Perspektivet er globalt, men vinklen dansk og lokal. Vi har fået en populær, realistisk, spændende og let tilgængelig bog om klimatruslen, og dermed en bog, som bør kunne spille en rolle i den helt nødvendige bestræbelse på at gøre viden om trusler og muligheder til alles eje.
Der er kommet mange bøger om konsekvenserne af den globale opvarmning og klimakrisen. Der er enighed om, at klimaet ændrer sig, og om, at vi skal agere meget hurtigt både for at begrænse klimaændringerne og for at tilpasse os de ændringer, der under alle omstændigheder er uundgåelige.
Det nye i denne bog er formen, vinklen og tilgængeligheden. Det er ikke Danmarks svar på Al Gore, som der står i forlagsmaterialet, men det behøver det heller ikke at være.
Jeg kan godt lide formen. David Trads lægger ikke fingrene imellem, når han i egne reportager og referater af international viden beskriver, hvor dramatisk og overhængende truslen er. Det virker under læsningen længe som en uoverkommelig og håbløs opgave at redde kloden. Men så kommer løsningsforslagene. Der er ingen forsøg på at sælge urealistiske teknologiske fix, men en realistisk satsning på en vifte af forskellige indsatser.
Redningsaktionen lykkes ikke uden et meget stærkt og effektivt samspil mellem de nationale og det internationale samfund, virksomhederne, forskerne og hver af os som individer. Det går ikke uden teknologiudvikling, store politiske krav og personlig vilje. Vi skal bruge mindre energi og nye typer af energi. Vi skal transportere os anderledes og mere effektivt, men vi skal også reducere antallet af flyrejser og unødvendig bilisme. Ingen enkeltindsats kan være omfattende nok til, at vi kan tage det roligt og tro, at fremtiden er sikret. Ingen har undskyldninger for ikke at gøre noget, og selv om amerikanerne er værre, end vi er, og kineserne mange flere, så er udfordringen, at der på alle niveauer gøres indsatser overalt.
Jubeloptimisme
David Trads tager sit eget forbrug og sin egen families (synder) med, og han tegner et billede af forbrugsudviklingen fra bedsteforældrene og via forældregenerationen. Det er godt og illustrativt. Det viser både hvor let og hvor svært, det er at gøre det nødvendige. Og han giver danskerne en række råd som kan reducere CO2-udslip.
Til gengæld er han ikke i tvivl om, at forenede anstrengelser gør løsningen af opgaven mulig. Både i Danmark og globalt.
På nogle områder er Trads mere jubeloptimist, end jeg tror, er realistisk. Han mener at netop "i disse år er brintbiler faktisk lige ved at erobre markedet", og jeg er enig i, at den næsten forureningsfri brintbil har interessante fremtidsperspektiver, men påstanden holder ikke.
Trads er også mere positiv over for biobrændstoffer, end der er grund til at være (selv om han nævner nogle af de relevante forbehold). Han henviser til forskere, som mener, at man med fremtidige generationer af biobrændstoffer kan dække en femtedel af alt brændstof til skibe, fly, biler og busser. Men Det Internationale Energiagenturs (IEA) skøn for 2050 er omkring 13 procent. Og mens første generations biobrændstoffer ingen reelle problemer løser, mangler der endnu meget, før vi ser de (måske) mere effektive anden generations brændstoffer i en kommerciel sammenhæng.
Sådan kan man indvende en del, men det er nu ikke så vigtigt. For rigtigt er det, at hvis det store pres er der fra alle sider, så kan forbruget ændres, og teknologien udvikles, også i Kina og Indien. Der er brug for realistisk funderet optimisme, og for troen på, at de store og mægtige, herunder både USA og det rigtigt store erhvervsliv, har forstået budskabet og ændrer kurs.
Også selv om det er en utrolig flothed at påstå, at da de politiske ledere pludselig erklærede sig enige i, at klimaforandringerne er reelle og sandsynligvis menneskeskabte "rettede erhvervslivet sig lynhurtigt ind".
Hastværk
Det haster. Vi har ingen tid at spilde, skriver Trads. Og jeg kunne ikke være mere enig.
Alligevel er jeg nødt til at nævne, at det er gået for hurtigt med bogen, som har rigtig mange trykfejl, sprogfejl og sjuskefejl, nogle store og nogle små. Der er også gentagelser, faktafejl og selvmodsigelser. Et sted harcelerer Trads over, at bilernes motorer hele tiden bliver større og mere energikrævende, og at vi kører mere og mere. To sider længere fremme beklages det, at vi kører i gamle biler med ringe benzinøkonomi, men benzinøkonomien er jo netop ikke bedre i de nye biler, og det er den teknologiske skandale.
I fremhævelsen af hvad man kan, hvis man blot vil, fortælles det, at Danmark nu får 20 procent af energien fra vindenergi. Det gør vi ikke. Vi får 20 procent af vores elektricitet, men vi bruger jo meget anden energi end elektricitet, og vindenergiens andel af det samlede forbrug er meget lavere.
Der er mere. Man kan grine af småfejl, som når et valnøddetræ fem linjer længere fremme i teksten bliver et birketræ, men det irriterer og skaber usikkerhed om indholdet i en i øvrigt god bog.
Det er David Trads skyld, men også forlagets. Hvis TV 2 for alvor skal gøre sig på forlagsfronten, skal der investeres i forlagsredaktion. Det er ærgerligt med de mange fejl, for bogen kunne have et større potentiale.
David Trads: Klimatruslen - set fra Danmark. 212 sider, 249 kr., TV 2 Forlag
