Læsetid: 3 min.

Magtfuldt håndelag på vulkanøen

Islandsk jazz har både kant, charme og talent. Saxofonisten Jóel Pálsson er på internationalt niveau med hele to fremragende plader
1. december 2007

At den barske og smukkevulkanø oppe i Nordatlanten har et rigt og blomstrendemusikliv, bliver vi jævnligt mindet om. Også inden for jazz og relateret musik kan Island hævde sig med musikere, der har magtfuldt hånde-lag og kunstnerisk personlighed. Just det besidder Jóel Pálsson (f. 1972), der trods sin unge alder er en af Islands førende jazzmusikere. De to plader, Atlantshaf og Varp, der begge blev udsendt i Island sidste år, er fremragende ikke mindst i kraft af Pálssons tilstedeværelse. Han spiller med en rig og varm tone, sætter sig igennem i fyrige udbrud eller pirrer med sin støvede klang. På coveret til Varp er Pálsson skildret med iltmaske og saxofon. Der er dog intet giftigt ved hans ni, effektive kompositioner, som levendegøres i samspil med fire andre islændinge. Hilmar Jensson (guitar), der har en international karriere bl.a. i gruppe med Jim Black, er virkelig med til at give musikken kant. Derudover høres David Jónsson (orgel, klaver m.m.), Valdimar Sigurjónsson (bas) og Matthias Hemstock (trommer). Varp tog i 2006 prisen som årets islandske jazz-plade. Det er da også en fascinerende udgivelse, der forener syngende temaer med passager af stor ekspressiv styrke, hvor akustisk jazz, rock og elektronisk støj tilsammen farver musikken mørk og farlig.

Spændstigt flow

Musikalsk på højde med ovenstående om end ikke så nytænkende er Atlantshaf (Atlanterhav), et rent akustisk foretagende, hvor Pálsson gør fælles front med Gunnlaugar Gudmundsson (bas), Einar Scheving (trommer) og Agnar Már Magnússon (klaver). Gruppen spiller, som havde den alverdens tid. Og kombinationen af ro og spændstigt flow i musikken gør et dybt indtryk ligesom den store autoritet, der stråler fra Pálssons og Magnússons improvisationer. Som ballade må fremhæves den koralagtige "Líf", og som kvartetten spiller "Hljódvit" mindes man om, at ingen musikform har så raffineret et forhold til rytme som jazzen.

Ùtlendingahersveitin (Fremmedlegionen) består af de fem ældre herrer, Àrni Scheving (vibrafon), Árni Egilsson (bas), Jón Páll Bjarnason (guitar), Pétur Östlund (trommer) og Thórarinn Olafsson (klaver). Alle var de fremstående islandske jazzmusikere allerede i starten af 1960'erne, men har været spredt for alle vinde. Her er de genforenet på deres pladeudspil nr. to, flot optaget live på en islandsk turné i april 2006. Det er en dyb indlevelse, musikerne lægger for dagen på Time After Time med et udsøgt, tilbagelænet swing. Pladen rummer flere fine, melodiske og groovy numre. Der ryger finker af panden undervejs, men Fremmedlegionen forstår at sætte stemningen, og ikke mindst Bjarnason svæver elegant i sine guitarsoli.

Monoton skønhed

Skúli Sverrisons Sería falder ikke tydeligt under jazzkategorien, men det er en både fin og anderledes instrumentalplade. Her åbner den island-ske bassist og komponist for en langsomt emmende og cirklende musik, skabt af klimprende strengeinstrumenter, svævende orgelklange og evigt vandrende basgange. Sverrison sekunderes af bl.a. Hilmar Jensson (guitar), Ólöf Arnalds (charango, viola, vokal), Hildur Gudnadóttir (cello), Anthony Burr (orgel) og Laurie Anderson (vokal). Der er slægtskab med Steve Reichs minimalisme, den tidlige Pat Metheny, Radiohead og filmkomponisten Gustavo Santaolalla. Sverrison arbejder således i krydsfeltet mellem alternativ rockmusik, folkemusik og avantgarde. Der er en filmisk og monoton skønhed over musikken som Atlantens konstant bevægelige hav. Man kan også se den som en større og mere malende udgave af den intime og lyriske musik, som Sverrison skabte i duo med saxofonisten, Óskar Gudjónsson, på After Silence (2002).

Endelig er der den unge islandsk-finsk-norske kvartet, Rodent, der på Herbert dyrker en lyrisk og luftig kombination af balkanmusik og frie improvisationer. De to blæsere, Haukur Gröndahl (altsax) og den af Tomasz Stanko inspirerede Jarkko Hakala (trompet), er begge fine instrumentalister med en indbydende og moden tilgang til det frie spil, men det er især gruppens kollektive, elegiske lyd, man bider mærke i, hvortil også Lars Tormod Jensets brede, mørke basspil bidrager sammen med Helgi Helgasons puslende trommer. Der er således både storhed, kant, charme og talent at finde i islandsk jazz i dag. Den er, kort sagt, værd at følge.

Jóel Pálsson: Varp (Flugur)
Atlantshaf: Atlantshaf (DIM)
Ùtlendingahersveitin: Time After Time (Rivers)
Skúli Sverrisson: Sería (12 Tónar)
Rodent: Herbert (12 Tónar)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu