Læsetid: 3 min.

Det iscenesatte liv

Jørgen Leths iscenesatte erindringer vækker lige dele afsky og fascination blandt det hjemlige anmelderkorps. De fleste føler sig dog godt underholdt
17. november 2007

Det sendte chokbølger igennem den danske offentlighed, da Jørgen Leth for et par år siden udgav skandalesuccesen Det uperfekte menneske. De maleriske skildringer af hans kontroversielle smag for unge sorte kvinder samt hans forsvar for sex som en handelsvare, var for meget for et bornert dansk åndsliv.

Nu er andet bind i digterens erindringer udkommet under titlen Guldet på havets bund - det uperfekte menneske/ 2, og i Politiken udtrykker Mikkel Bruun Zangenberg et spinkelt håb om, "at Leths tekst denne gang undgår at blive fanget i krydsilden mellem hævngerrige og nidkære 'nypuritanister' og moralister på den ene side, og gryntende macho-tilhængere og kult-tilbedere på den anden side".

Zangenberg benytter samtidig lejligheden til at springe ud som Leth-fan:

"Jeg er ikke blevet til fuldblodsdiscipel eller kultisk tilbeder (Leth har også indlysende skavanker) - men nu forstår jeg saftsusemig godt, hvor god han er, Leth. Ja - han er en hvid, gammel europæisk mand, der følger sin lyst, og det må naturligvis provokere voldsomt, men prøv lige at læse teksten først, før fordømmelsen svulmer op, grib fat i guldet, der flyder på bølgetoppene, nyd sejladsen og det registrerende blik".

På med potensen

Andet bind i erindrings-biografien viser dog samtidig en mand, der nok er villig til at sænke masken, men som ikke vil lade den falde helt, mener Berlingske Tidendes anmelder, Ann Lind Andersen.

"Det er også uden tvivl en mere ydmyg og afdæmpet Leth med et mindre behov for at puste sig op, der her udfolder sig. Hvorvidt det så er et resultat af turen i mediemøllen, alderen - når sporten skuffer og pikken ikke vil rejse sig - eller valget af en mere ærlig selvfremstilling, skal være usagt," skriver hun.

Allerede i sidste uge kunne man læse om Jørgen Leths svigtende potens i Ekstra Bladet, der havde sat historien om digterens brug af viagra på forsiden.

En historie, som dog var dårligt vinklet, skriver Jacob Levinsen i sin anmeldelse i Jyllands-Posten:

"Pointen er jo bare præcis ikke, at han er kommet i en alder, hvor præstationsfremmende medicin kan være nødvendig. Men derimod, at livsnyderen og libertineren i al sin uperfektion fortsat kommer i situationer, hvor der er brug for den," skriver Levinsen, der på trods af at være stødt på flere lyspunkter undervejs i sin læsning - herunder skildringen af Leths samarbejde med filmkunstneren Lars von Trier - mener at bogen generelt er for omstændelig.

Også i Ekstra Bladet, der har gjort plads til en anmeldelse på længde med en note, er roserne forbeholdne:

"Jørgen Leth har altid dyrket spontaniteten. Det er en del af charmen ved hans kunst, men det spontane udtryk skal også renses og forfines for at blive fuldendt. Det savner man hist og her," skriver Svend Skriver.

Informations egen Erik Skyum-Nielsen står heller ikke klar med ukontrollable klapsalver. Navnlig har han svært ved at sluge Jørgen Leths selviscenesættelse, som 'den geniale ener', hvor Leth bevidst ser bort fra kritikken af sin tidlige produktion.

Skyum-Nielsen refererer blandt andet til en anmeldelse af Leths debutsamling fra 1964, der af Torben Brostrøm blev affejet som konventionel og såre jævn:

"Beklager, men jeg nægter at tro på, at Jørgen Leth nogensinde har glemt netop denne anmeldelse. Når han imidlertid nu konstruerer en historie, der næsten helt tilbage fra start bringer ham i fint selskab med Kirkeby og Højholt, er det naturligvis, fordi der i disse år sker en litteraturhistorisk revision, der gør det særdeles vigtigt at have haft de rigtige venner på det rigtige tidspunkt".

Mandighedskult

Netop Jørgen Leths demonstration af sin egen enorme vennekreds falder også Kristeligt Dagblads anmelder, Henrik Jensen, for brystet:

"Utallige gange hæftes der et 'min ven', 'min gode ven' på et navn - Leth er en namedropper og en snob. Må altid piske rundt efter de bedste forretninger, de bedste restauranter og hoteller, de største ikoner," skriver Henrik Jensen.

Alligevel kan han ikke undgå - midt i sin afsky over Jørgen Leths evige dyrkelse af æstetik og overflade - også at lade sig rive med:

"Der er ikke grænser for, hvad man skal slæbes igennem af æsteticeret mandighedskult. Men man overgiver sig til energien hos denne aldrende, men evigt gestikulerende Pinocchio, der ikke vil finde sig i tråde," skriver han.

Det ligner en kærlighedserklæring, og Weekendavisens Bo Bjørnvig går skridtet videre, så man slet ikke er i tvivl:"Det er lige før, man bliver lidt forelsket i denne så uhæmmet selvforelskede mand. Det smitter," lyder det kort og godt.

Andet bind af Jørgen Leths erindringer udkom den 14. november 2007

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu