Læsetid: 3 min.

Højt at klatre, bredt at skue

Kim Blæsbjerg panorerer i sin ny roman underholdende over fire generationers københavnere, deres samtid, deres hemmeligheder og deres fortællinger om sig selv og hinanden
5. november 2007

Kim Blæsbjergs nye roman, Rådhusklatreren, har flere træk til fælles med hans sidste, Niels Bohrs Kærlighed fra 2003.

Plottets opbygning i en handling, der fortælles brudvis og kronologisk forskudt, på en måde så fortid og nutid ikke alene fungerer som plottets spændingspar, men også belyser hinanden, er velkendt.

Men mens den sidste roman flettede sin handling sammen af bare to hovedspor, er der denne gang tale om en langt bredere fortalt familiekrønike, som strækker sig over fire generationer. Ikke kun persongalleriet er rigere, der gives også velkommen plads til røverhistorier og vildskud.

Og så udfordrer Blæsbjerg klædeligt sin realisme med et overordnet tema om fortællingen selv som drift og som selvforståelse.

Romanen har sin stemme i drengen William, født på Vesterbro i 1970. Han er fortællingens fjerde generation. Der vidvinkles på familien, på oldefaren, farmoren, farfaren, forældrene og, til dels, de to søskende.

På den måde rækker handlingen tilbage til en trang lejlighed og døden ved den spanske syge i 1918 og skrider med skæbnetung suspense frem gennem begivenheder som polioepedemi, månelanding og våbenkapløb mod sin slutning i 1986, hvor William skal udfylde sine tidligt selvpålagte prædikater af brodermorder og teenagefar.

Fortællingen udfoldes bl.a. igennem nogle mere eller mindre explicit udviklede undertemaer som tavshed og tale, drømme om det fremmede – i skikkelse af Francos Spanien eller det moderne USA – og en stedvis incestuøst betonet kærlighed.

To gange knust hjerte

Ikke alle familiens medlemmer tegnes lige klart. Det er især farfaren, Göran, og farmoren, Milla, der trækker opmærksomheden til sig, men interessant er også oldefaren Emmanuel med sit to gange knuste hjerte, som tilskynder ham til at blive familiens første og mest flamboyante bestiger af Københavns rådhustårn.

Det historisk, lokalt og samtidskulturelt genkendelige er, ligesom før hos Blæsbjerg, ét af romanens mest fremtrædende træk. Det bibringer den også – trods en indimellem rigeligt paradeagtig ophobning – noget af den umiddelbare, taktile sanselighed, som den ellers kan savne.

Det lejlighedsvist – men stadigt mere udpræget – forvredne fortælleperspektiv udfolder det overordnede tema.

Drengen og manden William kan simpelthen umuligt have indsigt i alt dét, han fortæller om. Indimellem fortaber han sit eget jeg i en tredjeperson. De samme historier fortælles flere gange, hver gang med en ny og vidt forskellig vinkling og sandhed.

Det er fortællingen, det fabulerende selv, der tegner Williams selvforståelse. Og det må ikke nødvendigvis forveksles med det objektive eller reelt nærværende.

Gammelmodighed

Der er en pudsig gammelmodighed ved Blæsbjergs sprog, som jeg har svært ved at bestemme. En lidt stivbenet omstændelighed, især i replikkerne, som er hans udtalte svaghed. Stedvis forekommer de ligefrem pinagtigt usandsynlige, og de punkterer faktisk den realisme, som ellers betones i både handling og rammer.

Det er nogle virkeligt særprægede samtaler, der føres. På samme måde er der en – indimellem ligefrem desperat – mangel på humor og distance, både i forhold til romanens personer, til de roller, de indtager, og til de tanker, de gør sig.

I den tråd flasher Blæsbjerg, især i den første del, nogle helt slemme kradsere fra klichéernes overdrev, f.eks. den om »hovedet og hænderne som tilsammen udgjorde et universelt værktøj« for den søgende far, eller om farbror Jørn, hvis børnelammelse, antydes det, former ham til en følsomt empatisk men mislykket digtersjæl, en sørgmodigt leende klovn – eller i en sætning som denne hér, der falder om forældrenes bryllup: »Mor var nervøs over sin beslutning. Hun vidste, det var farligt at fratage en ung mand adgangen til seksuelt samkvem.«

Det kunne måske gå an i passende indramning, men den findes ikke. Der er simpelthen for meget gold alvor og for få smil. Det ligner selvhøjtidelighed. Man skal læse Rådhusklatreren for dens basalt gode plotting og omhyggelige tidsbilleder.

Kim Blæsbjerg: Rådhusklatreren, 386 sider (Borgen), 299, 95 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu