Læsetid: 8 min.

Hvem ejer de døde børn ?

Ikke alene har både franske medier og fransk litteratur i dette efterår været fyldt med døde børn, den litterære diskussion har også eksplosivt handlet om, hvem der har retten til at skrive om dem. Fiktionen, virkeligheden og forfatterne har danset vals i et makabert spejlkabinet, og det kan ikke udelukkes, at det spøger
16. november 2007

Naturligvis tror vi ikke på spøgelser. Vi tror heller ikke på julemanden, selv om det stadig står til overvejelse, hvilket svar man giver det seksårige barn, der engang stædigt satte sig op mod undertegnedes belæringer: »Hvorfor skulle jeg ikke tro på julemanden, jeg har selv set ham?«

Måske var det blot fordi, aviserne denne sommer var fyldt af lille, forsvundne engelske Madeleine, at det vigtige i fransk litteratur i efteråret så ud til at handle om døde børn.

I starten rumsterede det blot. Det handlede om nogle nyfødte børn i en dybfryser. Og om en præsidentdatter. Mazarine Pingeot, Mitterrands hemmelige datter, der ikke er spor hemmelig mere, men fast inventar i sladderspalterne udgav, sin femte roman Le cimetière des poupées (Dukkernes kirkegård), og så var der rav i den.

I Frankrig har medierne nemlig ikke kun haft lille Madeleine at søbe i, en sag, hvor vi har et forsvundet barn, men intet korpus. I Frankrig har vi haft sagen om »de dybfrosne spædbørn«. Man fandt de døde spædbørn først, faktisk fandt faderen dem, som et par lammekøller i fryseren. Han vidste det bare ikke. At det var hans børn. Først senere gik moderen, Véronique Courjault, til bekendelse, efter at dna-prøverne havde talt hendes stoiske ansigt uimodsigeligt imod.

Mazarine Pingeot har skrevet en roman om et sådant barnemord. Man følger en fængslet kvindes indre monolog, et langt brev til den mand, hvis barn det også var, og så har hun altså gemt barnet i fryseren, en idé, der bliver en fantastisk virksom metafor. Udfoldet omkring at bevare noget, holde det borte fra smerten og den tyranniske, tvangsneurotiske mand og samtidig gøre barnet ufødt og evigt. Ganske som hovedpersonen selv synes aldrig at være blevet bragt til verden af sin mor, men et barn gjort til en tung, kold genstand, dog med forestillingen om at elske og være elsket dybfrossent intakt.

Måske er det Mazarine Pingeots første virkelig gode roman, de 155 sider læses med tilbageholdt åndedrag og langt ind i forståelsen af det uforståelige. »Det er mig, der har fuldbragt jeres muligheder, mig, der har taget hin enkeltes forbrydelse på sig, det dybt utilladelige begær, det fortrængte, det nedrige, det hadske,« skriver barnemordersken med selvhadets kølige aristokrati, og så faldt de over hende.

Altså ikke over barnemorderen, men over Pingeot. Courjaults familie foranstaltede en underskriftindsamling for at forhindre udgivelsen af romanen og for at beskytte Courjaults to børn, altså dem, der ikke var endt i en dybfryser. »Vi har ikke noget imod Mazarine Pingeot,« skrev Courjaults familie i den tekst, adskillige kendisser underskrev, endnu inden romanen var på gaden. »Som lille var hun jo også glad for, at medierne lod hende i fred.« Hvis Courjault er barnemorderske, kræver hun – eller familien – i al fald copyright på forbrydelsen.

Spøgelset i litteraturen

Mazarine Pingeots roman udkom ikke desto mindre i august. Det eneste, der sikkert og vist er det samme som i virkeligheden, er dybfryseren, der nævnes én eneste gang. Metaforer er stærke. Også i virkeligheden, for i hvilken metafor skulle man ellers både glemme og bevare et barnelig? Og tilsyneladende har Mazarine Pingeot ret, hvad angår det universelle i historien. Man har netop afsløret en anden fransk kvinde med uvidende mand og frosne barnelig i kælderen. Vi følger det med tilbageholdt åndedræt her i november, når de med sorte tæpper over hovedet arresteres og bringes ud i salatfadet parkeret foran en forstadslejlighed.

Da den litterære verden, der alligevel aldrig kan tage Mazarine Pingeot helt alvorligt, med hovedrysten var kommet sig over denne affære, indtrådte en ny situation. Marie Darrieussecq, et af fransk litteraturs selvlysende håb, især kendt for sin fremragende debutroman Truismes, på dansk Kvinden, der blev til en gris, udgav romanen Tom est mort – ’Tom er død’ på forlaget P.O.L. Hun forklarede i pressen, at det navn, hun havde givet barnet i romanen, Tom, nok var et anagram for Mot, der betyder ’ord’, eller næsten anagram for mort, død, med en differance, forskel, på blot ét bogstav. En titel, næsten som en tautologi – med undtagelse af et bogstav, lige den slags stof franske litteraturkritikere kun kan falde i svime over. Hvis de vidste, at Tom betyder... tom på dansk, var de gået i totalt selvsving. I al fald var Darrieussecq med i opløbet mod den prestigiøse franske litteraturpris, Goncourt.

Kan man holde ud at læse teksten om et barn, der dør ved et uheld, eller er det nu et uheld, at man ikke lukkede vinduet? Enhver forælders mareridt. Skrevet så perfekt, det overhovedet kan lade sig gøre, uden patos, lige i hælene på hende, de alle forfølger, den store afdøde Marguerite Duras, spøgelset i fransk litteratur. Dengang i 80’erne, hvor Frankrig i en føljeton, der skulle strække sig over 20 år, fordi man havde fundet en lille Grégory druknet i en flod i Vosges, og moderen var mistænkt, skrev Duras en uovertruffen og højst kontroversiel tekst i dagbladet i Libération med titlen »Sublimt, nødvendigvis sublimt«. En moder, der slår sit barn ihjel, går ud over det der kan siges – og lige ind på alle avisers forsider. Siden har de franske forfatterinder forsøgt at formulere det i evig gæld til Duras, der dengang foregreb vor alles fascination af sagen om Madeleine og den fortælling, der udfolder sig i ugebladene. Ikke mindst siden mystiske dna-spor i en lejet bil peger på, at det måske er forældrene, der har slået barnet ihjel, om ikke andet så ved den uopmærksomhed, der truer os alle. De franske kvindelige litteraters svar på Shakespeare med genlyd af Medea, ubodelig skyld og indstillet til fransk litteraturs største pris.

Troede vi så, at de to ejede litteraturens barnedød her i efteråret, tog vi fejl.

For pludselig trådte forfatteren Camille Laurens fra det samme dybt seriøse forlag, P.O.L som de ind på scenen, og hun havde en joker. Hun anklagede i en artikel i det velrenommerede tidsskrift La revue litteraire med titlen »Darrieussecq og gøgeungekomplekset«, sin forfatterkollega for plagiat. For ikke alene havde Laurens allerede skrevet en bog om et dødt barn, Philippe, i 1995. Hendes barn var oven i købet vitterlig dødt. »Da jeg læste Tom er død, følte jeg det, som var den skrevet i mit soveværelse, med enden på min stol eller krøbet helt ned i min smertes leje. Det er en slags psykisk plagiat.«

En konge uden fremtid

Hvad stiller man op med et barn, der er dødt og oven i købet ikke virkeligt? P.O.L.’s direktør Paul Otchakovsky-Laurens skar salomonisk igennem, valgte side for fiktionen og udgiver ikke længere Laurens. Men inden da havde Darrieussecq nået at forsvare sig med sin del virkelighed. I virkeligheden var det hendes moder, der havde mistet et barn, og det var tavsheden omkring denne barnedød, der havde gjort hende til forfatter.

Men er der ikke andet end barnedød i fransk litteratur i år? Jeg gik på jagt i listerne over prisindstillede romaner. Der var Olivier Adams A l’abri de rien og Philippe Claudels Le rapport de Brodeck, begge indstillet til adskillige priser, men det skulle blive Gilles Leroys Alabama song, en fiktiv biografi om Fitzgeralds kone Zelda på grænsen af vanvid, der overraskende løb med den store Goncourtpris. Eric Fottorinos Baisers de Cinema stod også på adskillige lister, og Det franske Akademis store pris gik til Vassilis Alexakis med 12 stemmer. De seks andre stemmer gik til Christophe Donners Un rois sans lendemain (En konge uden fremtid). Donner var den mest konstante genganger på alle listerne, så han måtte læses. En historisk roman, i sædvanlig fransk mis en abyme, en uendelig spejling, om en forfatter, der skal skrive en drejebog til en film og undersøger en sag til bunds. Sagen er Louis XVII. Hvem har slået ham ihjel?

Jeg drog ud og købte bogen. Den kunne have vundet Renaudot-prisen, skulle det senere vise sig, havde det ikke været fordi, den populære Daniel Pennac med sin Chagrin d’école, der slet ikke stod på listerne og derfor fuldkommen uforudsigeligt overhalede den i sidste øjeblik indenom.

Nu har den opmærksomme, historisk indsigtsfulde læser allerede indset, at jeg var landet samme sted, da jeg satte mig i lænestolen for at læse: Et dødt barn.

Louis XVII var den konge, der aldrig blev konge, han var det barn, der sad fanget i Tempeltårnet, efter at Revolutionen havde guillotineret far og mor, Marie-Antoinette og Louis XVI, indtil han døde af tuberkulose.

Og Donners roman er forrygende. Hovedpersonen, forfatteren Henri Norden, går på jagt efter barnets morder og finder ham. Barnemorderen hedder Jacques Réne Hébert. Hébert var manden bag de pamfletter, der opildnede det franske folk til revolution, guillotine og terror. Med alter egoet ’Père Duchenne’ i pamfletten af samme navn, en af de mest udbredte og blodhungrende skrev han den lille Louis XVII ind i fængsel, hjernevask med alkohol og revolutionssange og til sidst isolation, sygdom og død. Ganske vist nåede han selv i revolutionsterrorens logik at få kappet hovedet af. Den perfekte forbrydelse, skriftens forbrydelse, ytringsfrihedens forbrydelse pamflettens fiktion, bliver til den lille kongesøns død. Den franske republik, grundlagt ikke kun på en halshugget konge, men på en forfatters mord på en 10-årig dreng via sin pen.

Hvem døde i tårnet?

Louis XVII spøger stadig. Var det virkelig ham, der døde i tårnet? I 2004 dna-undersøgte retsmedicinere den lille drengs hjerte, bevaret gennem tiderne af en række af læger og kuriositetssamlere. Det blev slået fast, at hjertet vitterlig tilhørte Marie-Antoinettes barn. Men måske var det den afdøde storebroders hjerte?

Samme år blev hjertet stedt til hvile i domkirken i Saint Denis, sammen med de andre franske konger. Både i Donners roman og i virkeligheden. Men de døde børn spøger stadig i Frankrig, for hvad er det mon for børn, de hele tiden er så angste for at overse, glemme og i sidste ende slå ihjel?

tiby@information.dk

Mazarine Pingeot. ’La cimetière de poupées’, Julliard 2007, 155 s., 17 euro

Marie Darrieussecq. ’Tom est mort’, P.O.L 2007, 246 s., 17 euro

Camille Laurens. ’Philippe’, P.O.L 1995, 80 s., 9,3 euro

Christophe Donner. ’Un roi sans lendemain’, Grasset, 2007, 377 s. 20,90 euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu