Klavervirtuosen personificeret i Franz Liszt blev det 19. århundredes europæiske senromantiske ikon. Eneren, den uudgrundelige artist, forføreren, mystikeren, som hævet over publikum, isoleret og fjern, beherskende den kollektive sjæl foran det vældige flygel fremtryllede klangene.
Den store klaverspiller spillede ikke noder som borgerskabets døtre, men skabte selve musikken som hentet lige ned fra himlen. I tiderne før den elektroniske reproduktion var klaverspillet som regel selve kilden til musik og til fortroligheden med musikken. Hvor mange gange hørte folk dengang, med mindre man var særdeles velhavende, en symfoni af Mozart eller Beethoven? Én, to, højst tre gange i livets løb. Resten var henvist til pianofortet.
Ind i denne tradition, som rakte godt op i det 20. århundrede, trådte en af verdens største pianister nogensinde, russeren Svjatoslav Richter; og dér blev han for så vidt til sin død i 1997, 82 år gammel. Richters virke - bortset fra utallige studieoptagelser gennem årene - koncentrerede sig bestandigt om koncertsalene - de helt store som Carnegie Hall i New York og de helt små som Benjamin Brittens festivalhus i Aldeburgh i Suffolk, samt de aldeles obskure spillesteder i navnløse småbyer overalt i det vældige Rusland.
Klaverets gigant
Svjatoslav Richter var som flere andre af klaverets giganter excentriker, men til forskel fra flere andre - som Gould og Michelangeli - bundede Richters excentricitet sig udelukkende i den dybeste trang til musik, blottet for forfængelighed og med afsky for bivirkningen ved sin gerning: berømmelsen.
Alene Richters sceneoptræden var en sag for sig: Ind til flyglet med et brag, spille, spille, bukke, bukke, ud.
Om denne fascinerende russer har komponist og musikprofessor Karl Aage Rasmussen skrevet en lige så medrivende og begavet bog. Et mesterværk i sig selv, hvilket vel ikke forbløffer, når man tænker tilbage på Karl Aage Rasmussens øvrige udgivelser.
Det vilkår, under hvilket Richter virkede, og som han jo delte med andre i sin branche, der heller ikke valgte eksilet, var i bund og grund skræmmende. Sjostakovitj, Prokofiev, Kogan, Oistrakh, alle var de i førstningen underlagt Stalins luner for siden at være underkastet middelmådigheden i de efterfølgende herskeres kulturpolitik. Mindre livsfarligt blev det måske, men ikke mindre nedværdigende. Dog nuancerer Rasmussen disse betragtninger og gør opmærksom på det sovjetiske regimes forholdsvis større interesse for det nye.
Om forholdene for den moderne musik har været mere gunstige i USA og i markedsøkonomierne er et åbent spørgsmål; utallige er de talenter, hvis værker bare ikke er blevet opført som følge af markedets ubønhørlige krav om publikum, utallige er de begavelser, der er bukket under eller har måttet finde en anden levevej. Det er værd at bemærke midt i gyset over det umenneskelige og ofte vilkårlige Sovjet, der dog også forstod at dyrke talentet og i øvrigt gøre forskel, når det flaskede sig.
Det passer ikke altid, men det passer her: at vilde og komplekse begavelser som Richter også har en vild og kompleks baggrund. At værket så at sige vokser ud af konflikterne og vokser sig stadig større i takt med erkendelsen af egen baggrund, modnes og måske ligefrem radikaliseres. Richters far blev henrettet af sikkerhedspolitiet, moren flygtede med en anden - i panik og erotisk betagelse. Sønnen tilgav hende aldrig, smerten blev siddende og også hadet til den mand, moren valgte frem for den dræbte. Dertil kom den store pianists egen konstitution, som var og blev den homoseksuelles i en kultur, hvor den slags end ikke hviskedes mellem venner.
I betragtning af at hver en handling eller udebleven handling i en hel række år var forbundet med den yderste livsfare, siger det sig selv, at den sjæl, der herudaf skulle producere kunst, måtte få sin dybdepåvirkning. Omfanget heraf er selvsagt umuligt at dømme om, og hvem ved hvordan Richter havde lydt uden disse påtryk. Eller om han var blevet Svjatoslav Richter. Karl Aage Rasmussens bestræbelser på at udrede grundlaget for denne forunderlige kunstner fejler som antydet ikke noget, men fører os tværtimod nærmere en forståelse for, hvilken bagage der betinger denne fabelagtige livsrejse og betinger præmisserne for kunsten undervejs.
Som bilag til teksten bringer Karl Aage Rasmussen en fyldig diskografi over Richters værk. Har man blot hørt én optagelse med den store russer, får man trangen til at høre resten.
