Læsetid: 7 min.

Historien om en formand

Jakob Nielsen har begået en fascinerende bog om Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt. Den fortæller om en kvinde med et usædvanligt talent for at netværke og en helt ekstraordinær sans for at holde humøret højt og stå imod pres. Om hun er demokratisk socialist er en anden sag
Gucci-Helle. Da Helle Thorning-Schmidts kampagnestab på et tidspunkt diskuterede, om man skulle bruge den nedladende term, Gucci-Helle, offensivt og vende den til et selvironisk våben, fik de fremstillet dette billede af en stylet Folketingskandidat med sine tasker. Billedet blev dog aldrig brugt. Det var for stort et sats.

Gucci-Helle. Da Helle Thorning-Schmidts kampagnestab på et tidspunkt diskuterede, om man skulle bruge den nedladende term, Gucci-Helle, offensivt og vende den til et selvironisk våben, fik de fremstillet dette billede af en stylet Folketingskandidat med sine tasker. Billedet blev dog aldrig brugt. Det var for stort et sats.

Bjarne Bergius Hermansen

10. november 2007

Grundig research, eminent kendskab til politiske nøglepersoner og fingeren på den politiske puls. Læg hertil et tilgængeligt og spændstigt sprog.

Disse kvaliteter er det lykkedes journalist Jakob Nielsen at bibringe sin nye bog Helle for magten om Socialdemokraternes formand Helle Thornig-Schmidt. Forfatteren har været hele raden rundt i over hundrede samtaler blandt fjender og venner - mest de sidste, herunder Helle Thorning-Schmidts nærmeste familie. Partiformanden selv har ikke deltaget, da hun allerede havde lovet sig væk til den samtalebog, som udkom i forrige uge med redaktør Noa Redington som pennefører, og hvor Thorning-Schmidt selv taler.

Hvad kan man udlede af bogen, der bedriver samtidshistorie helt op til 1. maj i år, hvor fortællingen slutter med at hovedpersonen, vist nok for første gang, bruger termen "kammerater" i en tale?

Helt almindelig?

Er Helle Thorning-Schmidt f.eks. det som klichefyldt kaldes en politisk ildsjæl? Joh - hvis man hermed mener en person, som igennem store dele af sit liv har været opslugt af politik. Nej, hvis man tænker på den type, som siden barndommen har ønsket at lave samfundet om eller redde verden - eller for den sags skyld har leget 'samfund' med sine søskende. Som man vil huske fra Anne Sofie Kraghs portrætbog om Anders Fogh Rasmussen.

Det vil sige - rent faktisk legede Helle Thorning også den slags med sin søster, da de to var små. Blot var det storesøsteren, Hanne, som ville være statsminister, mens Socialdemokraternes nuværende formand drømte om at blive linedanser i et cirkus. Og hvis det ikke gik, måtte hun blive klovn, mente hun selv.

Hun er med sine egne ord en "helt almindelig pige, der gerne vil være formand for Socialdemokraterne," som hun på et tidspunkt siger under formandskampen. Og der adskiller hun sig vitterlig fra både politomaterne Lykketoft, Fogh og Nyrup. Man kan heller ikke ud fra bogen dømme om, hvorvidt hun vil ende med at blive en ualmindelig succesrig leder af Socialdemokraterne eller ej.

Fra cafepige til socialist

Er partiformanden da socialdemokrat? Et umiddelbart lidt besynderligt spørgsmål, som imidlertid sagtens kan stilles efter endt læsning.

Hør blot fra side 161:

"Henrik Sass Larsen kiggede på Helle Thorning-Schmidt. Så sagde han langsomt, mens han markerede hver stavelse med knyttede næver, der bevægede sig op og ned:

'Sig efter mig: Jeg er de-mo-kra-tisk so-ci-a-list.'

Men Helle Thorning-Schmidt gjorde ikke, som han sagde.

