Læsetid: 2 min.

Heksedans på soloklaver

Farvel til rigid genretænkning. Nye soloklaverplader fra Jacky Terrasson, Michael Wollny, Jacob Anderskov og Paul Bley tydeliggør, at ny improvisationsmusik samler mange påvirkninger i den personlige kunstneriske bestræbelse
5. november 2007

En mand og et klaver. Kon-kret og enkelt, og dog så vanskeligt. En mand med et vilddyr, der skal tøjles? Eller måske en kvinde, der skal lokkes til at synge? Soloklaver er et vovet foretagende, en direkte udmåling af, om pianisten magter at omsætte sin teknik og sit materiale til musikalsk saft og sjæl.

Mest imødekommende og funklende i detaljen er i denne ombæring 40-årige, franske Jacky Terrassons cd, Mirror, der byder på melodisk legende spil i både ballader og snurrende bebop.

Udover friske fortolkninger af standarder som »Caravan« og »Cherokee« er flere af Terrassons egne bidrag velfungerende, bl.a. den romantisk valsende »Juveline« og den rytmisk spændstige »Little Red Ribbon«.

Terrasson får endda en smuk temapræsentation og stemning ud af den noget udtrådte Carole King-klassiker »You’ve Got a Friend«. Man kan mærke hans perfektionisme. Hver en frase bliver spillet med fokus og vægtning på den historie, han vil fortælle.

Gotisk modernisme
En dristig satsning kommer fra den kun 29-årige, tyske
pianist, Michael Wollny, der med Hexentanz har skabt en mørk og ekspressiv udgivelse. Musikken betegner han selv som »gotisk« og »den dystre side af tysk romantik«.

Musikken er da også indspillet under påvirkning af bl.a. Franz Schubert, Steve Reich, Edgar Allen Poe, David Lynch, Werner Herzog og Ken Russell. Undervejs skaber Wollny en flydende zone mellem klassiske og jazzmusikalske indtryk. Flere af de abstrakte stykker er lytteværdige, men for meget bliver tyndbenet eller selvbetragtende.

»Schubertiade: Der Wanderer« er en særlig smuk ballade imellem flere ildevarslende og mørkt rallende stykker, hvoraf især »Hexentanz Teil 4« får det til at løbe koldt ned ad ryggen på én med brugen af atmosfærisk rumklang. Også tre Björk-sange bliver fortolket undervejs, men uden større udbytte.

Alting flyder
Også vor egen Jacob Anderskov (f. 1975) har i de seneste år været i lag med soloklaveret. Hans splinternye cd, Panta Rhei, demonstrerer denne bestræbelse. Titlen henviser til den antikke filosof Heraklits berømte sætning om, at »alting flyder«.

Hermed menes ikke, som det kunne misforstås, formålsløst kaos, men en stedse flydende bevægelse og forandring fra det ene øjeblik til det næste. Heraklit brugte et billede med en flod. Passende nok er mange af Anderskovs stykker netop som emotionelt satsede flodstrømme.

Fast puls er der sjældent tale om, men et knopskydende og personligt klaverarbejde, der får en særlig stærk stemme i de rejse-associerende »Reactio: Eisenach-Djoliba« og »Contradictio: Danbury-Paide«.

Også hos Anderskov er påvirkningen fra moderne europæisk musik tydelig og en understregning af, at mange nutidige jazzkunstnere for længst har forladt en rigid genretænkning.

Mangel på variation
Paul Bley (f. 1932) er historisk set sværvægteren i dette selskab, en af den moderne jazz’ sande giganter med en altid dybt personlig og kontrært selvbestaltet tilgang til sit instrument. Hans soloklavermusik har aldrig haft stor publikumsappel med sit komplekse og dybt søgende udtryk.

Men der er også, som bl.a. disse optagelser fra 2001 demonstrerer, en stærk melodisk åre i hans musik. Dog: selvom den er til stede i disse frit syngende kreationer – især den lange fjerde af de i alt 10 »Mondsee Variations« er udbytterig – skæmmes pladen af mangel på variation og Bleys jappede, klangligt udflydende kostefejning i klaviaturet.

Jacky Terrasson: Mirror (Blue Note)
Michael Wollny: Hexentanz (ACT)
Jacob Anderskov: Panta Rhei (ILK)
Paul Bley: Solo in Mondsee (ECM)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu