Læsetid: 5 min.

Lyset for enden af tunnellen

Raveonettes og The Floor Is Made of Lava's nye album lider under henholdsvis fortidsfetichisme og provinsialisme, mens I Got You on Tape formår at bløde igennem den ellers så opknappede skjorte
Raveonettes og The Floor Is Made of Lava's nye album lider under henholdsvis fortidsfetichisme og provinsialisme, mens I Got You on Tape formår at bløde igennem den ellers så opknappede skjorte
20. november 2007

Der er et øjeblik meget tidligt på Raveonettes' nye album, hvor jeg begynder at håbe. Danske Sune Rose Wagner og Sharin Foos fjerde album, Lust Lust Lust, er nemlig kun lidt over tre minutter gammelt, da Wagners guitar begynder at kaste blod op. Ikke sådan i små forsigtige skvæt, men i ætsende stråler, som får det til at knitre i hjernebarken og får trommehinderne til at krympe sig. Jeg får en fornemmelse af, at et klart lys åbner sig i den danske duos musik. Lyset for enden af tunnellen, måske?

Jeg burde selvfølgelig vide bedre. Støjen fra Wagners guitar kan jo egentlig blot sammenlignes med Sonic Youth i det krasbørstige hjørne eller støjmesteren Merzbow i vante omgivelser. Men effekten i forhold til Raveonettes' sangskrivning er faktisk så stor, at man føler sig slynget ud af vante omgivelser. For frontfigur Sune Rose Wagner skriver så pænt konservative sange, at elguitarens tidlige styrtblødning virker som en pattevissen elefant til teselskab: Forfriskende ude af proportioner.

Men det første nummers strålebehandling bliver snart forplumret af en mere konform tilgang til den 1950'er-rock- og 60'er-pop-modellering, som Raveonettes har gjort til deres varemærke - eskorteret af tekster som "I fell out of heaven to be with you in hell". Nice.

Man hygger sig i de enkle sanges selskab. Men man begynder også at kede sig over den sært lunkne coolness, som duoen dyrker så uhæmmet. Hvilket faktisk hæmmer dem, ja, bagbinder dem på bagsædet i et nostalgisk dollargrin tværs gennem americanaen: Gene Vincent. Buddy Holly. Phil Spector og britiske Jesus & Mary Chains støjbehandling af hans arv. Lee Hazelwoods sortlakerede vemod. Store forbilleder, knap så store kalkeringer.

Den stramme opbygning af vokalharmonier - typisk begge to i fælles sang - begynder også at blive traurig. Og uanset hvor meget elguitarernes små flammer slikker op om strukturerne, så fremstår sangene tit træt kølige i al deres stiliserede fortolkning af rock'n'roll-generationens ild. Det er selvfølgelig et bevidst valg, men når de samtidig i flere tilfælde virker som gentagelser af tidligere sange, ja, så står vi altså med en punkteret Cadillac og to turister med positurerne i orden, men ondt i tommelfingrene.

Der er et par strålende sange undervejs: Åbningsnummeret ætser, "Lust" tapper direkte fra den utidige grundnerve for 50 år siden, "Expelled From Love" har sin egen skæbnessvangre logik og "Blitzed" er solid tyggegummi-Ronettes.

Den drivende nostalgi og den stramme stilbevidsthed i opdateringen af selv samme nostalgi gør stadig Raveonettes til et pletvist interessant bud på ungdommelig rastløshed og ukontrollable følelser.

Men. Problem 1: Feticheringen af en svunden æra virker som en spændetrøje for Sune Rose Wagners umiskendelige sangskrivertalenter. Problem 2: Jeg har utrolig svært ved at høre passionen bag alle positurerne. Hele projektet virker simpelthen narcissistisk - opslugt af eget spejlbillede, egen selvforståelse, ikke fortæret af passion og forbandet ungdom. Og så bliver forudsigeligheden i det fatalistiske univers faktisk bare enerverende.

Så lyset for enden af tunnellen viste sig alligevel at være New Jersey - som newyorkere (og det er Foo og Wagner i disse dage) plejer at forklare deres verdenstræthed med ...

Svedsprøjt

Men det hele er bare værre på danske The Floor Is Made of Lavas debutalbum All Juice No Fruit. Her bliver der for alvor stjålet fra andre bands, uden videre kreative resultater til følge.

Et forsonende træk er, at The Floor Is Made Of Lava har en vis sygdomserkendelse (måske er det her håbet gemmer sig?):

"Who the fuck are Arctic Monkeys?", lyder det således på syngende cockney som indledning til et af numrene. God selvironi når The Floor Is Made of Lava netop lyder som dette britiske band og så også som Franz Ferdinand og Bloc Party. Bare i klodset udgave. Altså new rave, punkfunk, dancerock, tidens toneklang, det de unge vil have. Men hvorfor i så udvandet udgave? Hvorfor tage til takke med lidt teaterblod, når man kan få den blå vare direkte fra venen i udlandet?

De tre eksil-sønderjyder er ikke nær så gode som nogen af nævnte navne. Bevares, "Do Your Sister" har en fræk fremdrift, og "Ho" besidder da sit eget militant rytmiske regime. "You Ain't a Bitch (Bitch)" har lidt dynamik i verset, lige som der er et gedigent rykkende mellemstykke på "5-VICE".

Det er rytmen og dynamikken, der er kardinaldyderne her. Sangskrivningen er generelt præget af flødeskumsfede stabler af klicheer, forsanger Thobay K kan kun skråle i ét leje, og hans prominente guitarfigurer virker det meste af tiden pointeløse, ja, nærmest rådvilde. Det er et ret så begrænset kompositorisk råderum, bandet har at operere inden for, så det forklarer selvfølgelig også det begrænsede udtryk som guitarist/forsanger finder frem til. Men hvis rammerne er for snævre for fantasien, så må man jo udvide dem ... Bevares, der bliver da sprøjtet med sved på All Juice No Fruit, men det bliver aldrig rigtig beskidt, for det foregår uden at spilde nogen nævneværdig personlighed på tøjet. Så på den igen, drenge. Drop det provinsielle og kanaliser den umiskendelige energi ud i egne formuleringer.

Alt med måde

Sved bliver der ikke sprøjtet med i københavnske I Got You On Tape og på deres andet album, 2. I stedet får vi et sirligt forsiret vemod med sideskilning. En elegant formulering af åndens skælven i november. Og det har sine smukt forløste logik, hvor man bevæger sig gennem versenes dekorative formationer for at bryde igennem til stærkt forløsende omkvæd. En fornemmelse af at nå gennem et skydække og op i sollyset.

Alt foregår dog med måde, men det er også forsanger Jacob Bellens og bandets force: Denne liflige tilbageholdenhed, den stramt opknappede skjorte som holder på følelserne, men ikke kan skjule dem bag det tynde hvide stof.

Men der er også en porøs grænse mellem det liflige og det artigt vandkæmmede, som den københavnerbaserede kvintet kommer til at overtræde flere gange. Hvor jeg pludselig kommer til at længes efter sønderskudte banegårde og degenereret bersærkergang. Og det er egentlig urimeligt, når nu bandet så evident holder sig langt fra de store følelsesudsving, nobelt pressefoldet sammen om deres eget mørkeblå omdrejningspunkt. Men også af og til for kontrolleret, for jazzet dygtigt.

Ganske vist betyder det, at mange dybder afsløres ved yderligere lytninger, men af og til ville det alligevel hjælpe, hvis der blev knappet bare en ekstra knap op i skjorten. Som det f.eks. sker på "Prophet Rock", hvor kompositionen løsnes og giver plads for fine instrumentale undersøgelser. Eller på "Guerilla Girl", hvor produktionen rumler så stærkt, at man rent fysisk mærker et massiv af følelser bag popsangens strambuks. Eller på "Somersault", der betjener sig af kor i kirkestørrelse.

I Got You On Tape er jo et stærkt vemodigt band, og deres lettere kontrolmaniske sider kan ikke skjule det. Igennem skjortens opknappede bomuld begynder blodet at brede sig - især efter en sund portion gennemlytninger. Det fortjener de.

Raveonettes: Lust Lust Lust (A:larm Music/A:larm)

The Floor Is Made of Lava: All Juice No Fruit (Tabu Records/Playground)

I Got You On Tape: 2 (Auditorium/A:larm)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu