"Jeg skriver om det, mens jeg lever det," fastslår Jørgen Leth på sidste side af sin nye bog, idet han med 'det' både mener sit liv og dets konkrete indhold. Sætningen rejser to klassiske spørgsmål: Lever han det liv, han gør, for siden (eller straks) at skrive om det? Og lever han sit liv præcis på den måde, han gør, fordi han skal kunne skrive om det, altså på iscenesættelsens vilkår?
Videre kunne man spørge, hvad der er en livsstil, og hvad der er en kunststil, og om et liv på stilens præmisser overhovedet kan fremstilles sandt, når det fra begyndelsen har sin fortælling indbygget i sig. Man kunne drømme om en erindringsbog, som forholdt sig til spørgsmål af denne type. Men man kan roligt konstatere, at det ikke er sådan en bog, man her har læst.
To år efter skandalesuccesen Det uperfekte menneske samler Jørgen Leth på ny et sæt 'scener fra mit liv' og forsyner dem med sit velkendte touch af cool professionalisme. Han er ikke den, der skammer sig ved at fortælle, at han kan sætte sig til sin computer og skrive et labert digt på kommando, og det fremgår tydeligt, at han har fint overblik over det hele: politik, erotik, sport, gastronomi, poesi.
Røverhistorier fra Haiti
Guldet på havets bund har titel efter en af de journalistiske røverhistorier, der præger bogens anden og længste del. Leth involveres her i en på én gang surrealistisk og råt realistisk affære, hvor gennemkorrupte militærfolk pønser på at hæve indholdet af et af de gamle spanske skibe, der ligger sunket tæt ved Haiti. Kapitler af lignende tilsnit er den hæsblæsende, blodvædede beretning om kuppet i Port-au-Prince i januar 1991 og to urolige rapporter, først om beslaglæggelsen af det danske fragtskib Birthe Boye og så om fængslingen af en dansk kaptajn, der kom lidt for tæt på en dame, som døde af indre blødninger tre dage efter sit møde med ham om bord på hans skib.
I samme sektion finder man også det længste bidrag, en overdrevent grundig, faktisk ikke så lidt kedsommelig beretning om forfatterens samarbejde med Lars von Trier i projektet De fem benspænd. Det er her, der laves digte lige så hurtigt, som nogen kan bestille en drink.
Bogens anden del behandler overvejende film og tredje afdeling sport, cykelløb især. Og uden om det hele er i optakt og afslutning anbragt portrætter af kvinder, snapshots af sex, samt en personlig beretning om voodoo.
Ind i denne noget løse komposition, som man efter smag kan betegne rodekasse eller mobil mosaik, indsætter Jørgen Leth fortættede billeder af mennesker, han har været tæt på - forældrene, navnlig hans fader, hans fire børn og hans ekskones datter, venner samt kolleger. Des-uden brydes forløbet af ultrakorte stykker, hvor man et kort øjeblik kommer tæt på en stemning, en situation og fornemmer blikket, der pludselig knytter to mennesker sammen, eller kedsomheden, ugideligheden, depressionen, som værkets jeg forståeligt nok vælger at være alene med.
Tværgående træk
Tre træk går på tværs og forener for så vidt de mange flimrende stykker. Det første er en bekendelse til tilfældets og sansernes magt. Jørgen Leth forsøger, så godt han kan, at give sig øjeblikke i vold. Som digter, filmmand og journalist, men også som elsker, ynder han at komme til stede og så bare se, hvad der sker.
Det andet samlende træk, som i mine øjne er knap så kønt, er en tilbagevendende tale på vegne af 'den geniale ener', en kategori, i hvilken forfatteren tydeligvis inkluderer sig selv sammen med f.eks. Michael Laudrup og Michael Rasmussen. I kombination hermed langes der ud efter den danske middelmådighed, som bl.a. viser sig i mangel på tøjstil. Folk her i landet klæder sig generelt ikke godt! Næ, må vi så bede om en løs hørjakke uden skuldervat fra Giorgio Armani i New York, selv om Leth ikke har råd: "Jeg har ingen penge og ingen opsparing, men jeg bruger de penge, jeg ikke har, på at købe tøj."