'De ord vil jeg nok ikke bruge,' sagde hun.

Hun betragtede ikke sig selv som socialist.

Det hele var begyndt med en debat om, hvorvidt Socialdemokratiet var et midterparti, sådan som Helle Thorning-Schmidt havde sagt det et par gange i den offentlige debat. Det måtte hun holde op med, mente den inderste stab af rådgivere.

Det udviklede sig aldrig til noget egentligt skænderi. Det lykkedes for Henrik Sass og de andre i Helle Thorning-Schmidts inderkreds at overbevise kandidaten om, at man nødvendigvis måtte være demokratisk socialist, hvis man ville være formand for Socialdemokratiet.

Men i situationen bidrog den korte diskussion til fornemmelsen af, at det ville blive stejlt op ad bakke at vinde opgøret med Frank Jensen om formandsposten i partiet.

Det var lørdag 19. februar 2005. En af de vinterdage, hvor solen aldrig brød gennem det tykke skydække. Formandsvalget havde været i gang i en uge. Der var krisemøde i Helle Thorning-Schmidts stab."

Lidt senere i forløbet, før den vigtige partikongres, hvor de to formandskandidater Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt præsenterer sig selv for partiet, fremgår det på side 181, hvor store problemer Thorning-Schmidts egen indercirkel og kampagnestab havde med deres kandidat. Fra en note udarbejdet af kandidatens nærmeste hedder det om hende:

"Er kun noget i forhold til Frank Jensen. Reaktiv - reagerer på den dagsorden der allerede er, hvad enten den er Franks eller Foghs. Højreorienteret. Individets - ikke kollektivets kvinde. Repræsenterer ikke traditionelle socialdemokratiske værdier. Ikke politisk fornyer - bruger Nyrup og Foghs gamle formler - mangler klart politisk ideologisk projekt som ikke kun er et magtpolitisk projekt - fokus på målet ikke på vejen. Cafépige."

Kampen mod Jensen

Jakob Nielsen beretter efterfølgende historien om, hvordan Helle Thorning-Schmidt finder sin fortælling - og får den til at hænge sammen. Og også om, hvordan hun efterfølgende får det dybt sårede og splittede parti til det samme - med store omkostninger for mange involverede.

Han fortæller også om optakten til, at Thorning overhovedet kommer i spil - da Henrik Dam Kristensen springer fra, og der simpelt hen ikke er andre til at forhindre den katastrofe, som partiets Nyrup-fløj finder, at Auken-fløjens kronprins, Frank Jensen, vil være.

Om kampen mod Jensen, der udgør bogens mest dramatiske del, står det klart, at favoritten i den grad satte et komfortabelt forspring over styr. Ved f.eks. at tilslutte sig begrebet 'klassekamp' midt under kampagnen (Thorning-fløjen tør knapt tro på eget held), ved at bebude, at han agter at trække sig ud af politik, hvis han taber kampen (Thorning skynder sig at annoncere, at hun naturligvis vil blive og kæmpe for og med det parti, hun tror på og har stillet sig til rådighed for) og endelig ved at afvise partiets måske bedste taleskriver, Svend Auken, da denne møder op med sin pc ved partikongressen, for at hjælpe sin protege med hans tale.

Ikke tale om, lyder det fra Jensen.

Thornings kampagnestab nærer modsat ingen kvaler ved at henvende sig til Nyrup, da de vurderer, at der er brug for at underminere Jensens lederegenskaber. Om end de unge sjæle bliver lidt forskrækkede over den brutalitet, som formanden for de europæiske socialdemokrater sætter ind med, da han offentligt udtaler, at Frank Jensen simpelt hen ikke er en ledertype, men blot var en habil minister. Gruppen overvejer da også, om det vil give bagslag. Om de skal lade deres kandidat lægge lidt afstand.

Nyrup hører derom og bliver forståeligt rasende.

Rettighedsegoisme

Om politiklægningen i den relativt uerfarne stab af tidligere DSU-spidser, som også i dag er Thornings indercirkel - især Henrik Sass Larsen - hører man også en del. Også om den i essensen noget patetiske, men underholdende borgerkrig i den daværende socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet, hvor Thorning sad sammen med Torben Lund og provoen Freddy Blak (som er manden bag øgenavnet Gucci-Helle). Livet som i realiteten enlig mor mandag-fredag berøres også, men meget blødt. Her er faktisk et eksempel, hvor den tidligere nævnte samtalebog fra Noa Redington stiller flere spørgsmål. Man fornemmer den politiske redaktørs egen - berettigede - ulyst til at gøre den del af privatlivet til et politisk vilkår.

Jakob Nielsen laver til gengæld flere ferme sammenligninger mellem Thornings tidligere og nuværende politiske standpunkter. Eksempelvis henviser han til en tidligere bog, hun er medforfatter til, der tager skarpt afstand fra "rettighedsegoismen" - et begreb, man med god ret kan påpege, står i centrum i Socialdemokraternes velfærdstilbud i den igangværende valgkamp.

Men herregud, fristes man til at sige. Vi er ikke oppe i nærheden af Fogh Rasmussens forvandling fra mini- til maksimalstats-julemand. Og at toppolitik handler om kompromiser og pragmatisme, samler ingen forsider.

Det halvfulde glas

Visse ting står imidlertid tilbage efter endt læsning. Thorning er ikke bare den helt eminente kommunikator, som mange har bemærket lige fra hendes start i dansk politik.

Nielsens beretning gør, at man tror på, at hun først og fremmest - og her griber vi igen dybt i kliche-skuffen - vitterlig er gjort af det personlige råstof, man former ledere af. Ikke bare, men måske i særlig grad, i politik.

Hun kan stå fast i kriser og bevare et næsten unaturligt strålende humør. Glasset er rent faktisk altid halvt fuldt - uanset hvor rædselsfuldt det går i gruppen, i meningsmålingerne, i medierne og på Christiansborg. "Hvordan går det i dit lorteliv," skiftes Sass og Thorning til at spørge hinanden om i den periode, hvor det ser sortest ud ? Eller: "bliver det os to, der lukker og slukker her?"

Det siger noget om en modstandskraft af pudset stål og nogle personlige ressourcer, der ikke kan hives frem af en krisestyringsmanual, men som bekræfter Nyrups påstand om, at Helle Thorning-Schmidt er "en født leder."

Savnes

Bogen bekræfter samtidig, at stilen og de personlige egenskaber – branding hvad enten man bryder sig om det eller ej – er blevet et helt afgørende parameter i politik, ikke nødvendigvis og slet ikke blot sagen. Det siges flere gange ligeud i bogen, at Helle Thornings styrke ikke er selv at fremlægge de store politiske visioner, men at opfange det bedste fra andres . Hvilket selve bogens titel i øvrigt kan ses som en kommentar til, uden at det diskuteres nærmere i bogen,
Hvilket er en skam, uanset at forfatteren nok vil svare en sådan kritik med at bogen i givet fald ville kamme over væk fra portrættet og over i en mere ”ren” politisk analyse.

Bogen har sin egen blog (http://www.helleformagten.dk), hvor Jakob Nielsen på afstand fra Bruxelles – hvor han afholder sin orlov med sin familie – analyserer og kommenterer folketingsvalget. Bloggen er et besøg værd. Og bogen kan man lige så godt købe med det samme, hvis man interesserer sig for fænomenet Helle Thorning-Schmidt.

Jakob Nelsen: Helle for magten. 248 s., 249 kr. Politikens Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Socialdemokratiet vil forringe sygehusvæsenet.

