råber. Alligevel er han måske fanget lige så meget ind af illusionen om sin lille, lykkelige luder, som hun er. For uden hende er han intet. Det er vel derfor, at han af og til voldtager hende, når hun sover? Så hun kan mærke, at det er ham, der har magten?

Positivtænkning

Dette par kommer i skæv og robust kontrast takket være Charlotte Munksgaards slagkraftige og usentimentale 'værtinde', der ondulerer kunderne med langt-ude-fantasier og kedsommelighedsblinken. Den prof-pige kan ikke knækkes, ikke af andre end sig selv. Ikke engang Peter Audes bordelfatter, der ellers brovter omkring som en selvfed narkokonge, har styr på hende. Det er bare noget, hun lader ham tro.

I denne påtagede parcelhusidyl dukker så Nastja Arcel op som en glemt søster med sin stærke stemme og sine jordnære ben. Hun flytter sig ikke, før hun får sandheden at vide...

Arcel tør sætte spillet helt ned til åndedrætsnærhed. Dermed bliver hendes figur lige så meget tilskuerens som dramatikernes talerør. Det er hende, der sætter ord på bedraget og voldtægterne, men det er også hende, der viser, hvor meget terapi og positivtænkning, der skal til for at bringe selvværdet tilbage til en misbrugt krop.

Er Tvang så bare en manifestforestilling imod prostitution? Nej, det er en menneskekærlig forestilling om, hvordan mennesker kommer til at misbruge hinanden. Og Holbæk Teater viser her noget af det samme vovemod og det samme sociale engagement som i busforestillingen Gidsel for nylig. Det er flot gået af Pia Jette Hansens lille provinsteater, sådan at insistere på tabuteater.

Styrken i Tvang er dens kropslighed. For stemningen af udsigtsløshed forplanter sig til tilskuerens krop, så tilskueren helt automatisk oplever samme frigørelse som luderen på scenen. Tvang bliver til trang - til at bryde ud.

Tekst: Odile Poulsen og Lotte Arnsbjerg. Instruktion: Lars Romann Engel. Scenografi: Catia Hauberg. Musik: Johnny Stage. Lys: Turpin Djurhuus. Holbæk Teater. Oplevet i Holbæk. Turné. www.het.dk

Tvang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her