Tredje gennemgående træk består i Jørgen Leths karakteristiske skrivemåde: syntaks i lapidarstil med korte, parallelt opstillede hovedsætninger, et minimum af ledsætninger og indimellem knappe sætningsemner, som skal signalere tempo, intensitet: "Jeg ved nøjagtig, hvad jeg faldt for. Hendes sanselighed og direkthed. Hun så mig i øjnene og holdt fast. Hun ville mig så meget, at jeg straks kom til at ville hende. Eller omvendt."
Med til stilen hører en vis forkærlighed for det hyperbolske. Noget, som hænder flere gange end én, hænder hos Jørgen Leth "hver gang". Og om noget, der forekommer tit, kan han kun sige "altid", f.eks. når han lovpriser sin filmklipperske Camilla Skousen: "Hun er den intuitive klipper for mig, altid i stand til at forløse, hvad jeg kan forestille mig, altid et skridt foran uden at buse på. (...) Jeg har vænnet mig til, at hun altid gør det rigtige. Camilla har altid ret, det er blevet et slogan for mig." I skrivestil lavet på disse præmisser hedder "jeg kan huske ..." naturligvis "jeg glemmer aldrig ..."
Hukommelsestab?
På et enkelt punkt synes Jørgen Leths hukommelse dog at svigte. I forbindelse med et projekt der endte som Den gule trøje i de høje bjerge. Beretning om Tour de France (1995), harcelerer han i et indsat brev over "litteraterne fra modernismegenerationen", som simpelt hen ikke forstod folk som Højholt, Kirkeby og Leth, dengang da disse i 1960'ernes slutning tog imod inspirationerne fra bl.a. Marcel Duchamp og John Cage.
Anderledes i årene før, da Jørgen Leths egne digte var "efterklang af modernisterne", og kritikken ifølge ham selv ikke havde spor problemer med Gult lys (1962) og Kanal (1964). Ingen problemer? Prøv så selv at læse Torben Brostrøms anmeldelse af Leths anden bog, trykt her i bladet 22. 9. 1964 og genoptrykt i Underspil (2002). Her kaldes debutsamlingen for ufrisk og konventionel, mens den anmeldte bog affejes som såre jævn.
Beklager, men jeg nægter at tro på, at Jørgen Leth nogensinde har glemt netop denne anmeldelse. Når han imidlertid nu konstruerer en historie, der næsten helt tilbage fra start bringer ham i fint selskab med Kirkeby og Højholt, er det naturligvis, fordi der i disse år sker en litteraturhistorisk revision, der gør det særdeles vigtigt at have haft de rigtige venner på det rigtige tidspunkt.
Blandt sine nuværende venner regner Jørgen Leth ifølge Det uperfekte menneske/2 så prominente cykelnavne som Rolf Sørensen, Bjarne Riis og Michael Rasmussen. Man kan på denne baggrund mene, at han har problemer med dømmekraft og habilitet, når han skriver om dette års Tour de France. Men det mener han ikke selv. Hans facit er, at da Rabobank trak Kyllingen fra Tølløse ud, blev vi "brutalt frarøvet fuldendelsen af eventyret om den danske bjergklatrers triumftog til Champs Ely-sées".
Iscenesættelsen var på forhånd indbygget i virkeligheden, og nu hvor virkeligheden er skiftet, fordi en dansk sportsmand bevidst har søgt at omgå de regler, der i dag gælder for ham såvel som for alle andre, så kan eller vil Jørgen Leth ikke se det.
420 s. Kr. 299,00. Gyldendal. ISBN 978-87-02-06328-8. Udkommer i dag
Jørgen Leth: Guldet på havets bund. Det uperfekte menneske/2.