Allerede inden valget imorgen, melder Socialdemokratiets, talende vandfald Mette Frederiksen klart ud, at hun vil spare på operationer på privat-hospitaler, og dermed klart forringe hele det danske sygehusvæsen, jfr. Berlingske tidende i dag:

http://www.berlingske.dk/article/20071111/valg/111111164/

mit første indtryk, var at Mette Frederiksen, der jo ikke tilhørte Helle Thorning Schmidts fløj i Socialdemokratiet, var ved at foretage en Henrik Sass Larsen påstået type aktion, for at forhindre Helle Thorning Schmidt i at blive statsminister.

Er det tilfældet, så bare fortsæt Mette – ”go ahead and make my day”.!

Men næeh, tjaeh mnjøej, sådan forholder det sig trods alt nok ikke, men snarere den gamle Socialdemokratiske betontænkning om offentlige og private sygehuse, som et enten eller – og absolut ikke som et både og.

Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, går til frontal aktion, og vil forhøje antallet af operationer på de offentlige sygehuse, yderst nemt sagt, rent faktisk meget nemmere sagt end gjort, og undskyld selvom Mette Frederiksen taler rigtigt meget, behøver det der kommer ud, ikke nødvendigvis være for klogt, i dette tilfælde er det nærmest dumhed eller idioti langt under hvca man forventer af et normalt IQ.

Hvem vil den lille Mette Frederiksen mon få til at operere mere på de offentlige sygehuse, i hvert fald ikke lægerne fra privathospitalerne, heller ikke de kirurger der er ansat på offentlige sygehuse og har deres 37,4 timers rbejdsuge der, for derefter at gå til de private sygehuse og tjene det dobbelte på den halve tid.

Den lille Mette Frederiksen overser tilsyneladende også, at i dagens Danmark har bl.a. store dele erhvervslivet, specielle medarbejder aftaler og ordninger for operatoner med private sygehuse.

Vil Socialdemokratiet og specielt Mette Frederiksen mon gribe ind i disse aftaler mellem lønmodtager og arbejdsgiver ?

At ville fratage befolkningen dets frie sygehusvalg inklusive privathospotaler, vil være som at skrue tiden tilbage til sidste årtusinde, eller afskaffe alle andre TV kanaler end DR, som jo også i mange år var Socialdemokratiets livret – det stemmer danskerne ikke for.

Det bringer mig tilbage til et muligt motiv, så er enten Socialdemokrater per definition mindre begavede end andre, eller bare ”vi alene vide” eller også er Mette Frederiksen rent faktisk virkeligt ude i en Henrik Sass Larsen type hævn- og spiontogt. ?

Skræmmepampgane, ja fra Mette Frederiksens og Socialdemokratiets side.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

En glimrende analyse af Helle Thorning. Der bare kun er lige ved at tage det alvorligt, hvad damen mener - sådan dybtgående politisk.
Det kan godt være, at hun er den fødte leder, og at Frank Jensen ikke er nær så smart.
Men som leder af Socialdemokratiet var hun en katastrofe - fordi hun ikke var socialdemokrat. Hun gavnede ikke sine vælgere - hun syntes i virkeligheden bedre om borgerlig, økonomisk politik. Derved ødelagde hun det danske samfunds fællesskab, og svækkede tilliden til demokratiet.
Det fjernet naturligvis stemmer fra Socialdemokratiet, når dets leder aktivt giver de rige flere penge - og de fattige færre. Selvom de så kan ævle om, at det kun var relativt - så er det en kendsgerning, at Helle Thorning øgede uligheden. Og fjernede social sikkerhed.
Hun var IKKE demokratisk socialist - derfor var det en eklatant fejltagelse , grænsende til forræderi, at gøre hende til dansk socialdemokratisk leder. Hun var jo ærlig talt ikke engang specielt interesseret i at bo i Danmark.

Og selv om man ikke vil tale om klassekamp i Socialdemokratiet, så findes den tydeligvis - i længden kan end ikke alverdens spindoktorer holde det skjult for befolkningen.